Lene Bruun Kolff bliver snart 80, i den anledning holder hun en 75-års jubilæumsudstilling på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra lørdag den 28. oktober til den 30. december. Udstillingen hedder ´Return to Sender`, og alle er velkommen til fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Hjemme hos Lene Bruun Kolff i Grundfør hænger mange af hendes egne værker på væggene i det hyggelige hus fra 1700-tallet. Siden jeg besøgte hende sidst, er der skiftet ud på væggene, for selvom Lene snart runder 80, så er hun stadig meget produktiv. Hun har i efteråret 2023 to udstillinger i gang, en i Hadsten og en på Silkeborg Museum. Fra den 28. oktober og året ud udstiller hun også i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
Lenes kunst er ikke malerier, selvom de bliver sat i en ramme. Hun syr og broderer sine værker af og på genbrugsmaterialer, som hun får af andre. Det eneste nye hun bruger, er de rammer, som værkes sættes fast på, for Lene laver tekstilkunst af genbrugsmaterialer, som stoffer, garn og gamle lagner.
“Jeg bliver nødt til at leve 20 år længere med alle de fine ting, som venner og bekendte kommer med. Jeg løber ikke tør for materialer foreløbig, og jeg bruger det hele, også billeder fra gamle dameblade, snegle og hvad jeg ellers har fundet i naturen gennem et langt liv og på min mands og mine mange rejser,” siger Lene.
Du maler med tråd, har jeg læst et sted, hvad betyder det?
“Det var et af mine børnebørn, der sagde det en dag, hun så mig sidde og arbejde på et af mine værker. Det er tråden fra de genbrugsmaterialer, jeg har, og nålen der syr, der skaber værket, så ja, jeg maler med tråd. Det tager lang tid at lave, specielt når jeg bruger billeder fra magasiner eller bøger i værket,” siger Lene.
Jeg skal til at spørge hende om, hvorfor hun er kunstner, men hun kommer mig i forkøbet, fordi hun fortæller om en oplevelse hun havde, da hun skulle interviewes til en udstilling i Silkeborg:
“De spurgte mig om, hvorfor jeg laver kunst, men du spørger ikke en kunstner om, hvorfor jeg laver det, jeg gør. Det gør jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Se på det her værk, med fiskene som træder ud af rammen. Det kalder jeg ´Ocean Ghost` fordi fiskene dør omkring os i havene,” siger Lene.

Det betyder vel, at din kunst betyder noget og skal røre noget i os, så hvorfor laver du det?
“Jeg laver brodericollage eller tekstilkunst, som du kalder det, fordi det giver mig ro. Jeg holdt en tale i Hadsten i forbindelse med åbningen af min udstilling der, og der kaldte jeg, det jeg laver, for helbredende broderi. Når jeg har været syg, været deprimeret, så hjælper det mig til at komme ovenpå igen,” siger Lene.
Hun fortæller om svære perioder i sit liv, med en slem lymfekræftsygdom for mere end 10 år siden, men også om et uheld hun har haft i hjemmet i Grundfør.
“Sidste år, da jeg faldt ned af trappen og brækkede skulderen, der var det ligeså smerteligt for mig, at jeg ikke kunne lave mine værker. Jeg kunne ikke lave noget i et halvt år, så jeg har en masse af indhente,” siger Lene.
Return to Sender
Lene henter noget af de genbrugsmaterialer, som hun får fra nær og fjern og viser frem. Det er håndfarvede garnrester. Jeg ved ikke, hvad jeg ville kunne bruge det til, men i Lenes hoved ved hun allerede, hvad resterne skal bruges til.
“Se det her, det kom en af mine kunstnervenner med til mig forleden. Det får jeg trevlet op og brugt igen, og det er også grunden til, at udstillingen hedder ´Return to Sender`. Jeg vil gerne give noget tilbage til alle de mennesker, der giver mig deres ting. Så de kan se, hvad der bliver af det, når jeg har brugt dem i mine broderier. Samtidigt vil jeg gerne ære de kvinder, der har siddet og hæklet og lavet kniplinger af stoffet,” siger Lene.

Hvordan kom du på den titel?
“Det var egentlig, fordi jeg skulle modtage et brev fra mine børnebørn i Australien, men der kom en besked fra postvæsenet, at jeg skulle betale told og afgifter af brevet, og det ville jeg ikke. Så blev det sendt tilbage igen – ´Return to Sender`, det blev jeg ærligt talt lidt sur over. Men titlen er nu meget god, og derfor bruger jeg den i udstillingen, som tak til alle giverne,” siger Lene.
Du sagde tidligere, at det var din 75-års jubilæumsudstillingen, så må du have startet meget tidligt?
“Ja, det gjorde jeg også. Jeg lå på hospitalet som femårig, og her kom min mor med et stykke stof, en nål og tråd, og så gik jeg igang med at brodere, og det har jeg gjort lige siden,” siger Lene Bruun Kolff.

Faktaboks Udstillingen ´Return to Sender` kan ses i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus i de bemandede åbningstider fra lørdag den 28. oktober til den 30. december 2023. Der er fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11, og du kan læse mere om udstillingen her på bibliotekets hjemmeside. |

Annonce – Vi støtter Søften nyt
Læs flere artikler fra Søften Nyt
Søften Landsbyråd bliver til Vores Søften
Der var flere overraskelser i vente, da Søften Landsbyråd holdt årsmøde i Søften Kultur- og Idrætscenter tirsdag den 21. november. Blandt andet, at Landsbyrådet skifter navn til Lokalforening Vores Søften,…
Jacob Ring gæder sig til at vise en helt by butik frem den 23. november.
SuperBrugsen i Hinnerup har heddet SuperBrugsen i rigtigt mange år, men fra torsdag den 23. november er det slut med det røde skilt med den hvide skilt, der træder supermarkedet…
Lungerne skal vi huske at passe på
Den Nationale Lungedag blev fejret på Plejecenter Hinneruplund den 15. November, hvor alle havde mulighed for at blive klogere på deres lungefunktion, hvorfor du skal passe på dem, og så…
Fællesskab og sang hver onsdag i Lungekoret
På Brogården i Hinnerup mødes medlemmerne af Lungekoret hver onsdag til et par timers sang, hvor det ikke gælder om at synge højest eller bedst, men at være med i…
REMA 1000 i Søften modtog Rotarys Initiativpris
2023 udgaven af Rotary Hinnerup Initiativpris tilfaldt Christian Møller og Anders Riis fra REMA 1000 i Søften. Prisen blev uddelt i Rotarys lokaler, hvor prismodtagerne udtrykte deres taknemmelighed, og hvor…
Æblemos på biblioteket
Der var kø til at få presset æbler og masser af børn prøvede at lave et fuglehus, da Hinnerup Bibliotek og Kulturhus inviterede til familiedag på bibliotekets udendørs arealer. Af…
Skriv et svar