Selvom der var regn og rusk fra oven, så lykkedes det alligevel for 400 elever fra Præstemarkskolen at så blomsterfrø ved siden af brandvejen tirsdag den 4. maj, og efterfølgende kunne de nyde en varm chokoladebolle fra skolekøkkenet.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

På Præstemarkskolen i Søften er det efterhånden en gammel tradition at holde en årlig “Lindetræsdag”, hvor den tidligere skoleleder, Flemming Sørensen, kommer forbi og siger hej og goddag til de nuværende elever og personale på Præstemarkskolen. Lindetræet var en gave fra skolen til Flemming Sørensen, da han stoppede som skoleleder, og træet og Flemming fejres hvert år i maj, når træet springer ud, hvilket desværre ikke var sket den 4. maj endnu på grund af vejrliget.

I år blev traditionen udvidet med, at eleverne fra Kærhuset og Bakkehuset (elever fra 0. – 6. klasse, red.) skulle så blomsterfrø på en nyindrettet stribe af jord langs brandvejen på skolen.

Præstemarkskolen 2 - Søften Nyt - Foto: AGR.
Eleverne og personalet stod med coronarigtig afstand under tilplantningen af jordstriben langs brandvejen. Foto: AGR.

Vejrguderne var ikke med eleverne, personalet og Flemming Sørensen, men det lykkedes alligevel for dem, at få sået flere tusind frø, som i løbet af de næste sommermåneder gerne skulle blive til en hel stribe af blomster langs brandvejen.

Jacob Svith Petersen, der er konstitueret leder af mellemtrinnet i Bakkehuset, fortæller om projektet:

“Præstemarkskolen i Søften er en del af Favrskov kommunes strategi omkring biodiversitet i kommunen, hvor flere af kommunens grønne områder skal enten omlægges eller tilplantes, så der kan opnås en større biodiversitet. Altså at flere planter, dyr og insekter vil finde vej til områderne, så variationen af de forskellige arter bliver større. Selve projektet tager vi for alvor op i det nye skoleår efter sommerferien, men vi tyvstarter lidt nu, ved at så blomsterfrø langs brandvejen på skolen. Måske når eleverne ikke selv at se resultatet inden sommerferien, men så kan byens borgere og brugerne af de grønne områder på skolen forhåbentligt se det flotte resultat hen over sommeren,” siger Jacob Svith Petersen.

Blomsterstriben
Eleverne flokkes klassevis om at få lov til at så frø i striben af jord langs brandvejen, forinden har de hver især fået udleveret en pose med blomsterfrø, som de skal bruge til at så med.

Tilplantning af blomster - Søften Nyt - Foto: AGR.
Elever og personale hyggede sig i det våde vejr, og alle fik hjælp, hvis de var i tvivl om, hvordan såningen af frøene skulle foregå. Foto: AGR.

Eleverne bliver spredt ud over hver deres del af striben af jord, så det sikres, at der bliver sået frø overalt i jorden. På grund af corona risiko, så har hver klasse fået tildelt hver deres areal, og klasserne fra Kærhuset og Bakkehuset skal så frø på forskellige tidspunkter i løbet af formiddagen.

Den tidligere skoleleder, Flemming Sørensen, ser fornøjeligt med på elevernes gøren og laden, og nyder at eleverne råber “Hej Flemming” når de kommer forbi på afstand.

“Det er så dejligt at få lov til at hilse på personalet og eleverne på den årlige “Lindetræs” dag, og de siger alle sammen hej til mig. Jeg kender ikke eleverne længere, da det er 9 år siden, at jeg forlod Præstemarkskolen, men jeg nyder meget at kigge forbi ind i mellem, og se hvordan det går med skolen,” siger Flemming Sørensen, inden det er tid til at snakke videre med elever og personalet.

Blomsterfrø og chokoladeboller - Søften Nyt - Foto: AGR.
Lindetræsfejringen var en lidt våd fornøjelse i år, men flere sad på bænken omkring træet, mens andre såede blomsterfrø i jordstriben langs brandvejen. Foto: AGR.

Jacob Svith Petersen følger med i løjerne ved brandvejen i hans gule regnfrakke, da der skal være styr på eleverne, så de ikke bliver blandet unødigt, når der stadig er en vis smitterisiko i samfundet.

“Det er dejligt at se, at store og små elever tager ansvar for hinanden, og passe på hinanden, men også at vi kan lave det her projekt, med at så tusindvis af blomsterfrø langs brandvejen på skolen. Jeg er sikker på, at det bliver et flot syn, når blomsterne springer frem om forhåbentligt kort tid. Med alt det vand der falder ned fra himlen i dag, så er jeg sikker på, at blomsterfrøene snart skal spire, og være med til at skabe en forhåbentligt større biodiversitet på skolen område,” siger Jacob Svith Petersen, inden han lige hjælper de sidste elever med at så deres frø og få dem under jorden med deres hænder og fødder, og lige minder lærere og pædagoger om, at de skal huske posen med de varme chokoladeboller til eleverne. Så de har lidt at styrke sig på, når de kommer retur til klasserne fra det våde vejr, og den forhåbentlige succesrige såning af blomsterfrø langs jordstriben på brandvejen.

Chokoladeboller - Søften Nyt - Foto: AGR
Varme chokoladeboller til alle elever, lærere og pædagoger, som de fik efter såning af blomsterfrøene. Foto: AGR.

Se med her om hvordan jordstriben blev til, og hvordan elever og personale klarede opgaven i det våde vejr den 4. maj 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også

Denne hjemmeside bruger cookies...vi gør det fordi vi skal...men vi indhenter ikke noget omkring dig...de informationer får du lov til at beholde selv.