I trappeopgangen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus er der kommet et nyt kunstværk. Det hænger fast på væggen, og kan ikke sådan flyttes et andet sted hen. Det er nu en blivende del af huset. Det er kunstneren Vibeke Lawaetz, der står bag maleriet på de tre vægge i trappeopgangen. Værket er en del af kunstværkerne “Our Hidden Rainbow”, som udspringer fra toppen af Aros i Aarhus. Læs med her omkring projektet, og hvad det er, som Vibeke Lawaetz har malet i Hinnerup.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Se godt på det her billede…hvad tænker du på, når du ser en regnbue eller næsten en dobbelt, som du kan se herunder? Er det farver, billeder, minder eller noget helt fjerde? Jeg tænker selv på naturen og naturens mange finurlige luner. Jeg har engang fået at vide, hvordan regnbuer opstår, men jeg har glemt det igen.

Nu har jeg de senere måneder fulgt et kunstprojekt i Hinnerup – “Our Hidden Rainbow”, som Vibeke Lawaetz står bag. Hvis jeg ikke helt har tabt dig endnu, så kan du møde hende, hendes kunst og tanker omkring regnbuen og de værker, hun er i gang med at skabe, blandt andet på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, lige efter du har kigget lidt mere på billedet med regnbuerne.

Regnbuen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vibeke, hvad er ´Our Hidden Rainbow` for et kunstprojekt?

“Det startede faktisk hjemme i stuen hos Torben Brandi (tidligere rådmand i Aarhus, red.), hvor jeg malede et kunstværk direkte på væggen hjemme hos ham. Det kom vi til at tale med den tidligere direktør på Aros, Jens Erik Sørensen om, og det udviklede sig til ´Our Hidden Rainbow`. Projektet består af 10 værker, som alle tager udgangpunkt i regnbuen på taget af Aros, og de værker, der bliver lavet, de bliver malet i de farver, som regnbuen har. Farven findes med udgangspunkt i den vinkel, som bygningen ligger i fra regnbuens midte på taget af Aros. Derfor har jeg malet med kraplakrød i Hinnerup, koboltblå hos Danfoss, en særlig gul farve hos Danske Bank på havnen og i FO bygningen et stenkast fra Aros,” fortæller Vibeke, mens hun smiler og griner.

Vibeke er et menneske, som du umiddelbart bliver interesseret i, når du taler med hende. Det er ikke smalltalk om vejret og trafik, som kommer ud af munden på hende, men hun taler meget om naturen, som vi sidder og kigger på uden for vinduerne i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, og de flotte farver, hun kan se fra togets vinduer lige inden hun står af i Hinnerup.

Farver, som er vigtige for hendes nuværende kunstprojekt, hvor nummer otte lige er blevet færdigt på de tre vægge i trappeopgangen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.

Hvorfor var det lige regnbuen, som I tog udgangspunkt i, da projektet startede?

Regnbuen symboliserer den kunstneriske kraft. En kraft, som ikke kan eksistere uden samspillet mellem mennesker, mellem virksomheder og mellem organisationer. Du kan gå ud og finde alle regnbuens farver i virksomhederne og organisationerne, og derfor kalder vi projektet ´Our Hidden Rainbow`. Hvert sted, som de otte første værker er opført, har en historie, og stederne og ejerne har på en eller anden måde før og nu hjulpet kunsten. Når alle 10 værker er færdige, så slutter vi med en reception i regnbuen på Aros, der hvor det hele startede, der skal det hele også slutte, og så er alle værker med i et stort netværk,” siger Vibeke.

Vibeke i regnbuen - Søften Nyt - Foto: Kirsten Dyhrberg Grønne.
Farven i kunstværket i Hinnerup kommer den farve, som regnbuen har i den vinkel som Hinnerup Bibliotek og Kulturhus ligger i fra Regnbuen på Aros. Foto: Kirsten Dyhrberg Grønne.

Hvordan har du, Torben og Jens Erik fået overbevist så mange om, at værkerne er en god idé?

“Det har heller ikke været nemt, men med fælles hjælp er det lykkedes. Jeg kan også se og høre fra de steder, hvor jeg har malet, at værkerne bliver brugt. Fx har chefen for Danske Bank i hovedafdelingen sagt, at hvis han har for meget mellem ørerne, når han er på arbejde. Så sætter han sig foran værket, og slapper lidt af og får ny energi til arbejdsdagen. Hos forskningsfonden, der fortæller de mig, at de ofte starter møderne med lige at kigge på maleriet, for at få et skud energi inden et møde. De steder, som værkerne hænger er præget af, at det er mange forskellige typer mennesker, der kigger på dem hver dag. Fx smede hos Danfoss, bankmedarbejdere hos Danske Bank, i FO er det folk af alle nuancer, som kigger på, og i Skt. Pauls kirke, der er det menigheden og medarbejderne, der hver dag kan kigge på et kunstværk, som ikke findes andre steder,” siger Vibeke.

Hvorfor lige i Hinnerup?

De syv andre værker, er alle opført inden for Aarhus Kommune, så jeg vil gerne have Vibeke til at fortælle om, hvorfor hun har malet ikke kun på en væg, men på tre vægge her i Hinnerup.

“Det udsprang af, at jeg havde lavet en udstilling her i Uhresalen, og så kom jeg i snak med Birgit Stensgaard her fra biblioteket omkring ´Our Hidden Rainbow` projektet. Hun synes, at det var meget interessant, men biblioteket havde ikke en krone til det, og de vidste heller ikke, hvor det skulle kunne laves. Heldigvis er Birgit meget opfindsom, og hun fik også søgt nogle midler, så jeg nu er færdig med værket, der strækker sig hele vejen op i trapperummet.

Det lange billede - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Det store maleri af de tre i Hinnerup, og du kan bruge lang tid med at kigge på det. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vi går hen og kigger på værkerne, når vi står ved indgangen til biblioteket, så kan vi kun se to af de tre værker på væggene, og vi taler om den røde farve, som er brugt her i Hinnerup, og at det kun er rødt, der er brugt (sammen med en smule jordfarver). Vibeke fortæller her om farvevalget:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvorfor er det oliemaling, som du maler med?

“Oliemaling har en helt speciel kraft, og så tager den rigtigt lang tid for at tørre. Farverne udvikler sig også i tørringsprocessen. Kunstnerisk er det svært at arbejde inden for farven, men farven er bestemt ud fra regnbuen på Aros, så jeg er tvunget til at bruge den. Du kan se, at den røde kraplakfarve, jeg har brugt, den har rigtigt mange nuancer, og mange har svært ved at tro, at det faktisk er den samme farve, som bliver brugt på værkerne her i Hinnerup,” fortæller Vibeke.

Her kan du se endnu en video, hvor Vibeke fortæller om, hvordan hun og Jens Erik Sørensen kom frem til at arbejde med farverne, og hvordan farverne overraskede Vibeke:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vibeke bestemmer selv

Jeg står længe og kigger på den store væg, og lader mit sind finde ud af, hvad det egentlig er jeg ser. Vibeke siger ikke noget, men lader mig selv finde ud af, hvad der er at finde i værket. Hvad jeg ser, det holder jeg for mig selv, og hvad du ser, hvis du kommer forbi værket, er også op til dig, men flot er det, og der er mere i værkerne end hvad øjet umiddelbart ser. Hvad jeg ikke ved, det er, hvad Vibeke er blevet inspireret af, så det bliver det næste spørgsmål til hende:

“Når du kigger på de tre vægge, og følger værket fra bund til top, så skal du se en vulkan som farverne strømmer op fra. Det med en vulkan, det var faktisk Birgit, der kom på det, men hvordan det skal se ud, det bestemmer jeg. Ingen af de værker, jeg har lavet i projektet, er der nogen, der har haft indflydelse på, hvad jeg har malet. Så det kræver også meget mod af de steder, der ligger en flade til kunstværket, men indtil videre har jeg kun fået ros, heldigvis,” siger Vibeke, inden hun får en talepause, og jeg kan tale med Birgit Stensgaard, der er bibliotekar, og medlem af kunstudvalget i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.

Trappeopgangen - Søften Nyt - Foto: Kirsten Dyhrberg Grønne
Mens Vibeke Lawaetz stadig var i gang med værket, derfor er der stadig materialer og et ufærdigt maleri på den ene vægflade. Foto: Kirsten Dyhrberg Grønne.

Hvorfor er kunst vigtig her på biblioteket?

“Kunst er vigtig for alle, og her har vi Uhresalen, som er en helt særlig sal, hvor vi kan lave udstillinger. Tit er kunst noget, som hænger i en gang. Her har vi salen til skiftende udstillinger hen over året, og som kunstudvalget (Allan Stockholm, Kristian Phødenpant og Birgit Steensgaard, red.) her i huset er med til at beslutte. Hvis vi ikke selv har midlerne, så søger vi kunstudvalget i kommunen eller fx Statens Kunstfond. Vi har også fået økonomisk hjælp til ´Our Hidden Rainbow`, og i stedet for at have noget hængende på en væg, som kan flyttes rundt, så er Vibekes kunstværk nu en integreret del af huset, og det eneste uden for Aarhus. Vi fandt på at gøre det i trapperummet, så Vibeke kunne få 25 kvm væg til at boltre sig på, og vi er stolte af resultatet,” siger Birgit, inden jeg tager fat i Vibeke igen, for at høre lidt om, hvorfor kunst er så vigtig for hende.

“Kunst rør mennesker, kunsten betyder alt, for det er ikke bare kunst. Det er en energi i livet, som jeg har svært ved at sætte ord på. Kunsten er levende, den er her og nu og den er helbredende, og så får den os til at tale sammen, om løst og fast og om kunst. Det har jeg også oplevet her, i den periode, hvor jeg har lavet værket på væggen. Det har været en rigtig sjov oplevelse, med de mange mennesker, som er stoppet op og kommet med kommentarer om løst og fast. Det har også inspireret mig, sammen med naturen omkring os, og forhåbentlig har jeg også inspireret andre,” siger Vibeke, mens jeg siger farvel til hende, og er blevet lidt klogere på, hvad hendes projekt ´Our Hidden Rainbow` går ud på.

Se her en lille video udefra og ind og hvordan det endelige værk på væggene i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus ser ud. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Faktaboks:
Vibeke Lawaetz har levet af at være kunstner hele sit voksne liv. Hun bor til daglig i Risskov, og har nu i tre år været i gang med at lave projektet ´Our Hidden Rainbow`(ja corona har også trukket projektet lidt længere ud end nødvendigt).

Her kan du læse lidt fra pressemeddelelsen, som er sendt ud omkring projektet:

Hvert værk tager udgangspunkt i en bestemt farve fra Your Rainbow Panorama, og den bærende farve i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus bliver kraplak lys, som er lysende rød, med nuancer af hovedfarven og jordfarver. Farven for hvert enkelt værk er bestemt af, hvor bygningen ligger i forhold til farverne i regnbuen på ARoS. En af idémagerne bag projektet, tidligere kulturrådmand Torben Brandi Nielsen, har haft til opgave at måle med kompas, og i en lige linje fra farven kraplak ligger altså Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

De otte værker, der er færdige, befinder sig følgende steder:
– Skt. Pauls kirke
– Danske Banks hovedafdeling i Aarhus
– Danfoss
– FO et stenkast fra Aros
– Aarhus Universitets Forskningsfonds i Finlandsgade
– Godsbanen
– TDC i Slet
– Hinnerup Bibliotek og Kulturhus

De sidste to steder, hvor de sidste værker skal opføres er ikke offentliggjort endnu.

Du kan læse meget mere om Vibeke Lawaetz og om projektet Our Hidden Rainbow via dette link.