Lokale virksomheder er gået sammen om at arrangere en vinfestival i Søften, hvor deltagerne skal smage 30 forskellige vine fra Østjysk Vinforsyning. 

Af Anders Godtfred-Rasmussen

I Søften Kultur- og Idrætscenter (SKIC) har jeg på det seneste set opslag for en vinfestival i marts måned.  På plakaten er det både SKIC og Living4u i Foldby, der er gået sammen om arrangementet, så derfor drog jeg en tur i SKIC og talte med Centerleder Sanne Kjer og Køkkenchef Erik Jørgensen om, hvorfor de holder vinfestivalen i samarbejde med andre lokale virksomheder? 

“Vi prøver hele tiden at have forskellige arrangementer og aktiviteter her i SKIC, og da Erik nævnte, at han havde talt med Claus fra Living4u i Foldby omkring at lave et arrangement sammen, så gik vi i gang med at planlægge det. Vi kunne godt holde det selv, men vi ved ikke så meget om vin,” siger Sanne, mens hun giver ordet videre til Erik, der sidder og smågriner lidt sammen med Ina Kragh Lekbo, der også arbejder i køkkenet, men helst ikke vil udtale sig til Søften Nyt.

“Nej, vi er gode til at smage på den og drikke den, men vi lader Claus og Lone fra Living4u komme og fortælle om vinen, og så laver vi maden til, det er vi til gengæld rigtigt gode til,” siger Erik.

Han forklarer, at det er meningen, at arrangementet skal holdes i den gamle skolekantine på Præstemarkskolen.

“Lige nu er der omkring 80, der har købt billet, så der er stadig pladser at få,” siger Erik, inden jeg siger tak til dem alle tre og kører turen til Foldby, hvor Lone og Claus Bräuner står bag specialforretningen, Living4u, der sælger kaffe, te, vin, øl og andre specialprodukter.

Claus, hvorfor har I valgt at lave det her arrangement med Søften Kultur- og Idrætscenter?

“Vi har ofte selv arrangementer, som vinsmagning, gin, rom og ølsmagninger i butikken, men vi har ikke rigtigt plads til mere end maksimum 50 gæster. Derfor kunne det være sjovt, at prøve at lave et større arrangement i SKIC i Søften. Så da jeg talte med Erik en dag, da han var her efter nogle gavekurve, så blev vi enige om at prøve at stable et arrangement på benene. Det holder vi så sammen den 31. marts, også for at prøve at samle folk, og styrke fællesskabet på tværs af byerne, ” siger Claus.

Lone, Hvordan kommer det til at foregå?

“Erik leverer maden, så der bliver serveret Tapas, mens vi kommer med vinen. Vi har lavet en aftale med Østjysk Vinforsyning, der står bag kæden Vinoble, og hvor Henrik Sørensen tager med ud til arrangementet, og fortæller om de enkelte vine. Lone og jeg tager også med, og alt efter hvor mange billetter vi sælger, så skal vi nok også have koblet et par stykker hjælpere mere på arrangementet,” forklarer Lone.

Claus og Lone Bräuner - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Claus og Lone Braüner står bag Living4u i Foldby, og de glæder sig begge rigtigt meget til at præsentere 30 vine for deltagerne i vinfestivalen i Søften Kultur- og Idrætscenter. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Derfor ringer jeg også til Henrik Sørensen, da jeg sidder ude i bilen igen. Henrik er salgschef i Østjysk Vinforsyning, som også er en lokal virksomhed, der ligger i Hinnerup.

Henrik, hvorfor tager du med ud til vinfestivalen i Søften?

“Det er helt specielt, at det er et lokalt arrangement i nabolaget, som kan samle rigtigt mange mennesker. Det er dejligt, at vi kan være med til at servicere en masse mennesker, som kommer for at smage nogle spændende vine, samtidigt med at de får god mad fra SKIC. Det er vi rigtigt glade for at være med til hos Østjysk Vinforsyning, og så vil vi også gerne være med til at udbrede de vine, som Living4u sælger gennem vores Vinoble samarbejde,” siger Henrik, mens jeg siger farvel og tak, og på vejen tilbage til Søften husker mig selv på, at jeg hellere må huske at få købt en af de resterende billetter, så jeg, sammen med mange andre, kan opleve hvad vin og god mad kan gøre for fællesskabet helt lokalt i SKIC i Søften.

SKIC i Søften - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Det er ikke kun håndbold, badminton, bordtennis, fitness og Zumba, du kan gå til i Søften Kultur- og Idrætscenter, indimellem er der også andre aktiviteter som Vinfestival den 31. marts 2023. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.