Den 2. april fejrer Revisorhuset i Hinnerup 10-års jubilæum, og for Bjarne Hansen og Annette Trane Knudsen, der står bag revisionsfirmaet, går de stadig på arbejde hver dag, fordi de synes, at tal er spændende og at de kan hjælpe andre med at udvikle på deres virksomheder, og så er deres medarbejdere Revisorhusets vigtigste aktiv.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
På vinduet uden for Revisorhusets lokaler i Favrskov Erhvervspark på Bogøvej i Hinnerup står der ´Tal er en tillidssag`, og den sætning tænker jeg over, da jeg går ind ad døren og bliver budt velkommen af Annette Trane Knudsen. Hun er en af de to partnere i Revisorhuset i Hinnerup, den anden er Bjarne Hansen, men han er i fuld gang med en telefonopkald, fordi en af kunderne har brug for rådgivning, fortæller han mig lidt senere, da vi sidder og taler sammen i deres mødelokale.
Jeg ved ikke selv ret meget om, hvad revisorer laver andet end, at de reviderer regnskaber og rådgiver folk, men hvordan det foregår, vil jeg gerne blive lidt klogere på, og derfor har jeg bedt om et interview forud for Revisorhusets 10-års jubilæum, som skal fejres den 2. april 2024.
Bjarne, I skriver at tal er en tillidssag, så hvad er det, som gør tal spændende for Revisorhuset?
“De tal, som en kunde viser os, de kan gøre, at jeg og vores medarbejdere kan hjælpe virksomheden til at træffe de rigtige beslutninger. Der er rigtigt mange virksomheder, der laver regnskaber, men vi vil gerne hjælpe vores kunder med bruge deres tal aktivt, så de også udvikler på deres forretning, og de får truffet beslutninger om, hvor de gerne vil hen med virksomheden,” siger Bjarne, der er uddannet revisor.
Annette er bogholder, og hun bruger sine kompetencer i virksomheden til at hjælpe kunderne med bogføringen, for Revisorhuset i Hinnerup har en ret stor bogholderiafdelingen i forhold til andre revisorfirmaer.
“Vi vil rigtigt gerne hjælpe vores kunder med deres bogholderi, så har vi også bedre mulighed for at hjælpe kunderne hen over året inden regnskabet skal laves. Vi kender kunderne, deres behov, og vi har en direkte kontakt med kunderne, i stedet for, at det skal gå gennem en ekstern bogholder, og så får vi det lavet, som vi gerne vil have det, til gavn for kunderne og til hjælp i det endelige regnskab,” siger Annette.
Hvad er det Revisorhuset er gode til?
“Vi er et lokalt revisor og bogholder firma, der henvender sig til små og mellemstore virksomheder, hvor vi er gode til at møde kunderne, lige der hvor de er. Vi kan tilbyde dem en løsning, skræddersyet til dem, og så tilføre værdi med det arbejde, som vi laver for virksomheden, og så skal vi blive ved med at være relevante for kunderne,” siger Bjarne.
Det lyder meget godt, men jeg vil gerne have Bjarne og Annette til at forklare, hvordan de forbliver relevante.
“Bæredygtighed bliver en større og større del af regnskaberne, og derfor har jeg også taget en uddannelse i at kunne revidere regnskaber udfra virksomheders bæredygtighedsstrategi. Ligesom kunder i Jyske Bank skal have en revisorpåtegning i deres regnskab, så bliver det nok også et krav på et tidspunkt, at din virksomhed skal stille med et regnskab, hvor dit CO2 regnskab er opgjort, og det er jeg nu blevet certificeret i,” siger Bjarne.
Socialt ansvar overfor medarbejderne
Fra starten var de to i virksomheden og her 10 år efter er Revisorhuset vokset til 10 ansatte.
“Vi er to revisorer, og så har vi en revisorelev ansat, som snart bliver færdig og fortsætter i firmaet, derudover har vi fem bogholdere og en assistent til at tage sig af alt det praktiske, og en til at hjælpe med kommunikation og sociale medier. Fire af vores ansatte er i fleksjob, da vi også gerne vil hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Annette, inden Bjarne tager tråden op og forklarer:
“Det giver mennesker rigtigt meget at kunne være en del af et fællesskab på arbejdspladsen, og derfor betyder det noget, om du kan arbejde to eller tolv timer. At der er en plads til dig på arbejdsmarkedet.
Når I har 15-års jubilæum, har I så femten ansatte?
“Det er der ingen, der ved, vi kan også være otte til den tid. Vi har ikke travlt med at vokse, men i stedet vil vi gerne hele tiden sikre, at vi bliver ved med at være relevante for vores kunder. Det gør vi kun ved at kunne tilbyde dem den løsning, som de har brug for, og at vi samtidigt kan fastholde vores gode medarbejdere, og få fat i nye, som passer ind i vores firma,” siger Bjarne.
De er begge enige om, at medarbejderne er den vigtigste ressource for Revisorhuset.
“Vi har verdens bedste medarbejdere, og vi behøver ikke se efter om de nu laver, det de skal. Indimellem skal vi også bede dem om, at de skal huske at gå hjem og holde fri. Det må også være fordi, at Revisorhuset er et rart sted at arbejde,” siger Annette.
Hvorfor vil I gerne fejre jubilæet?
“Fordi vi gerne vil invitere vores kunder til en reception, og sige tak for samarbejdet de første 10-år, og fejre at vi sammen har bygget virksomheden op til det niveau, som vi har nu. Hvad fremtiden bringer, er der ingen der ved, men Annette og jeg vil gerne bygge videre på den succes, som vi har skabt i fællesskab med vores medarbejdere og kunder, og hjælpe dem med rådgivning, regnskab og deres tal, for tal er en tillidssag,” siger Bjarne smilende.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
Se og læs flere artikler og anmeldelser fra Søften Nyt
Læserbrev: Fleksible løsninger er moderne familiepolitik
I dagens samfund er fleksibilitet en af de vigtigste faktorer…
Stefans klumme – Må flygte fra virkeligheden
Krigen tærer på alle, og det er svært at holde…
Læserbrev: Gode idrætsfaciliteter er nøglen til fællesskab og trivsel
Af Morten Bang Jeg har spillet fodbold hele mit liv…
Onsdagens ord – når journalisten er syg
Når der kun er en journalist ansat på Søften Nyt,…
1400 spillere slår igennem i Favrskov
Lørdag den 14. og søndag den 15. september skal 1400…
Læserbrev: Et stabilt og ansvarligt budget for Favrskov
I denne uge er årets budget for Favrskov Kommune sendt…