Af Lisa Perkins (LA), byrådskandidat i Favrskov Kommune for Liberal Alliance
Jeg har fem børn. Uheldigvis blev vores første børn født ti uger for tidligt, og den ene blev syg af en farlig bakteriel meningitis. Det var rædselsfuldt at gå igennem og være vidne til, og vi var meget tæt på kun at komme hjem med én tvilling.
Oplevelsen gjorde, blandt andet, at jeg lærte rigtig meget om meningitis. Da jeg senere fik endnu et barn, oplevede jeg mange gange helt almindelig feber hos mine babyer og børn.
Da mit fjerde barn en dag blev syg med feber som tre måneder gammel, kendte jeg pludselig forskellen på almindelig feber og potentiel meningitis. Symptomerne på meningitis og tre-dages-feber kan let forveksles i begyndelsen.
Min viden og erfaring gjorde, at jeg tog afsted på hospitalet midt om natten. Efter megen tvivl fra fagpersonalet fandt vi ud af, at min baby havde meningitis. Heldigvis ikke en farlig slags som min første datter. Jeg glemmer dog aldrig, at sygeplejersken i telefonen til lægen sagde, at jeg var mor til fire og bekymret for meningitis – som begrundelse for at tage mig alvorligt.
Pointen er, at symptomer kan overlappe og ligne hinanden. Det kræver viden og erfaring at skelne. Det kræver undersøgelse og åbenhed. Og det gælder i allerhøjeste grad også psykiske og mentale symptomer.
Det kan være svært at skelne mellem PDO, diagnoser og mistrivsel. Mistrivsel kan både være en følgesvend hos børn med diagnoser og hos børn med PDO. Uanset om udgangspunktet er fx neurodiversitet eller manglende opdragelse, skal vi huske på, at ingen af delene er børnenes skyld eller ansvar. Det er de voksnes. Børn trives i rammer og struktur, og uanset årsagen må vi aldrig glemme, at et barn der råber, slår, forstyrrer eller på anden måde er udadreagerende, ikke er et barn i balance. Pointen er, at uanset hvad skal der gøres noget.
Vi kan ikke bare antage, at alle børn har PDO og dermed lægge ansvaret over på forældre, som skal ændre rammerne derhjemme, mens skolen blot sætter grænser. Men vi kan heller ikke antage, at al uhensigtsmæssig adfærd skyldes diagnoser og dermed placere ansvaret alene i skolen, som skal ændre rammerne, før barnet kan lykkes. For at kende forskellen – som i øvrigt nogle gange også er en kombination – er vi nødt til at tage symptomerne alvorligt og sætte ind med viden, fokus og indsats, så snart de viser sig. Ikke bare “se an”.
Nogle gange skal man lige se tingene an. Sådan er det både med mistanke om meningitis og med børn i begyndende mistrivsel. Det kan vise sig at være tre-dages-feber eller blot et barn, der har fået for lidt søvn et par dage eller har en svær periode.
Men den nuværende praksis, hvor børn i årevis ses an, indtil mistrivslen er massiv og hjælpen først sættes i gang efter årelangt ufrivilligt skolefravær eller angst, der trækker spor ind i voksenlivet, er som at vente med at udrede og behandle meningitis, til barnet er ukontaktbart og nær døden.
Det er farligt, uholdbart og med alt for store omkostninger – både for samfundet og for den enkelte. Det er et nationalt problem, men nogle af problemerne og dermed løsningerne, findes i kommunerne. Også her i Favrskov, hvor forældre på tabt arbejdsfortjeneste er stedet med over 40 procent siden 2020.
Her foregår sagsbehandlingen, her organiseres PPR, dagtilbuddene, skolerne mm. Så når vi debatterer og taler om det nationalt, håber jeg, vi kan tale lidt mere om det lokalt også.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.
