AGF havde inviteret alle deres samarbejdsklubber i Østjylland til gratis fodbold på Ceres park, og det havde Søften GF fodbold taget imod. Her følger en reportage fra kampen søndag den 9. oktober 2022 hvor AGF mødte FC Midtjylland, og Søften Nyt har spurgt en repræsentant fra AGF og Søften GF fodbold om, hvad klubsamarbejdet egentlig betyder for begge klubber.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Der var inviteret til fest inden og uden for på Ceres Park, hvor AGF spiller sine hjemmekampe. Kampen mod FC Midtjylland var udpeget til at være den årlige kamp, hvor alle AGF´s samarbejdsklubber i Østjylland bliver inviteret til gratis fodbold.

Så der var masser af drenge, piger, mænd og kvinder uden for stadion længe inden kampen skulle i gang klokken 14:00. Fra fodboldafdelingen i Søften GF var flere hold på pletten, og jeg var selv med som assisterende medhjælper til U10 drenge holdet fra Søften, så vi kunne holde styr på 15 drenge blandt 18.000 tilskuere.

Kampdag foran stadion - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der var fyldt godt op uden for Ceres Park flere timer før kampstart på den flotte solskinsdag, og AGF havde sørget for aktiviteter både ude og inde.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det var muligt, at få gratis AGF flag, købe mad og drikke, og i Team Danmark hallen havde AGF stillet hoppeborge op, som børnene kunne boltre sig på, vinde en is, hvis de kunne ramme plet, eller blive malet i hovedet med AGF´s farver. 

Der var også en bod med den nye Vatan-kebab, som har været omtalt andre steder den seneste tid, og de drenge som fik en hver, så ud til til at nyde maden.

Vatanspor kebab er et hit - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Den niårige søn var glad for Vatanspor kebaben, og jeg fik også lov til at få en bid. Den kan godt konkurrere med den normale ´Stadionplatte` på Ceres Park.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

30 minutter før kampfløjt, da var det tid til at finde plads på stadion, og det var lykkedes for U10 drengene at få samlet plads ved C tribunen allernederst, så vi kunne sidde i øjenhøjde med spillerne, og forhåbentligt se spillerne fra AGF vinde over FC Midtjylland igen.

Spillerne er klar på lægterne - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Drengene fra Søften er klar til at kampen blev fløjtet igang, mange af dem havde AGF flaget klar, så de kunne flage, hvis AGF skulle gå hen og score.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Første halvleg blev fløjtet i gang nogle minutter forsinket, for al festivitassen omkring klubsamarbejdet og at Frederik Tingager skulle fejres som 100 kamps jubilar, skulle lige overstås først. At han så også skulle få en uheldig nøglerolle kort tid efter, det vidste ingen på det her tidspunkt.

Jeg sad sammen med en af de andre fædre, og vi kunne heller ikke lade være med at blive fanget med af stemningen blandt de mere end 18.000 tilskuere. Det var dejligt at se, at så mange bakkede op, men desværre viste AGF spillerne ikke samme gejst. Det varede heller ikke længe inden Frederik Tingager blev bortvist med et rødt kort, fordi han tacklede en FC Midtjylland op ad benet. Heraus med ham, og nu var AGF kun 10 spillere på banen.

Der var masser af råb fra tilskuerne, for der var ikke mange, der var enige i dommerens beslutning, men det er ham, der bestemmer, så AGF måtte kæmpe videre med det de kunne. Det var desværre ikke meget i første halvleg. FC Midtjylland sad på det meste, og der var kun nogle få forkølede hovedstødschancer til AGF, hvor FC Midtjylland flere gange i modsatte ende var tæt på at placere en yderst velspillende Jesper Hansen i AGF målet.

Nicolai Poulsen fik også et spark i hovedet til slut i første halvleg, hvor FC Midtjyllands spiller helt tydeligt havde benet for højt oppe, men her var der intet kort fra dommeren til FC Midtjylland, og det var tilskuerne slet, slet ikke enige i.

0 – 0 ved pausen, det var AGF ikke helt uheldige med, men U10 drengene håbede på nogle mål i anden halvleg, når AGF spillerne skulle være i angreb i den ende vi sad i, og min egen niårige håbede på at Patrick Mortensen ville lave mindst et.

Jeg talte med en af trænerne for holdet, Kasper Kjærgård, for at høre til, hvad han tænkte om at være med spillerne på stadion og se de lokale helte:

“Drengene er glade for at være her, og Steffen Kastrup (U10 drengenes anden træner) og jeg er glade for at kunne være med og støtte op om holdet, og være med til at give vores drenge en anden oplevelse, end de er vant til. Det styrker sammenholdet på banen, at lave fælles aktiviteter uden for banen. Vi er her som hold i dag, men det er også godt for drengene at opleve et næsten fuldt stadion, og se deres idoler spille. For AGF er det også en god mulighed at vise spillerne frem, og give vores drenge en oplevelse af, at det er fedt at være på stadion, så de har lyst til at komme igen en anden gang. Både med os som trænere, men også med venner og familie og støtte op om AGF,” siger Kasper, Inden vi begge skulle nyde pauseunderholdningen, hvor en repræsentant fra hver eneste klub løb på banen med et AGF flag, og alle de mange børn bagefter skulle dyste om at vinde en AGF trøje.

Det blev ikke repræsentanten fra Søften, der fik den med hjem, men en spiller fra naboklubben i Sabro.

Pauseunderholdning på Ceres Park - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der var underholdning for enhver smag i pausen og AGF sørgede for at fejre de mange samarbejdsklubber, der var tilstede på Ceres Park denne søndag i oktober.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad er og betyder klubsamarbejdet?

Efter kampen talte jeg med Rene Frost, der er chef for klubsamarbejdet mellem AGF og de deltagende klubber i Østjylland:

Hvad betyder klubsamarbejdet for AGF, Rene?

“For AGF er der flere dele i det, det at styrke rekrutteringen og talentarbejdet, der har det en stor betydning. For 80% af vores ungdomsspillere kommer fra klubsamarbejdet. Vi får ikke nok spillere ind ved at de unge melder sig ind. Vi har brug for flere udefra, og de kommer fra vores klubsamarbejde. Vi er også glade for at kunne give de unge en oplevelse på stadion, og vi håber på, at de kommer igen og trækker deres familier med, for at opleve byens hold. En anden sportslig vinkel er, at vi som superliga klub har et ansvar for at udvikle fodbold i Østjylland. Derfor kommer vi også ofte ud og giver klubberne oplevelser, hvor de lokale spillere har mulighed for at træne med superligaspillerne, og være med til at udvikle fodboldmiljøerne lokalt,” siger Rene.

Læs artikel om besøg fra AGF i april 2022 hos SGF Fodbold

Jeres bedste kvindehold er også med i samarbejdet, hvordan fungerer det?

“På kvindesiden er klubsamarbejdet ved at komme godt i gang, og vi giver det samme tilbud til samarbejdsklubberne. At kvindespillerne kan komme ud og træne med i, og at samarbejdsklubberne kan komme og se kvinderne spille på stadion. De kvindelige spillere er også idoler for mange,” forklarer Rene.

Hvad siger spillerne til at skulle ud i klubberne og træne med?

“De er rigtigt glade for det, for de har selv prøvet at træne i de små klubber engang, og haft idoler at se op til. Derfor vil de også gerne give noget igen, og samtidigt styrke deres eget brand,” siger Rene.

Fra Søften GF fodbold, der var ungdomsrepræsentanten fra bestyrelsen, Mark Laigaard, også tilstede til kampen mod FC Midtjylland, og han var selv på stadion med en flok drenge.

Mark, hvorfor er Søften GF fodboldafdeling med i klubsamarbejdet med AGF?

“Det giver os noget som klub at kunne få besøg af superligaspillere, og at de træner med vores ungdomsspillere, og så har AGF også en mulighed for at se vores talentmasse. Vi har lige sendt en U10 spiller til prøvetræning hos AGF, hvor han skal træne med deres bedste, samtidigt med at han træner med venner i Søften. Det er meget seriøst, og det bliver holdt i en god ånd, hvor AGF, SGF Fodbold og forældrene til barnet er i forståelse om, hvordan samarbejdet skal foregå. Når AGF giver os en oplevelse som i dag, men også kommer på besøg og træner med, så skal vi også give noget den anden vej, når vi har mulighed for det. Samarbejdet foregår begge veje. Vi vil også gerne skubbe på nogle spillere, hvis de har niveauet til at kunne begå sig på et højere niveau, end det vi kan tilbyde. Så er det også fedt at kunne få en oplevelse på stadion, og se lokale superligaspillere som også kommer fra små klubber. I dag var det Galten, der fik en check på 25.000,- kroner, fordi Thomas Kristensen havde spillet sine første 25 kampe for AGF. Det kunne også være sjovt, hvis vi i Søften oplevede det en dag,” siger Mark.

Anden Halvleg

Tilbage til kampen, hvis første halvleg var lidt halvkedelig, som kom AGF bedre ud til anden halvleg, og det varede ikke længe inden Patrick Mortensen havde sin første store chance, men skød lige på målmanden, så stadig 0 – 0.

Der var flere chancer til AGF, men målmanden i FC Midtjyllands mål havde taget handskerne godt på, og redede hver gang til stor ærgrelse fra de mange tilskuere.

Spillet bølgede frem og tilbage, frem og tilbage på banen, og der kom meget mere liv i spillere og publikum jo tættere kampen kom på sin afslutning. Desværre skete der også det, at FC Midtjylland fik scoret til 1 – 0, og så var den kamp næsten slut. AGF prøvede at presse, og presse, men intet lykkedes, og spillerne måtte gå slukørede fra banen. Heldigvis kom de lige forbi vores hjørne og klappede, mens drengene fra Søften skuffet havde rejst sig fra sæderne. De fik lige råbt hej og tak inden vi alle skulle ud af stadion igen. 

AGF spillerne klappede tak for kampen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
En enkel ung knægt blev glad, han havde et skilt med, hvor han bad om en tøj fra Yann Bisseck, og spilleren kom ud og gav ham den i hånden. Det var god stil.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Min niårige søn prøvede at holde modet oppe hos mig, ved at sige, at “det er jo bare en fodboldkamp, far”, og det har han helt ret i. Derfor ville jeg nu gerne have set, at AGF havde vundet. Sådan skulle det ikke være på en solskinsfyldt søndag eftermiddag i Aarhus, men mon jeg ikke finder min vej til Ceres Park igen snarligt. Arvefjendeopgøret mod FC København den 13. november, det kunne være en oplagt mulighed, og til den tid om en måned, der er AGF måske vågnet op igen og har fået lidt flere point på kontoen. Men tak til AGF, tilskuerne og spillerne for en eftermiddag i fodboldens og klubsamarbejdets tegn. Jeg er sikker på, at Søften GF¨s fodboldafdeling kommer igen, når AGF inviterer.