Bjørn og fællesskab

Bjørn Brahe har boet i Søften i mange af sine 80 år. Nu er han pensionist, bor i “Borgen” i Søften, spiller Petanque og Krolf og dyrker fællesskabet med de andre, han spiller sammen med. Det har bare ikke været nemt i det seneste coronafyldte år, for han har savnet fællesskabet.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg møder Bjørn Brahe hjemme ved ham selv. Bjørn er 80 og er for nylig flyttet i en leje lejlighed i “Borgen” på Jernaldervej i Søften. Han bor kun et kuglekast fra sit tidligere hus, men det har hans datter købt. Det blev for meget at passe, efter at hans kone døde for fire år siden.

“Hej Anders, kom og sæt dig ned og få en kop kaffe,” siger Bjørn. Bjørn sidder uden for og nyder solen. Vejret har i 2021 drillet lidt, med varme dage og kolde nætter, men solen er godt varm denne formiddag, og det er tydeligt at Bjørn hygger sig med at sidde med sin kaffe, sine smøger og sin hund og nyde solen uden for lejligheden, og sige hej til de andre beboere i ejendommen, der kommer forbi.

“Hov, jeg har glemt en kop til dig, vi går lige ind i stuen i stedet for, så kan vi også bedre snakke sammen, for jeg skal også lige høre lidt om, hvem du er,” siger Bjørn.

Han åbner døren for mig, og går selv forrest for at vise vejen rundt i lejligheden. Den ligger i stueplan, og der hører også en lille have med til lejligheden, viser Bjørn mig:

“Selvom jeg går tur med hunden flere gange om dagen, så er det nu rart alligevel, at have en lille have at kunne sætte sig ud i. Den var selvfølgelig noget større, da jeg boede i huset, men det blev for meget for mig at passe, og jeg har fundet mig godt tilrette her på Jernaldervej, eller i “Borgen” som mange ynder at kalde stedet,” siger Bjørn.

Jeg kan selv huske stedet, fra dengang der intet var her og Jernaldervej heller ikke eksisterede, jeg har selv spillet fodbold på de gamle baner, der lå i området, hvor der i dag er boliger, men da Bjørn er en kende ældre end mig, så husker han selvfølgelig længere tilbage end jeg kan.

“Nu er jeg ikke indfødt i Søften, som du er, men jeg har boet her i mange år efterhånden. Det var et rent tilfælde at min kone, Grethe, og jeg fandt hertil, men det har vi aldrig fortrudt, det er et dejligt sted,” siger Bjørn, mens han henter kaffen i køkkenet.

Vi sidder ved spisebordet i stuen, fjernsynet kører i baggrunden, og da Bjørn kommer bærende med en kop og en frisklavet kande kaffe, så fortæller han, at det er rart nok at have fjernsynet kørende, når nu han bor alene.

“Jeg er ikke god til at være alene. Jeg vil gerne i kontakt med mange mennesker, og at jeg har noget at gå til og stå op til hver dag. Det har ikke været nemt, ikke at kunne se ret mange andre end min søn og datter det seneste år. Jeg har gået med hunden flere gange om dagen, og hilst på folk, når jeg har været ude og gå. Jeg har dog savnet at kunne komme til Petanque og Krolf, for det er et fællesskab, som jeg ikke vil være foruden, her hygger vi os altid, når vi er sammen,” siger Bjørn, mens han skænker kaffe for mig.

Markuskirken, Aarhus og Søften
Bjørn er ikke fra Søften, men er opvokset i Aarhus. Hans far var kirkebetjent (kirketjener, red.) ved Sankt Markuskirken i Aarhus tæt på Botanisk Have.

“Vi boede ved kirken, så derfor har jeg haft kirken tæt på helt fra barnsben, og jeg husker det som en spændende tid, selvom det larmede lidt meget, når kirkeklokken bimlede og bamlede. Jeg husker det, som en god opvækst, selvom jeg altid var kendt som ham kirkebetjentens søn, men det var et spændende sted at vokse op. Jeg har haft mine børn med forbi kirken, hvor jeg kunne vise, hvor vi boede dengang, det var en spøjs oplevelse at være tilbage igen,” siger Bjørn.

Selvom Bjørn snart har boet 50 år i Søften, har Aarhus altid lagt hans hjerte nær, da han også arbejdede i byen i mere end 40 år.

“Min faste arbejdsplads var Aarhus Stiftstidende. Jeg var ikke journalist, men jeg sad i redaktionen, og sørgede for mange af de praktiske ting, så huset kunne levere en frisk avis til aarhusianerne og oplandet hver eneste dag. Jeg følger stadig med, men som du ved inden for avis branchen, så er det ikke det samme længere, som det var før alting blev digitalt,” fortæller Bjørn, inden han hælder dagens næste kop kaffe op.

Selvom Bjørns officielle arbejdsplads var Aarhus Stiftstidende, hjalp han også til hjemme i Søften, hvor fruen i mange år drev selvstændig virksomhed.

“Grethe og jeg havde først “Shoppen” (Nærbutik, der lå over for den nuværende sognegård, red.) i mange år, hvor jeg gik til hånde og hjalp, når jeg havde fri. Bagefter overtog vi kroen i nogle år, som Grethe holdt styr på indtil nogle andre overtog forpagtningen,” siger Bjørn eftertænksomt.

Ensomheden
Bjørn fortæller, at det var ikke nemt at gå fra at være to til kun at være sig selv, og han har også haft et kvindeligt bekendtskab siden hans kone døde.

“Men min kæreste gik også hen og døde sidste år, og så var jeg mig selv igen. Derfor var det også rart at komme med i fællesskabet omkring Petanque og Krolf, her har jeg fået ny venner og bekendte, som jeg glæder mig til at se flere gange om ugen. Det fik corona dog ødelagt, men jeg er glad for, at vi er kommet igang igen med at spille,” siger Bjørn, mens han rækker hænderne ned på gulvet og aer hunden.

Petanque og fællesskab
Vi mødes igen nogle dage senere, hvor Bjørn er i gang på Petanque banen ved klubhuset på Neptunvej i Søften.

12 kvinder og mænd i den modne alder sidder og holder pause i deres eget klubhus klos op ad Petanque banen.

Da jeg træder ind forstummer snakken, Bjørn havde fortalt, at jeg var igang med at lave en artikel med ham, men han havde ikke fortalt, hvem journalisten var, men da de ser mig, og at jeg er et nogenlunde kendt ansigt i Søften, så kommer der en venlig bemærkning med det samme.

“Nå er det bare dig, jeg vidste ikke, hvem du var, da Bjørn ikke lige kunne huske dit navn, men du er velkommen, også til at prøve at spille med, hvis du har lyst,” siger Lili Pujol, der er formand for Petanque klubben.

Jeg siger hej, og falder stille og roligt ind i snakken i klubhuset inden pausen er overstået, og medlemmerne skal ud og spille næste omgang Petanque.

Det er tydeligt at mærke, at de fleste kender hinanden godt, der kommer både gode råd og vejledninger fra spillerne, mens de er i gang, og samtidigt nyder de hinanden selskab og det at spille Petanque.

De skiftes også til at spille med hinanden, eller faktisk er det tilfældigt hvem de kommer til at spille med fra gang til gang, for de skal alle sammen kaste en kugle inden de laver hold, og så bliver holdene lavet ud fra længden af, hvor langt og hvordan deres kast har været.

Grethe Madsen er ikke fra Søften, men bor i Norring, men kommer også troligt til Petanque hver uge:

“Det var egentlig min mand, der spillede her i klubben, og jeg ville ikke med, selvom han havde spurgt mig flere gange. Da han så gik hen og døde, da lå hans kugler bare i et hjørne, og så tænkte jeg, at jeg kunne da cykle en tur til Søften og prøve at være med. Det har jeg så gjort i mere end 20 år, for det er så hyggeligt at komme og spille Petanque her i Søften,” siger Grethe inden det bliver hendes tur til at kaste en kugle og prøve at vinde spillet.

Bjørn står lidt derfra og kigger på. Det er ikke hans tur endnu, men hans øjne er meget levende og han ser rigtigt glad ud, mens han står og venter.

“Som vi talte om forleden, Anders, så er det samværet og fællesskabet det, jeg har savnet. Se os gamle hoveder på en solrig dag som i dag. Vi kan grine sammen og spille Petanque i et par timer og bare hygge. Så kræver jeg ikke ret meget mere af livet, det er altså skønt det her,” siger Bjørn inden han kommenterer friskt på en af de andres kast. Der er ikke helt enighed om, hvem der ligger tættest på den lille kugle, som Petanque spillet egentlig går ud på.

“Som jeg tidligere har fortalt dig, så er jeg et udpræget konkurrencemenneske. Jeg vil gerne vinde, og helst også blive klubmester når vi holder det. Jeg kommer dog primært for at være sammen med de andre, og det gælder også når vi spiller Krolf ved Rønbækskolen i Hinnerup. Det, at kunne være sammen med andre i hverdagen, det er det, som betyder mest for mig,” fortæller Bjørn til mig, inden vi siger farvel til hinanden ved klubhuset på Neptunvej i Søften.