33 år i Søften og Foldby ved et tilfælde

Den 30. september 2022 er det slut for John Friis Løvschal, så er pensioneringen en realitet, men som du kan læse herunder, så har det været livgivende og en stor glæde for John og hans kone, Johanne Marie, at være præstepar i Søften og Foldby sogne i 33 år.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Den 1. december 1989, det er ved at være et pænt stykke tid siden. Dengang var jeg selv 16 år, gik på High School i USA. Jeg talte med mine forældre i telefonen hver tredje uge, og vi skrev breve sammen. Prøv at tænke på, hvor du var, den første december 1989, hvis du var født, og hvor meget du og det omkringliggende samfund har forandret sig siden dengang.

Den første december 1989 var også samme dag, hvor John Friis Løvschal og Johanne Marie Løvschal som præstepar ankom til Søften og Foldby sogne, og hvor kort tid forinden var flyttet ind i den ledige præstebolig.

John var blevet ansat i et 1-årigt præstevikariat, og det var et rent tilfælde, at han opdagede, at det var ledigt.

“Johanne Marie og jeg var på vej hjem fra ferie, og besøgte et vennepar på Fyn. De gjorde os opmærksom på stillingen, og så måtte jeg hjem og skrive en hurtig ansøgning, for der var frist to dage senere. Det var godt nok et vikariatet på et år, men som nyuddannet præst var det en god mulighed. Dengang havde vi ikke børn endnu, vi havde bare hinanden, og derfor ville vi gerne prøve at komme ud af lejligheden og flytte ind i en præstegård,” fortæller John, mens Johanne Marie sidder og nikker til ordene, da jeg er på besøg hos dem begge i præstegården i Søften en septemberdag i 2022.

Vi taler alle tre meget om den udvikling, der er sket i området, siden de flyttede hertil, men også om den glade modtagelse de fik dengang:

“Vi kendte ikke nogen, da vi var flyttet ind med alle vores flyttekasser, men det kom vi sandelig hurtigt til. Vi blev budt velkommen alle steder vi kom, om det var hos købmanden eller på gåture rundt i byen og selvfølgelig i kirken. Alle vi mødte var glade for at se os og fik os til at føle os velkomne,” siger Johanne Marie, som også understreger at der var meget liv i præstegården dengang, for al personregistrering foregik ved personlig henvendelse og på papir.

“Det hele var manuelt for John, så alle mennesker, der havde brug for hjælp eller en lille nyfødt, der skulle registreres, de skulle her forbi. Det gav et vældigt liv, og det var vi begge to rigtigt glade for,” siger Johanne Marie, mens John tilføjer:

“Det var en god måde at komme i gang på, at lære menigheden at kende, så det ikke kun var i kirken, at vi sås. I takt med at de første medarbejdere kom til, og arbejdet langsomt blev flyttet ud af præstegården, så stilnede besøgene her også af. Til gengæld inviterede vi ofte til kaffe og kage, og så var der andre der tilbød at hjælpe. Så langsomt fik vi også flere og flere frivillige til at hjælpe, og Johanne Marie og andre i området fik en ny børneklub sat i gang, Spiren,” siger John.

33 år samme sted

Årsvikariatet for John blev forlænget til først to og siden tre år, og siden fastansættelsen den 1. september 1992, der har John og Johanne Marie boet samme sted i præsteboligen i Søften.

“Det har været en fast base for os, tryghed for familien, specielt da vi fik børn. Det var nemt at falde til her, med den fantastiske have og den flotte natur, der er i begge sogne, og som vi hele tiden er tæt på. Vi kunne ikke ønske os et bedre sted at bo, som vi gør her i præsteboligen. Boldbane, hal og skole har også alle dage været tæt på, og det har været spændende at følge det liv, der hele tiden foregår rundt omkring os, og selvom jeg går på pension, så har vi aftalt med menighedsrådet, at vi lejer præsteboligen i første omgang i to år. Menighedsrådet har ikke en ny præst, der vil flytte ind, og så kan vi bo til leje. Kontrakten er ikke underskrevet endnu, da de sidste formalia lige skal falde på plads, men vi regner med, at vi kan blive boende,” siger John.

Jeg spørger ind til samarbejdet med de skiftende menighedsråd gennem årene, for selvom jeg er medlem af det i dag, og kender til samarbejdet med præsterne, så er der sket en stor udvikling gennem årene.

“Da jeg kom, da var der to menighedsråd i de to sogne, hvor det tog lidt tid at få et nærmere samarbejde mellem dem. Det lå mig meget på sinde at være med til at få ændret, og langsomt  blev det også sådan, at der blev holdt fællesmøder. Til sidst var alle møder fællesmøder og i dag er de to menighedsråd lagt sammen. Det har også skabt et godt samarbejde mellem de to sogne, at vi er fælles om alle opgaver, medarbejdere og de aktiviteter og kirkelige handlinger, der sker i Søften og Foldby sogne,” siger John.

Udvikling og savn

Hvad har været den største udvikling i dit arbejde som præst?

“Da jeg begyndte, da stod jeg med det meste selv. Der var meget få aktiviteter, og en stor del af det kirkelige liv var gudstjenester, begravelser, bryllupper, konfirmander og dåb. Vi var ikke så mange om det, men gennem tiden er sognene vokset rigtigt meget, og byerne er blevet dobbelt størrelse. Det betyder også, at vi er flere om opgaven nu, og vi har en del ansatte til at skabe mere liv i kirkerne og sognene. Det har været spændende at følge, men jeg er rigtigt glad for, at det vigtigste er højmessen om søndagen, det har sin faste plads i begge kirker,” siger John.

Hvad har været det bedste i dit arbejde som præst?

“Samtalerne med alle de mennesker, som jeg er i berøring med omkring de kirkelige handlinger. Undervisningen af konfirmander, det savner jeg allerede meget, de har virkeligt inspireret mig meget igennem hele min ansættelse,” siger John.

Hvad kommer du til at savne?

“Samtalerne med alle de mange mennesker i og uden for menigheden. Samarbejdet med menighedsrådet og de mange medarbejdere som vi har været heldige med at have i de skiftende menighedsråd. Jeg er meget fortrøstningsfuld for fremtiden, for det er gode kolleger, som jeg siger farvel til. Jeg kommer ikke til at blande mig i deres arbejde, men vil stadig nyde de kirkelige handlinger fra kirkebænken,” siger John.

Hvad kommer du ikke til at savne?

“Telefonopringningerne klokken 2 om natten, eller at jeg som præst har skullet stå til rådighed hele tiden, det kommer jeg bestemt ikke til at savne. Det er en stor styrke ved arbejdet, at vi som præster aldrig rigtigt har fri, men det er en af de meget, meget få ting, som jeg ikke kommer til at savne,” siger John, med et smil på læben.

Hvordan har det været at følge sognebørn fra vugge til grav?

“Det har været en stor gave. Det at kunne få lov til at følge de mange familier i glæde og i sorg. Det at jeg kender dem, og de kender mig. Det er selvfølgelig hårdt, når en familie mister et familiemedlem, men det er også en del af arbejdet som præst. En del jeg ikke ville være foruden, for det har samtidigt været en berigelse og meget livsbekræftende at kunne stå på sidelinjen og følge med. Derfor vil jeg også igen sige, at samtalerne med de mange mennesker, det har været den største gave, og er den del, jeg kommer til at savne allermest, når jeg går fra at være præsten, der ringes til, til at være den pensionerede præst, der sidder på kirkebænken,” forklarer John.

Præstestriden i 1989

John, Johanne Marie og jeg har flere under interviewet talt om, at John blev ansat i en vikar stilling, og grunden dengang var, at den daværende sognepræst, Barbara Landmark, havde orlov. Orloven blev forlænget i flere omgange, og da hun skulle tilbage igen, da ville menighedsrådet ikke have hende tilbage, de var blevet rigtigt glade for John og Johanne Marie i de tre år, hvor den tidligere præst havde haft orlov. Barbara Landmark havde også selv offentligt sagt, at hun kun kom tilbage, hvis hun ikke fandt andet embede omkring Viborg.

Jeg viser John og Johanne Marie nogle artikler fra Aarhus Stiftstidende fra dengang, og spørger til, hvordan de havde det med det hele:

“Det var svært og meget ubehageligt. Vi valgte fra starten, at vi ikke ville udtale os til journalisterne, der ringede. Vi var ikke en del af stridspunktet, for jeg var en vikar, der var præst, mens hun var på orlov. Det var selvfølgelig også frustrerende for os dengang. Vi var glade for at være her, og menigheden var glade for os, men vi søgte alligevel en del stillinger andre steder,” siger John, hvorefter Johanne Marie tilføjer:

“Jeg kan huske, hvor ked af det John var, for at vi skulle forlade det nye liv vi kendte. Derfor var det også en glædens den dag i maj 1992, hvor striden blev bilagt, og vi fik at vide, at vi kunne blive boende, for John ville få fastansættelse. Hele byen flagede for os, og vi kunne falde til ro og se vores fremtid her.  Dagen efter ringede biskoppen fra Viborg og fortalte os, at hvis det ikke var faldet på plads, så skulle vi have været til Holstebro. Det var der ikke noget galt med, men vi var og er så glade for at bo i Søften, og det at hele byen flagede for os, det betød også rigtigt meget for os begge,” siger Johanne Marie.

Hvad laver en præst?

Selvom John har været præst 24 timer i døgnet i de 33 år, han har arbejdet i Søften og Foldby sogne, så har han og Johanne Marie mange andre interesser, som de bruger tid på, når de holder fri.

“Jeg spiller meget musik, det er mest på trompet. Jeg er med i to orkestre, det ene spiller symfonisk musik og det andet er et Brassband. Johanne Marie og jeg elsker også naturen, så vi har været på rigtigt mange gåture her i området og i Foldby og Norring. Nu hvor mit bentøj ikke altid vil, hvad jeg vil, så kører jeg på elscooter, mens Johanne Marie går ved siden af,” siger John smilende, mens Johanne Marie griner lidt. 

Hun gik på pension i 2019, og hun deltager i en hel del frivilligt arbejde, men er også begyndt at få undervisning i klaver.

“Jeg begyndte at lære at spille på klaver, da jeg stoppede med at arbejde. Jeg mestrer det ikke til perfektion, men jeg er glad for at kunne sidde og slappe af ved klaveret og lære at spille de rigtige toner. Så er jeg meget glad for praktisk arbejde, og hjælper til med frivilligt arbejde, hvor jeg kan,” forklarer Johanne Marie.

John, hvad laver en præst egentlig?

“Så lidt som muligt – eller det var, hvad jeg fortalte til Rotary i Hinnerup for mange år siden, da jeg skulle holde et foredrag hos dem. Så det er så lidt som muligt, at jeg har fået min tid til at gå med de sidste 33 år, og som indimellem har optaget 60 timer om ugen. Nej, spøg til side, det tager lang tid med samtaler, konfirmander, gudstjenester, aktiviteter, menighedsråd og menighedspleje, men det er en livsopgave, som jeg ikke vil have været foruden,” siger John smilende.

Her til sidst, hvordan har det været, at være præstepar i Søften?

“Jeg har været heldig, jeg har haft min egen præst i John. Vi har troen til fælles, og vi har talt meget om det, også at du skulle komme, og hvad vi skulle tale med dig om. Hvis John har haft svært ved at skrive en prædiken eller en begravelsessamtale eller andet, så har jeg prøvet at hjælpe og inspirere ham. Gud vejleder os hver dag, og hjælper os, når vi har brug for det. Vi er meget taknemmelige for, at vi har hinanden, og at vi har haft den her mulighed for at bo og leve her så længe,” siger Johanne Marie, mens John sidder og lytter og gerne selv vil tilføje noget:

“Det er en tryghed i livet, at der er en, der er større end os og tager hånd om os, samtidigt med at jeg har min tilværelse og mit liv sammen med Johanne Marie . Vi er meget taknemmelige for, at vi er her og at Gud hjælper os. Vi har været rigtigt glade for, at vi er en del af byen. Jeg var selv med i revyen i nogle år, og vi kommer også til mange af de aktiviteter, som bliver holdt her i Søften, som vi kan. Det er en glæde at bo i de her to sogne, hvor det meste fungerer, og vi føler at Gud er med os. Når vi kommer hjem til ham på et tidspunkt, så har jeg nok et spørgsmål eller to til ham, men jeg håber, at der er længe til, at det sker,” siger John med et stort smil på læben.