Af Isabell Friis Madsen, Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet og Lone Boye, Børne- Skoleudvalget for Socialdemokratiet og kandidat
Et enigt byråd i Favrskov står bag et vigtigt og fremsynet budgetforslag: Etableringen af et nyt vidtgående specialundervisningstilbud for udskolingselever i Laurbjerg. Det er en naturlig og nødvendig udbygning af det nuværende tilbud “Skoven”, som siden 2024 har givet børn i indskolingen og på mellemtrinet med særlige behov et trygt og kvalificeret skoletilbud.
For Socialdemokratiet er det en mærkesag, at alle børn – uanset behov – har ret til et værdigt og sammenhængende skoleforløb. Derfor bakker vi helhjertet op om forslaget.
Det nye udskolingstilbud vil gøre det muligt for børn med særlige behov at fortsætte deres skolegang i et trygt miljø, de allerede kender. Det betyder mere ro i hverdagen for både børn og familier – og bedre muligheder for tæt samarbejde mellem skole og hjem.
Det er meget vigtigt at understrege, at forslaget ikke må påvirke den eksisterende undervisning på Lilleåskolens almene Folkeskole. Laurbjerg skal fortsat have en skole fra 0.-6. klasse, hvor det pædagogiske, faglige og trivslen er i højsæde.
Forvaltningen har fået til opgave at se på mulighederne for at etablere overbygningen for specialskolen. Eventuelt nybyggeri vil kunne komme i spil, hvis det viser sig nødvendigt.
Når vi styrker specialundervisningen lokalt, sikrer vi bedre kvalitet og kontinuitet i undervisningen. Det giver en rød tråd fra indskoling til udskoling og skaber faglig og pædagogisk sammenhæng, som netop denne elevgruppe har allermest brug for.
Med dette forslag sender vi et klart signal: Favrskov er en kommune med plads til alle børn. Vi anerkender, at nogle har brug for særlige rammer for at kunne trives og lære – og vi er klar til at tage det ansvar.
Samtidig styrker vi det faglige miljø omkring specialundervisningen. Med et samlet tilbud i Laurbjerg kan vi udvikle et stærkt og specialiseret pædagogisk miljø, der ikke bare hjælper børnene her og nu, men også styrker hele kommunens viden og kapacitet på området.
For Socialdemokratiet handler det her om solidaritet, retfærdighed og ansvarlighed. Vi ønsker et Favrskov, hvor alle børn får de bedste betingelser for læring, udvikling og trivsel – også dem med vidtgående specialundervisningsbehov.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.











