Af Anders Godtfred-Rasmussen
Onsdagens Ord – Mysteriet om den mystiske snor er løst
For et stykke tid siden, der skrev jeg om en snor, der er ophængt mellem to lygtepæle i en rundkørsel i Søften. Som mange af jer kommenterede på og skrev til mig, så handler snore om, hvor høj en eventuel støjvæg skal være foran det nye idrætsanlæg, som kommunen i mange år gerne har villet bygge på den store grund mellem Søften By og jernbanen.
Favrskov Kommune og Søften Gymnastik Forening er røget ind i nye problemer omkring idrætsanlægget, så starten på opførelsen af det bliver udskudt endnu engang. Det har I kunnet følge her på Søften Nyt, og på, blandt andet, TV 2 Østjylland.
Læs artiklen – Lovgivning står i vejen for nyt idrætsanlæg i Søften
Der er sket det, at støj fra idrætsanlæg hører under lovgivning omkring virksomhedsstøj, en lovgivning fra 1984 (som jeg er orienteret, jeg har ikke sat mig ind i lovteksten endnu, så jeg kan tage fejl). Derfor har det været nødvendigt at bede de omkring liggende beboere om at indsende høringssvar omkring anlægget.
Det er sørme sket fra flere beboere i Præstevangen, som tydeligvis i svarene ikke helt er tilfredse med kommunens støjberegninger, samtidigt med at der også ydes meget stor bekymring for vandsalamandere cirka 250 meter nord for anlæggets beliggenhed. Jeg tænker, at hvis vandsalamanderne har overlevet den oprensning, der for nyligt at har været af kæret ved Kærhuset, så overlever de nok også en kunstgræsbane 250 meter væk. Det er kun min vurdering og ikke baseret på evidens, og jeg har heller ikke været forbi for at se, om der er nogle vandsalamandere tilbage i kæret.
Støj er træls, rigtigt træls, og det er svært at vide, hvor meget det kommer til at betyde fra et idrætsanlæg. Når du bor i Præstevangen i Søften, så har du støj fra Engdalsvej og fra jernbanen, hvor der hele tiden kommer biler og tog kørende og støjer. Så hvis der kommer mere støj fra et idrætsanlæg, så vil det ligge til den eksisterende støj.
Her har kommunen dog en plan for at hjælpe beboerne. De vil bygge en 1,5 meter høj støjvæg i glas og placere foran beboernes huse. Det vil ifølge kommunen tage støjen, og beboerne vil ikke miste deres udsigt.
Det er beboerne ikke enige i, de vil hellere have en fem meter høj støjvold bygget foran anlægget, ligesom der gøres ved fx motorvejsanlæg, som der også nævnes i høringssvaret.
Kommunen vurderer at en støjvold vil koste mellem 10 – 15% af anlæggets pris, og det vil gøre et stort indhug i de aktiviteter og det der skal bygges på idrætsanlægget. I forhold til en 100 meter 1,5 meter støjvold i glas, der kan bygges foran beboernes huse og som ifølge kommunens vurdering skulle kunne gøre det samme.
Der skrives også om lysstøj fra idrætsanlægget, og i det ene høringssvar er der en vis nervøsitet fra eventuelle høje lysmaster, der skal placeres ved den nye kunstgræsbane. I projektet er der placeret 6 lysmaster i 18 meters højde. Det er højt, og høringssvars skriveren foreslå om de kunne være mindre og flere lysmaster.
Det som jeg ikke helt forstår her er, og igen jeg har ikke undersøgt det, men der er i forvejen høje lysmaster på hele engdalsvej og i rundkørslen ud for Præstevangen, hvad gør yderligere lysmaster, når der i forvejen er lys i alle de mørke timer, og som også må skinne ind på beboerne på Præstevangen? Jeg er ikke ekspert.
Støj og lysgener er ikke rart, det kender jeg selv fra der, hvor vi bor i Søndermarken. Vi bor lige ud til Kvottrupvej, og her kommer der ofte lastbiler om natten, der skal levere varer i REMA 1000 og Netto. På andre tidspunkter af døgnet, er der er ofte vilde nedbremsninger, når folk ikke lige har set, at der er lavet en chikane uden for vores hus, eller når de ikke synes, at de skal overholde fartgrænsen på 40 km/t.
Søndermarken bliver ofte brugt som parkeringsplads, så vi ikke kan komme ud fra vores stikvej i Søndermarken, når der er er store begivenheder i Søften Kultur- og Idrætscenter. Fordi kommunen ikke har bygget nok parkeringspladser ved skolen. Der er også larm og støj fra fodboldbanen, når eleverne har idræt eller banerne bliver brugt til hundetræning og fodboldtræning, sammen med mere larm og støj fra den kommende daginstitution, der ligger i den ene ende af fodboldbanen.
Er det træls, ja, men det er også hyggeligt at høre børne lege på banerne, træne på banerne og hygge sig. Er der støj, ja, det er der. Er der støj fra vejen, ja det er der, men sådan er det at bo i en by. Der vil være træls støj, der vil være nogen der larmer, og da beboerne i Præstevangen købte deres huse, der var Engdalsvej der allerede og jernbanen larmer flere gange i dagens løb.
Det store problem er, at støj fra foreningslivet hører under virksomhedsstøj. Sådan er det, og regler og lovgivning er der, for at blive overholdt. Dog har Miljøministeren har været ude og sige, at det ikke kan være rigtigt, så nu venter vi på, at lovgivningen eller reglerne eventuelt må laves om.
Ellers skal kommunen i gang med at etablere 5 – 6 meter høje støjvolde omkring alle idrætsanlæg i hele kommunen, og det er så ikke kun Favrskov Kommune der skal gøre det, det er alle kommuner. Altså hvis der kommer en klage…
Borgmester Lars Storgaard har inviteret Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Søften, for at vise, hvad problemet er, men kommunen har endnu ikke fået svar fra ministeren.
Søften Nyt vil selvfølgelig følge op på sagen løbende og tale med de involverede parter, hvis de vil udtale sig om sagen.
Onsdagens Ord er en klumme fra ansvarshavende redaktør og journalist Anders Godtfred-Rasmussen, og afspejler alene hans mening og holdning.