Nær fronten er det ‘Det Muliges Kunst’

Det er et større puslespil at få en reportagetur i stand ved fronten. Ofte afgøres tingene i sidste øjeblik. Det gælder om at være omstillelig.

Af Stefan Weichert

Jeg husker tydeligt, hvordan det var at se korrespondenterne på fjernsynet, før jeg selv blev journalist og dragede til udlandet i søgen efter eventyr. Deres liv virkede til at være fuld af spænding med fart over feltet hver eneste dag. De var altid lige der, hvor det hele skete. Der var altid et eller andet i gang. Det er først efter, at jeg selv er blevet journalist og arbejder med at dække krigen i Ukraine, at jeg kan se alt det arbejde, der kommer forud..

For der er en enorm administrativ byrde, og der er megen ventetid. Jeg har lige rejst 14 dage i Østukraine, hvor jeg har været forbi storbyen Kharkiv og i Donbas, der er store russiske mål. Meget lidt af det, der var aftalt på forhånd, endte med at lykkes, og sådan er det ofte, når snuden rettes imod fronten, hvor situationen ændrer sig på timebasis. 

Jeg havde en række aftaler på forhånd, da jeg kørte mod Østukraine fra den ukrainske hovedstad Kyiv. Blandt andet at bruge tre dage hos en brigade i den ukrainske hær, men som jeg sad i bilen, blev det pludselig aflyst. Meldingen fra presseofficeren var, at centralkommandoen i Kyiv pludselig havde lukket for pressen i en periode. Det var ude af brigadens kontrol, og derfor stod jeg pludselig med tre åbne dage i programmet. 

Jeg måtte rykke rundt på andre aftaler for at undgå ventetid i en kedelig lejlighed 30 kilometer fra fronten. Ofte har jeg en miks af historier om civile og militæret linet op. Militæret er svære at planlægge, mens historierne om de civile ofte kan laves spontant. 

Derfor fylder jeg ofte de åbne dage med nogle af historierne om civile. De tre dage blev skiftet ud med et besøg hos et pro-russisk par, en tur til frontbyen Selydove og en historie om en organisation, der henter døde russiske og ukrainske soldater ved fronten.

Det store puslespil

På samme tid var jeg i dialog med en række andre brigader om et besøg hos dem. Det er ikke nok blot at aftale ting med en presseofficer. Dokumenter skal også underskrives af chefredaktøren for det medie, som jeg arbejder for, og sendes til den ukrainske centralkommando. Dernæst følger det større puslespil med brigaden for at finde ud af, hvornår det er muligt at komme til fronten. Situationen i Østukraine er ustabil lige nu.

Russerne trykker på, så det er sværere at komme sikkert til fronten. Tre brigader, som jeg havde aftaler med og som havde fået grønt lys fra centralkommandoen, måtte pludselig aflyse en tur. Det gav mig flere ventedage i byen Kramatorsk, cirka 30 kilometer fra fronten.

Da brigaderne aldrig kan give præcise afgangstidspunkter, så sidder jeg ofte standby. På grund af de russiske droner, der sværmer over fronten, tages turen til fronten ofte i de tidligere morgentimer eller om natten, hvor mørket skærmer bevægelserne. Med kort varsel kan meldingen være, at turen bliver udskudt en dag.

Det oplevede jeg flere gange på denne tur til Østukraine.

Det gav lange dage, hvor jeg blot sad og ventede i en lejlighed med meget lidt at lave. Kedsomheden er drænende. Det blev kun værre, som tiden gik, og jeg havde afsluttet de artikler, som jeg allerede havde indhentet materiale til. Tre dage kan pludselig føles som en evighed, og den tilværelse ligger meget fjernt fra det liv, som fjernsynet giver indtryk af.

Da Kramatorsk ikke er ret langt fra fronten, er det ikke oplagt at rende for meget rundt uden en aftale. Byen er et mål for russerne, og der er jævnlige angreb på ukrainske soldater af nogle af de pro-russiske indbyggere. Jeg holder mig derfor mest i lejligheden.

Få ting er muligt

Af de seks aftaler, som jeg havde på forhånd, blev kun to mulige på turen til Østukraine. I stedet fyldte jeg op med andre ting, som jeg stødte på. Blandt andet besøgte jeg et hospital i Pokrovsk, hvor de stadig har fødsler hver eneste dag.

Det handler som journalist om at være omstillelig. Rykke på de ting, der dukker op, men samtidig forsøge at tænke fremad. Hvis nogle brigader ikke kan give adgang, skal der sadles om. Efter at have ventet i to dage på adgang til fronten hos en brigade, valgte jeg at trække stikket og køre retur til Kyiv. Det er muligt, at adgangen var blevet givet på tredje eller fjerde dag, men det gav efterhånden meget lidt mening at vente længere. 

Så er det bedre at trække stikket og komme igen på et senere tidspunkt. For mig er dagene, uden at lave noget, langt mere drænende end dem med arbejde. Det er som om, at tiden står stille, når der ikke sker noget. 

Før jeg blev journalist, havde jeg et indtryk af, at korrespondenterne altid var på farten. Jeg vidste ikke, at mindst 50 procent af arbejdet er administrativt, og at der er en stor ventetid. 

De ukrainske soldater siger ofte, at det hårdeste er ventetiden ved fronten. Uvisheden. Det er nok det samme for journalister som mig. Vi sidder ofte også og venter. 

Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales. 

Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.

Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

Se og læs flere artikler fra Søften Nyt