Mandagens Anmeldelse – Pokalfinalen i Parken

Det gælder i de fleste sportsgrene, at når du holder med et hold eller en person, så vil du opleve opture og nedture. For nogle gælder det, at der er rigtigt mange nedture, og for andre hold du kan lide, der er der mange opture.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg holder med AGF på herresiden i fodbold, og lige præcist med det hold, der har der været lidt flere nedture end opture de seneste mange år. Det har været nærved og næsten igen og igen, og et par bronzemedaljer har det også kastet af sig…men til årets pokalfinale i Parken på Kr. Himmelfartsdag den 9. maj 2024, der skulle det være, nu skulle skuffelserne skylles væk, og Patrick Mortensen og co. skulle endelig have en pokal og en titel og fejre…sådan endte det desværre ikke…Silkeborg vandt, men derfor skal du ikke snydes for den oplevelse, det var, at først komme til Fælledparken i København og efterfølgende mærke stemningen i Parken, for selvom ´De Hviii` tabte Pokalfinalen, så var det første gang at fem ud af seks familiemedlemmer i vores familie var i Parken, og det var også en oplevelse ud over det sædvanlige.

Pokalfinalen startede længe inden selve kampdagen, for vi skulle først sikre os billetter, og derefter finde ud af, hvem der skulle sidde hvor, for det var ikke lykkedes at få seks billetter samlet, men alt det kom på plads, og vi ankom også til StorKøbenhavn dagen før, for at være i god tid til Pokalfinalen, men også så vi kunne fejre den yngstes fødselsdag på Kr. Himmelfartsdag. Hans helt store ønske var, at AGF ville finde pokaltitlen, så ville det have været den helt perfekte 11-års fødselsdag for ham, at det ikke skulle gå sådan, det er en anden sag.

Vi parkerede ikke særligt langt fra Fælledparken, og lige så snart vi trådte ind i den, så kunne vi høre musik og fest, og vi gik i retning af lyden og de mange hvidklædte mennesker, der var på vej til at fejre Pokalfinalen. Stemningen var allerede ret høj fire timer før kampstart, og vi mødte os ret hurtigt flere vi kendte hjemmefra Jylland.

Den ældste søn ville gerne finde den store march, der var begyndt fra Kongens Nytorv, og vi andre ville gerne lege turister inden kampen, så vi aftale et sted af mødes, inden han begav sig afsted for at finde sine venner, og vi gik 10 km som turister rundt i byen inden vi mødtes ude foran Parken igen klokken 15:30, så der var god tid til at finde vores plads og mærke stemningen på stadion.

Der var hvidt overalt, da vi nærmede os Parken via Øster Allé klokken 15:20, sang og skrål og masser af energi, og musik fra Fælledparken. Fire fra familien skulle sidde på C14 og Yngstemanden og jeg skulle sidde på C15, så vi sagde farvel til hinanden og gik ind i Parken. Jeg fulgte sønnen opad og opad og opad de mange betontrapper, han synes, at der var rigtigt mange, men jeg glædede mig til at se hans udtryk i hovedet, når han første gang skulle stå og kigge udover vores Nationalstadium. 

Han blev helt stille, og selvom der endnu ikke var alt for mange tilskuere, så var der gang i stadion, specielt i den ende, hvor AGF tilhængerne havde stemningsafsnit, her blev der spillet og sunget til den store guldmedalje. Vi sad og kiggede på det store show, og sønnen spurgte ret tit, hvor langt tid er der til kampen starter. Indimellem stod vi på tæer og kiggede ned på resten af familien, der sad lige under os.

Da spillerne kom på banen fyrre minutter før kampstart, der kom der ekstra gang i publikum, og jo nærmere vi kom klokken 17:00, hvor kampen skulle starte, så blev stadion fyldt næsten op og begge holds tilskuere satte gang i festen, og det varede ikke ret lang tid efter kampen var sat i gang, før den blev afbrudt igen, fordi flere AGF tilhængere i stemningsafsnittet havde taget riiiigeligt med romerlys med til pokalfinalen:

Det var festligt, men det blev også en smule enerverende i længden, for der blev fyret pyroteknik af konstant, og jeg er ikke sikker på, at målmanden fra AGF synes, at det var lige sjovt hele tiden.

Selve spillet på græsset var ikke noget at råbe hurra for, og det gjaldt begge hold. Kampen blev ofte stoppet på grund af røg eller VAR eller noget helt tredje, og det virkede slet ikke til, at specielt spillerne fra AGF var klar i hovedet til den vigtige kamp. Sønnen og jeg deltog kraftigt i råberiet indimellem, for det var meget svært ikke at blive påvirket af, at det gik så skidt fra ´De Hvii´, specielt da Silkeborg scorer til 1 – 0, da var det ikke sjovt, og ja, vi mente begge at målmanden skulle have taget sig lidt mere sammen.

Selvom kampen ikke var det meste sprudlende fodbold, der er set nogensinde, så skal tilskuerne have stor ros for deres medvirken til den flotte kulisse. Det var fantastisk at se de mange tilhængere på alle lægter skabe en sand fest, og oplevelsen af at være i en næsten fuld Parken (der var officielt 36.300 tilskuer, og vi kunne se en del ledige pladser rundt omkring), med den energi, som alle tilskuerne gav, det var næsten alle pengene værd for billetterne.

Da dommeren endelig fløjtede af, så var vi skuffede, rigtigt skuffede, fordi vi begge mente, at spillerne fra AGF bare ikke kunne være deres indsats bekendt, og resten af familien var heller ikke super glade, da vi mødte dem uden for stadion.

Der var ikke nogen fest at komme ud til, kun skuffede tilhængere fra AGF, og heldigvis havde vi parkeret langt nok væk til, at vi kom hurtigt derfra.

Holder vi stadig med ´De Hviii` fra Fredensvang, ja helt sikkert, for efter skuffelsen har lagt sig, da er AGF stadig vores hold, og det varer nok heller ikke så længe, inden vi indfinder os på stadion i Aarhus igen, også selvom AGF taber. Nu har Yngstemanden set dem spille mod Silkeborg to gange, en gang i Aarhus og en gang i København, og AGF har tabt begge kampe, så han mener også, at de snart skal have revanche igen…og inden han gik i seng torsdag aften, så nævnte han, at det havde været en god fødselsdag alligevel, også selvom AGF havde tabt.

Annonce – vi støtter Søften Nyt