Hvordan laves et interview? Er der bier på Foldby kirkegård? Hvem skal jeg tale med madspild om, og hvordan layouter jeg denne her artikel? Spørgsmål og svar var mange i uge 40, da 6. klasserne på Præstemarkskolen havde avisuge, og skulle fylde otte sider med artikler omkring dette års avistema – Naturen er for vild. Søften Nyt kiggede forbi Præstemarkskolen for at høre lidt fra 6.A om at lave avis.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det summer af aktivitet i klassen da jeg kigger forbi 6.A´s klasselokale i Bakkehuset på Præstemarkskolen i Søften. Børnene sidder i grupper og arbejder foran hver deres skærm, nogle taler i telefon og andre står omkring læreren med spørgsmål, som hun tålmodigt besvarer en af gangen.

Da eleverne har fået svar på deres spørgsmål, så står læreren, Ina Borup-Hansen, tilbage med et smil på læberne.

Ina, hvordan er det som lærer at skulle undervise i et avisforløb for dine elever?

“Jamen, det er fantastisk. Jeg synes, at det er en ny måde, jeg ser mine elever på. Nogle blomstrer ved at skulle ud i marken og lave interview, og for andre er det en stor overvindelse at skulle ringe rundt og søge information og spørge eksperter og andre omkring de artikler, som de skal skrive. Det er tydeligt at se og mærke, at alle får flyttet sig fagligt på en eller anden måde i den her uge,” siger Ina.

Ina Borup-Hansen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Ina Borup-Hansen sammen med de andre lærere fra sjette klasserne undervist i at lave avis i flere uger. Hun synes, at det har været et rigtigt spændende undervisningsforløb, hvor hun har set nye sider af eleverne. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vi taler om, at årets tema: Naturen er for vild. Jeg spørger Ina om, hvordan klassen har fundet frem til at skrive artikler om natur og klima med en lokalvinkel på historierne.

“Vi har brainstormet rigtigt meget, og tænkt over, hvordan vi gør historierne relevant for vores lokalområde. Hvem kan vi tale med, hvilke forskellige redaktioner skal vi have, og så har vi talt meget om, hvordan vi bruger naturen i vores fritid. Det har gjort at eleverne skriver om spejderne, om at køre på mountainbike, jægere og om bier på Foldby Kirkegård. Der er også nogle, der er gået i dybden med at beskrive alternative eller bæredygtige energikilder, og så kom oversvømmelsen af Søften den anden dag også bagpå os alle sammen, så det har vi også en historie med om,” siger Ina.

De forskellige roller på en redaktion

Ude i fællesrummet sidder Mille og Signe, de er begge 12 år og går i 6.A. Mille er blevet udpeget til at være chefredaktør for avisen, og Signe hjælper hende og skal samtidigt også layoute avisen efterhånden, som artiklerne bliver færdige.

Hvad tænker I om at skulle lave en avis?

“I starten tænkte, at det var måske et lidt kedeligt emne, fordi aviser, dem ser vi ikke så meget mere. Heldigvis har det været ret sjovt at være med til,” siger Signe, mens Mille tilføjer:

“Jeg troede egentlig, at vi kunne blive færdige på en dag, men det kan ikke lade sig gøre. Der er rigtigt meget arbejde ved at lave en avis, og der er rigtigt mange involverede i det. Ikke kun journalister til at skrive, men også layouter, redaktører og så skal den også trykkes,” siger Mille.

Mille og Signe fra 6.A - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Mille er chefredaktør og Signe laver layout på Søftens Vilde Avis, og de er begge to meget overraskede over, hvor lang tid det tager at lave en avis, inden den er klar til at blive trykt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvorfor hedder den Søftens Vilde Avis?

“Fordi vi skulle blande navnet med årets tema ´Naturen er for vild`, og så skulle den hedde et eller andet med avis, synes vi, og så blev det til Søftens Vilde Avis,” siger Mille.

Vi taler om, hvordan avisen bliver lavet, at artiklerne skal skrives, og at chefredaktøren og layouteren skal finde ud af, hvordan forsiden skal se ud, og hvordan artiklerne kommer til at være i den 8 sider store avis.

Hvem skriver om hvad i avisen?

“Vi er blevet delt lidt forskelligt ind, fx er det sådan, at nogle af drengene har lidt svært ved at skrive om kultur, og så har de fået om sport i stedet, men at de så samtidigt skal huske og blande det med noget natur. Nogle af drengene har skrevet om banerne her i Søften, og hvad en fodboldbane gør ved naturen,” siger Signe.

Layout af en avis er ikke nemt - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Signe bruger meget tid på at få artikler og billeder til at passe ind i det software program, de bruger til avisen. Hvis de billeder eller artikler hun lægger ind ikke passer med formatet, så viser programmet det for hende, og billede eller artikel skal tilpasses formatet. Foto. Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Korrektur skal der til

Tilbage i klassen sidder Tobias og Marius, de skal læse korrektur på alle artiklerne, og de bliver sendt tilbage til journalisterne igen, hvis de ikke mener, at det materiale, de har modtaget, er godt nok.

Hvad laver I foruden og læse korrektur?

“Vi har skrevet om, hvorfor biler bruger så meget CO2, og hvilke klimakatastrofer, det kan give, når vi mennesker udleder så meget CO2,” siger Tobias.

Tobias og Marius fra 6.A - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tobias og Marius fra 6.A læser korrektur på alle artikler, som de får ind, men de har også selv skulle skrive en artikel til den endelige avis. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad tænker I om at lave avis?

“Jeg synes, at det har været meget sjovt og fedt at lave. Det med at prøve at være journalist, og have en avis færdig på et bestemt tidspunkt, det er også meget anderledes, end det vi normalt laver på klassen, siger Marius.

Ind ad døren kommer Viola og Thea, de har begge to forskellige honningglas i hånden, og skal spørge Ina om bier og teskeer til at kunne smage på honningen.

Viola og Thea skriver om bier - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Viola og Thea har fået honning fra juni og honning fra august, så de kan se og smage forskellen på honningen, der kommer fra de samme bier på Foldby kirkegård. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Da de har talt med læreren, så spørger jeg dem om deres oplevelser med avisugen.

“Det er lidt svært i starten, fordi vi ikke var helt sikre på, hvad det var vi skulle og vi forstod det ikke helt. Vi fandt ud af, at vi kunne ringe og spørge en som har forstand på emnet med bier, og så blev det også meget nemmere at skrive,” siger Viola.

Hvad har I skullet skrive om?

“Bier på Foldby Kirkegård, så derfor har vi talt med Frank, der er graver på kirkegården, og så har han hjulpet os. Vi har hentet honning fra de to gange, han har slynget honning i år, og så kan vi smage om der er en forskel i smagen, og så også få det med i artiklen,” siger Thea, inden pigerne går ud af klassen og skal finde et roligt sted at sidde og smage på honningen.

Ina er i gang med at tale med Lærke, som er ved at lave en voxpop færdig, hvor hun har været i REMA 1000 i Søften og tale med de handlende og indehaveren, Christian, om madspild. Da de er færdige, vender Ina sig mod mig.

“Vi er ikke helt kommet i mål med avisen endnu, men om et døgn, så er det fredag klokken 12, og der skal avisen være færdig og klar til at gå i trykken. Eleverne glæder sig til at se den endelige resultat, efter alt det hårde arbejde, de har lavet, men der går nogle uger inden Søftens Vilde Avis kommer tilbage fra trykken,” siger Ina.

Søftens Vilde Avis - Søften Nyt - Grafik: 6.A. på Præstemarkskolen i Søften.
Sådan kom forsiden til at se ud på Søftens Vilde Avis. Grafik: 6.A på Præstemarkskolen.

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

Læs flere artikler fra Søften Nyt

Simon Buus Olsen - Søften Nyt - Pressefoto.

Læserbrev: Fleksible løsninger er moderne familiepolitik

andersgodtfredokt 7, 20243 min read

I dagens samfund er fleksibilitet en af de vigtigste faktorer…

Jeg er ved at interviewe nær fronten - Søften Nyt - Foto: 148. brigade.

Stefans klumme – Må flygte fra virkeligheden

andersgodtfredsep 30, 20245 min read

Krigen tærer på alle, og det er svært at holde…

Morten Bang - Søften Nyt - Foto Morten Bang

Læserbrev: Gode idrætsfaciliteter er nøglen til fællesskab og trivsel

andersgodtfredsep 25, 20243 min read

Af Morten Bang Jeg har spillet fodbold hele mit liv…

Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt - Onsdagens Ord

Onsdagens ord – når journalisten er syg

andersgodtfredsep 18, 20243 min read

Når der kun er en journalist ansat på Søften Nyt,…

1400 spillere slår igennem i Favrskov

1400 spillere slår igennem i Favrskov

andersgodtfredsep 13, 20244 min read

Lørdag den 14. og søndag den 15. september skal 1400…

Morten Bang - Søften Nyt - Foto: Morten Bang.

Læserbrev: Et stabilt og ansvarligt budget for Favrskov

andersgodtfredsep 12, 20243 min read

I denne uge er årets budget for Favrskov Kommune sendt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også

Denne hjemmeside bruger cookies...vi gør det fordi vi skal...men vi indhenter ikke noget omkring dig...de informationer får du lov til at beholde selv.