Michelle Olsen fra Den Store Bagedyst kreerer kager i Søften

Søndag den 15. januar er der Nytårsfest i Søften-Foldby sognegaard, og i den anledning kommer Michelle Olsen, der lige har vundet Jule- og Nytårsudgaven af ´Den Store Bagedyst`, til Søften, hvor hun laver en nytårskage til alle deltagerne i Nytårsfesten.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg ringer til Michelle Olsen dagen efter hun har vundet ´Den Store Bagedyst` jule- og nytårsudgave på DR TV, og ønsker hende selvfølgelig tillykke med sejren, men jeg vil gerne høre lidt mere om, hvorfor hun kommer til Søften den 15. januar, hvad deltagerne i Nytårsfesten kan glæde sig til, og lidt om hvorfor hun bager.

Jeg lægger ud med det sidste, og spørger ind til hvorfor hun godt kan lide at bage.

“Det giver mig et frirum fra det almindelige kaos, som hverdagen indimellem godt kan være i mit familieliv. Ikke at jeg ikke nyder det, men med kæreste, fuldtidsarbejde og mit barn på tre, så er der nok at se til i hamsterhjulet herhjemme,” siger Michelle, inden hun fortæller mere om, hvad det at stå derhjemme og bage for sig selv og andre giver hende personligt.

“Jeg kom for alvor i gang med at bage for to år siden, da min mor døde (december 2020, red.). Sorgen fyldte ret meget i mit liv, og det at bage gjorde at jeg kom i køkkenet, og jeg havde et frirum, hvor sorgen blev skubbet lidt væk, og jeg kunne koncentrere mig om noget andet. Der er gået to år, og jeg er heldigvis kommet langt i min sorgproces, men min mor ville have elsket at se mig i fjernsynet og vinde konkurrencen her nytårsdag,” siger Michelle.

Deltog i Bagedysten

I efteråret og julen 2022 deltog Michelle i ´Den Store bagedyst` over to omgange, den ene var i et telt på Clausholm slot, og den anden gang var i et studie hos Danmarks Radio i Aarhus, og her fortæller Michelle lidt om, hvor hektisk et forløb det var at deltage i bagedysten i første omgang.

“Det var en udmattende oplevelse, men samtidig helt vildt fedt at være med til. Du oplever en rutschebane af følelser mens du er i gang. Vi optog onsdag og torsdag, og så skulle jeg hjem på arbejde igen. Fredag, lørdag og søndag gik med at bage, lave en opskrift, få det til at smage godt, og få det hele sendt ind med billeder senest søndag aften, så det kunne være klar til at vi skulle optage igen onsdag. Det var meget, meget hektisk, og det hele skulle nås på tid, se godt ud, smage godt. Så du måtte heller ikke fejle, når du var imellem optagelserne,” fortæller Michelle.

Michelle og brødet - Søften Nyt - Foto: Michelle Olsen.
Det var hårdt arbejde, at være med i ´Bagedysten`, Michelle havde fuldtidsarbejde mellem optagelserne hver uge, og hun skulle også samtidigt lave en ny kage derhjemme, opskrift og få det til at smage godt og se godt ud samtidigt. Foto: Michelle Olsen.

Hvorfor kommer du til Søften den 15. januar?

“Det er fordi, at min søde farmor, Ingrid, er en del af Torsdagscafeen i sognegården i Søften, og hun har spurgt mig, om jeg vil komme til deres Nytårsfest. Så jeg har talt med arrangørerne omkring det, og jeg glæder mig til at komme og fortælle om mine oplevelser omkring at være med i ´Den Store Bagedyst`. Jeg skal også lave desserten, det bliver en Nytårskage inspireret af en af de kager, som Marc og jeg lavede i Jule- og Nytårsudgaven af ´Bagedysten`,” fortæller Michelle.

Hvad siger dine venner og bekendte til alle de kager, du bager til dem?

“Det er de glade for, naboer og vuggestuen har også nydt godt af det. Det er faktisk kun min kæreste, der ikke spiser mine kager. Han spiser slet ikke kage overhovedet, og det er kun, når jeg ikke selv kan holde ud at prøvesmage mine opskrifter længere, at jeg kan få ham overtalt til at smage og svare på, om det smager godt,” siger Michelle.

Jeg er ved at sige farvel til Michelle i telefonen, men jeg vil egentlig gerne spørge hende om, hvordan det har været at skulle gå med hemmeligheden om, hvem der egentlig vinder i ´Den Store Bagedyst`, for der går lang tid fra optagelsen til programmerne bliver sendt.

“Det har være helt forfærdeligt, specielt i den sidste omgang her, hvor Marc og jeg vandt. Programmerne blev optaget i oktober og november, og det at jeg har skulle gå så længe, før det blev officielt, at vi vandt. Det var ikke sjovt, slet ikke når jeg har haft lyst til at råbe det ud til alle,” siger Michelle.

Faktaboks
Vinderen af ´Den Store Bagedysts` Jule- og Nytårskonkurrence, Michelle Olsen, kommer til Søften den 15. januar 2023 og deltager i Nytårsfesten. Hvor hun vil fortælle om sine oplevelser omkring at være deltager.  Hvis du gerne vil deltage i Nytårsfesten i Søften-Foldby sognegård, så skal du melde dig til senest den 5. januar. Oplysningerne finder du via det her link. 

Michelle til jul - Søften Nyt - Foto: Michelle Olsen.
Jule- og Nytårs Bagedysten blev optaget i Danmark Radios studier i Aarhus, og her gik Michelle hen og vandt konkurrencen sammen med Marc Kjær Nielsen, men det var svært at skulle vente i halvanden måned med at fortælle til venner og bekendte, at hun havde vundet. Foto: Michelle Olsen.

← Previous post

Next post →

1 Comment

  1. Elisabeth

    Kan jeg få opskriften på de røde blade, du har pyntet med?
    Mvh Elisabeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *