I maj 2025 er det 30 år siden, at Die Hard klassikeren med Bruce Willis, Samuel Jackson, og Jeremy Irons som skurk havde biografpremiere i USA og efterfølgende i Danmark. Det bliver fejret i Hadsten Bio torsdag den 15. maj klokken 18:30, hvor Tommy Prang Vonsyld har skaffet filmen til biografen, og så kommer forfatter og filmentusiast Jacob Krogsøe og holder et oplæg om filmen.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Jeg kan godt selv huske første gang jeg så “Die Hard – Mega Hard”, som filmen desværre blev kaldt i Danmark tilbage i 1995. Den originale titel ´Die Hard with a Vengeance` er så meget bedre, fordi den også åbner op for det hævnmotiv, der også ligger i filmen.
Desværre så jeg ikke filmen i biografen den gang, men jeg kan huske at jeg så den på en halvdårlig VHS kopi, som min far havde bragt med hjem fra en forretningsrejse i Thailand. Men selvom kvaliteten af filmen var skidt, så gjorde filmen et stort indtryk på mig.
Startscenen viser Brooklyn Bridge i New York i de tidlige morgentimer, hvor solen er ved at stå op. Filmens titlen kommer på skærmen med et højt knald samtidigt med at ´The Lovin Spoonful` synger og spiller ´Summer in the city`, mens vi ser dagligdagsbilleder fra New York. Mennesker går på gaden, der bliver solgt frugt, og det folk kommer myldrende op fra undergrunden, fordi de er på vej på arbejde.
Der zoomes ind på et skilt, hvor der står, at der er udsalg på grund af skoleopstart. Så vi er i sensommeren, det er varmt, og så med et – KABOOOM – en eksplosion, og det hele går i stå. Biler flyver rundt og der klippes til en politistation, hvor der er kaos…
Jeg var fanget med det samme, ligesom jeg havde været til de to foregående Die Hard film, der begge skete på et mindre sted. Den første i en bygning i Los Angeles og den anden i en lufthavn i Washington.
Her i film nummer tre var det anderledes. Vi er i New York, 1980´ernes og 1990´ernes symbol på, at her var der gang i den, her skete alting, og så BOOOM en eksplosion i en film, og kaos på en politistation, og hvornår mon vi ser Bruce Willis første gang, tænkte jeg dengang.

Nå ikke mere fra filmen, den synes jeg, at du selv skal opleve den 15. maj klokken 18:30 i Hadsten Bio, hvor Tommy Prang Vonsyld igen, igen og igen holder et specialarrangement for en film med mange år på bagen, men som virkelig igen tåler et gensyn i biografen.
Han har fået Jacob Krogsøe, der for ganske nyligt er udkommet med en bog om Actionstjerner (den får I lov til at høre mere om, og der kommer også en konkurrence om den, efter den 15. maj her i Søften Nyt).
Bogen hedder “Fra det første blod til den sidste actionhelt”, hvor du også kan læse mere om Die Hard filmene, men tilbage til Tommy og hvorfor han har bragt Die Hard film nummer tre til Hadsten den 15. maj:
“Jeg har valgt dagen, fordi den havde en storslået special premiere i New York i 1995, så vi viser filmen på 30-års dagen fra den kom op i biografen,” siger Tommy.
Vi taler om, hvad det er, som gør filmen så speciel også i forhold til de to første:
“Jeg genså filmen for et par år siden, og det blæste mig bagover, hvor fed den er. Det generer mig også lidt, at når der bliver talt om Die Hard filmene, så er det mest den originale fra 1988 eller 2´eren fra 1990. Så jeg besluttede mig for, at vi skulle hylde 3´eren, og så passede det rigtigt godt sammen med 30-års jubilæet,” siger Tommy.
Læs en artikel om Tommy, hvor han fortæller om filmens magi i Hadsten Bio.
Die Hard og JAWS
Han nævner også sammenspillet mellem Bruce Willis og Samuel L. Jacksom, som begge kort tid forinden havde spillet med i ´Pulp Ficton` af Quentin Tarantino, og var blevet venner der:
“Da Die Hard with a Vengeance bliver indspillet, har Pulp Fiction endnu ikke haft premiere, og Quentin Tarantino var ikke særlig kendt endnu, men at de begge havde været på produktion med Tarantino må have været en skelsættende oplevelse for dem begge to og en kæmpe inspirationskilde for den magi de udstråler i Die Hard filmen. Filmen løfter sig langt over niveau i forhold til lignende actionfilm, og en af de afgørende ting er, at kemien mellem Bruce Willis og Samuel L. Jackson er forrygende i filmen,” siger Tommy.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Hvad gør at Die Hard: With a Vengeance er anderledes end de to første film?
“En af grundene er, at filmen er indspillet on location i New York. Hele filmen er en stor kærlighedserklæring til verdens fedeste by. Til optagelserne fik de lov til at lukke gader af og filme på de steder, der er vist i filmen. Der filmes virkeligt i Harlem i filmens start, og der er vitterligt en biljagt med en taxi, der kører gennem Central Park,” siger Tommy.
Hvilken scene har gjort størst indtryk på dig i filmen?
“Der er en scene i starten af filmen, hvor Bruce Willis´ karakter, John McClane, står i Harlem med et skilt, hvor der står ´I hate niggers`. Hele den scene, hvor Samuel L. Jackson også kommer på banen og møder Bruce Willis, er det vildeste, og jeg er ikke sikker på, at filmselskaberne ville have samme mod på at lave en sådan scene i dag,” siger Tommy.
Hvorfor er det, at du ofte sætter ældre film om i biografen i Hadsten?
“For mig var film kunst, og jeg siger var, fordi det i dag er helt og aldeles tydeligt at de store filmselskaber ikke er interesseret i at redde de hastigt døende biografer, men vil vise film på deres streamingtjenester. Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen. Jeg sætter de her film op for min egen skyld. Jeg har brug for at komme tilbage til det, der var dengang biografer var et stort kulturelt og socialt omdrejningspunkt. Det får jeg ved at gense og genopleve de film i biografen, som jeg elsker at se,” siger Tommy.
Han forklarer, at det i år er 10 år siden, at han første gang lavede et event i Hadsten Bio, dengang var det også sammen med Jacob Krogsøe.
“Det første event var i anledning af at ´JAWS` (Dødens Gab, 1975, red.) havde 40-års jubilæum. Så Jacob og jeg har i høj grad startet denne rejse sammen, og nu gør vi det igen. Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan sætte ´JAWS` op igen til efteråret i anledningen af, at det er 50 år siden, at den har haft premiere. Datoen for filmeventet kommer på et senere tidspunkt,” siger Tommy.
Are you a fucking locksmith or not?
Jacob Krogsøe er filmentuisast, Cand. Mag i filmvidenskab, og forfatter, blandt andet til den bog, jeg omtalte tidligere i artiklen ´Fra det første blod til den sidste actionhelt`. Jacob har ofte været til de arrangementer, som Tommy holder i Hadsten, de fleste gange som oplægsholder, som han også skal være igen den 15. maj.
“Jeg har igen fået en skøn invitation fra Tommy, og så glæder jeg mig til at fortælle om filmen og dens mesterinstruktør, John McTiernan. Han fortjener meget mere opmærksomhed, end han får, men det kan du opleve i mit indlæg”, siger Jacob.
Hvad betyder Die Hard filmene for dig?
“Det var banebrydende, som knægt, at se originalen. Sammen med min fætter havde vi lejet den og Van Damme-stinkeren ”Helten.” Die Hard så vi tre gange, back to back, inden vi afleverede den. Den første er en af alle tiders bedste actionfilm. To’eren, som jeg også elsker, er mere eller mindre en gentagelse af den første og nummer tre var noget nyt og fantastisk. Nummer fire er OK og nummer fem snakker vi ikke om…,” siger Jacob.

Hvad synes du gør Die Hard with a Vengeance anderledes end de to første Die Hard-film?
“Den fantastiske måde New York bruges som location på, at det er en decideret buddy-film og at den virkelige tager røven på tilskuerne. Det, at den netop er anderledes, der er ikke bare én location og der er mere fokus på gåder og røgslør,” siger Jacob.
Jacob nævner også scenen hvor Bruce Willis og Samuel L. Jacksons karakterer møder hinanden som en af de bedste i filmen, og du kan se den her, hvis du ikke har set den før eller gerne vil have et gensyn:
Hvorfor glæder du dig til at se filmen her 30 år efter premieren?
“Jeg så den, mens jeg gik på efterskole, og det var en stor oplevelse. Den oplevelse jeg gerne genbesøge. Jeg har set filmen et utal af gange derhjemme, men det er noget helt specielt i biografen, og jeg håber vi ses, så vi i fællesskab kan høre replikker som denne: ” Hey will you stop that racial shit? og “Are you a fuckin’ locksmith or not?, ” siger Jacob.
Tommy får lov til at få det sidste ord i artiklen, fordi Die Hard with a Vengeance er ikke det eneste biografarrangement, som han laver i Hadsten i maj 2025.
“Lørdag den 31. maj kan du komme og se ´First Blood` med Sylvester Stallone fra 1982. Det er den originale Rambo film. Forinden holder vi bogreception for Jacobs nye bog – ”Fra det første blod til den sidste actionhelt – den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993”. Den kan selvfølgelig. købes på dagen, og du kan faktisk også bestille den, når du bestiller biografbilletter til filmen. Jeg håber, at vi ses, til begge film,” siger Tommy.

Faktaboks Torsdag den 15. maj kan du se ´Die Hard: With a Vengeance” i Hadsten bio, og du kan bestille billetter og se mere om filmen via det her link – https://www.hadstenbio.dk/movie_details/8553_date=2025-05-15 Lørdag den 31. maj kan du se ´First Blood` og deltage i en bogreception – bestil billetter og se mere om arrangementet lige her – https://www.hadstenbio.dk/movie_details/8718_date=2025-05-31 |