Kan du huske, hvor du var nytårsaften for 34 år siden, hvis du overhovedet var født dengang? Jeg kan selv huske det, fordi jeg boede i udlandet på det tidspunkt, men de 34 år relaterer også til, hvor langt teknologien er kommet siden dengang.

Jeg referer til den person, der blev arresteret den 6. februar for mordet på Hanne With nytårsaften 1989/1990. 34 år er der gået inden politiet havde værktøjet til at koble DNA analyse på ikke kun gerningsmanden, men også at de nu kan finde vedkommende på at sammenligne DNA med slægtninge.

Det er en tung opgave for politiet, at grave beviserne frem, men det viser også, at drab i Danmark aldrig bliver glemt af myndighederne, og hvorfor de fleste drab begået i Danmark bliver opklaret.

Dengang havde vi ikke den samme grad af overvågning af samfundet, som vi har i dag. Ikke at det offentlige overvåger i stor grad via video, men mere at vi alle går rundt med en firkant i lommen, der hele tiden registrerer, hvad vi laver, hvor vi er, hvad vi ser og hvem vi taler eller skriver sammen med. Det er private virksomheder, der ejer de her data, og de bliver delt med myndighederne, hvis der er mistanke om en forbrydelse er sket, og kun ved en dommerkendelse.

Det offentlige har ikke i lige så stor grad mulighed for at overvåge os endnu, og jeg skriver endnu, for der er tendenser på vej. Politiet kan i dag overvåge vores nummerplader, for at lede efter folk. Staten har gemt vores mobiltelefoners logning i lang tid, også efter at EU retten har sagt, at de må staten ikke, men der er vist overvejelser i gang for at begynde at overholde EU reglerne fra statens side.

Har jeg personligt noget i mod at blive overvåget? Som jeg skrev, så bliver jeg det allerede via min telefon, og jeg vil hjertens gerne aflevere en DNA prøve af mig selv, og give den til staten, så de har større muligheder ved at identificere hver eneste bosiddende i Danmark, hvis der findes DNA materiale på et gerningssted. 

Staten tager allerede en blodprøve af os et par dage efter vi er blevet født, den såkaldte hælprøve, og her kunne det offentlige vel også udtage en DNA profil på hver enkelt af os. Ikke for at overvåge, hvor vi er eller lever, men mere som et register over hver eneste, der bliver født i Danmark. Alle os andre, kunne så aflevere en DNA prøve ved lejlighed, når vi alligevel er ved lægen.

Overvågningen af os bliver ikke mindre i fremtiden, og der arbejdes også med ansigtsgenkendelse mange steder, også til private koncerter, hvor publikum bliver overvåget, som du også kan læse i den her artikel fra 2019 i The Guardian.

I England har de i mange år været fremme med videoovervågning, og for nylig lykkedes det at fange en voldtægtsforbryder baseret på dårlige billeder koblet sammen med ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens, og samtidigt fangede de også 17 andre kriminelle, ved at bruge den nye teknologi, det kan du læse om her i Berlingske.

Så teknologien er her, og vi bliver i stor stil overvåget i dag om vi vil det eller ej. Hvad er din holdning til overvågning af samfundet, er det kommet for at blive, eller skal vi have det offentlige til at skrue ned for det? 

Danmark er allerede i dag det land i verden, hvor flest registre bliver samkørt. Det offentlige ved mere eller mindre alt om os i forvejen, så hvad vil det gøre, hvis de også fik vores DNA profil, og derved har nemmere ved at finde forbryderne? Jeg har det fint med det, men det er en vigtig diskussion at have, så hvad tænker du om det?

Onsdagens ord er udtryk for skribentens egen personlige erfaring, indtryk og holdning, og er ikke redaktionelt bearbejdet.

Vi støtter Søften Nyt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også

Denne hjemmeside bruger cookies...vi gør det fordi vi skal...men vi indhenter ikke noget omkring dig...de informationer får du lov til at beholde selv.