Søndag den 4. maj var det 80 år siden, at Danmark modtog frihedsbudskabet. Danmark var atter frit efter fem mørke og forfærdelige år i Nazisternes og kollaboratørernes tegn. På Skæring Hede bliver friheden hvert år fejret den 4. maj om aftenen, og de fem frihedskæmpere, der blev henrettet på Skæring Hede den 2. december 1943 bliver mindet.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Min far, Aksel Rasmussen, ringede til mig søndag den 4. maj om eftermiddagen. Han ville fortælle, at han skulle ud og stå med fanen på Skæring Hede om aftenen for at mindes de fem frihedskæmpere, der blev henrettet af tyskerne den 2. december 1943, men også for at fejre friheden vi fik igen for 80 år siden.
“Skal du ikke med, Anders, vi skal i kirke først, men bagefter tager vi ud til mindelunden, sammen med alle de foreninger under Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger, og så kan vi også tale om de oplevelser, som jeg selv havde den 4. maj om aftenen, da frihedsbudskabet kom,” spurgte min far mig.
Det sagde jeg ja til, fordi jeg med skam må sige, at jeg aldrig har besøgt Mindelunden i Skæring før. Jo, jeg har løbet forbi, men er aldrig stoppet op for at mærke historien omkring stedet. Mindelunden i Ryvangen i København, den har jeg besøgt mange gange, men aldrig i Skæring.
Da jeg kommer derud lidt i klokken syv søndag aften, er der biler overalt og mange mennesker er i gang med at begive sig på vej fra parkeringspladsen og ud til mindelunden. Jeg kan se, at der er mange mennesker, der allerede står klar og venter, også selvom klokken ikke syv endnu og programmet ikke starter før 19:30, når faner og flag bæres ind på pladsen.
Jeg finder min far og Svend Lund, som er de to, der er med for at bære Aarhus Marineforenings fane ind, og jeg møder også Per Bundgaard og Jan Creutzberg fra Garderforeningen for Aarhus og omegn, som også er tilstede. Jeg er selv gammel garder og er medlem af foreningen.
Ved siden af min far står Leif Juul fra Våbenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn, han er 89 år gammel, og var en stor dreng da frihedsbudskabet lød.
“Jeg kan ikke rigtigt huske noget fra selve aftenen den 4. maj, men jeg husker tydeligt, da englænderne kom kort tid efter. De kom i deres vogne, og det var en stor oplevelse at se friheden rulle ind. Jeg boede i Bording dengang. Siden flyttede jeg til Aarhus og var i mange år blomsterhandler inde i Aarhus,” siger Leif.
Faner og flag bæres ind
Der er ikke lang tid til, at flag- og fanebærerne skal gå ind på pladsen, og på vej derover møder jeg Aarhus´ borgmester, Anders Winnerskjold, der skal holde tale for de fremmødte lidt senere.
Hvordan er det at være med til at mindes befrielsen?
“Det er jeg glad for, det er en helt særlig og smuk aften, med rigtigt mange mennesker, der er mødt op. Det gør mig glad, at vi både mindes og æres og krydser fingre for en forhåbentlig lysere fremtid for Europa. Det er vigtigt for vores nutid og fremtid, at vi forstår vores historie. Det med at der var nogle mennesker, der gav alt for at Danmark kunne blive frit ved at give tyskerne modstand. Det er sundt og godt for os som mennesker og som samfund at markere,” siger Anders.
Mens borgmesteren går ind på pladsen, så vender jeg mig om og følger fanevagten, der nu er begyndt at bevæge sig ind mod pladsen.
Jeg stiller mig bagefter tættere på mindestenen og ved siden af mig står Kjeld Jensen, der har taget et videokamera frem for at optage seancen, når talerne går på. Vi taler om arrangementet, og jeg spørger ham om han kan huske befrielsesaftenen, fordi han er, ligesom min far, godt oppe i årene:
“Jeg er 87 i dag, og jeg kan tydeligt huske befrielsesaftenen. Vi var en flok knægte, der var ude og spille fodbold. Mine forældre havde en gård, der lå lige op til banerne. Klokken var 20:36 da budskabet kom,” siger Kjeld.
Hvad skete der så?
“Kort tid efter kom en af mine kammeraters far løbende over marken fra landsbyen, han råbte og han skreg, og i begyndelsen kunne vi ikke høre, hvad han råbte. Så kom han hen til os ´Danmark er befriet, Danmark er befriet, Krigen er slut` råbte han, selvom han var forpustet. Jeg glemmer det aldrig, det var en flot maj aften for 80 år siden,” siger Kjeld.
Vi retter begge opmærksomheden mod mindestenen, hvor der ved siden af står fire personer, der er klædt ud som frihedskæmpere. I cottoncoat, med maskinpistoler, armbånd og hjelm. Ikke langt derfra er der en placeret en mikrofon, fordi der er flere, der skal tale i løbet af arrangementet. Blandt andet, borgmester Anders Winnerskjold og Garnisonskommandant kommandør Jesper Lynge.
Der skal også lægges kranse ned ved mindestenen og på skift træder den ene person efter den anden frem med en krans. Forsvaret, Aarhus Kommune, Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger, Hjemmeværnet, KM-Gruppen, Besættelsesmuseets Venner og en buket fra Gestapo fangerne.
Der er helt stille mens hver enkelt person går frem med kransene og hver enkelt mindes og æres de faldne ved at stå ret eller give honnør foran stenen.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Borgmester Anders Winnerskjold taler om befrielsesbudskabet og de mange modstandsfolk, og hvilken betydning det har for os alle:
“Vi er samlet her i aften for at mindes og for at ære. For at huske alle de, som ikke nåede at opleve befrielsen. De som mistede livet i kampen for friheden og døde som unge modstandsfolk, der blev henrettet af den tyske besættelsesmagt. Præcis på dette sted den 2. december 1943. Glæden over befrielsen var og er iblandet sorgen over dem, Danmark mistede undervejs. Omkostningerne ved krig og kampen for det rigtige kan være ubærligt.”.
Han talte om alle de, der aktivt kæmpede mod besættelsesmagten:
“De, der kæmpede mod besættelsesmagten, de reddede Danmarks ære under 2. Verdenskrig, og derfor ærer vi dem i aften. Vi kan kun være stolte over den indsats de yder, og stolte af dem, der betalte den højeste pris i kampen for det, de havde kært. Som en af vores smukkeste traditioner, der sætter vi i aften lys i vores vinduer. Det gør vi for at fejre befrielsen, men det er også et lys, der udtrykker en dybfølt taknemmelighed overfor den danske modstandsbevægelse. For mig er lyset i vinduerne en påmindelse om, at uanset det mørke, der må være omkring os, så vil det altid være lyset, der sejrer. Størst det er livet, og de ofre fra krigen, som vi mindes i aften, giver os en forpligtigelse til at leve vores liv og værdsætte det.”
Efterfølgende var det Kommandør Jesper Lynge, der talte om, at vi skal lære af historien, vi skal lære og erkende den usikkerhed og krig, som vi har på det europæiske kontinent, og at vi skal huske og fejre de værdier vi har og at fejre friheden. Samtidigt med at vi skal huske og mindes de mange mennesker, der betalte den højeste pris for at passe på Danmark og sikre vores frihed.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Varm kaffe på en blæsende aften
Den officielle del af arrangementet var slut, og mange trådte frem til mindestenen for at tage billeder af kransene og de fire modstandsfolk, som havde stået vagt under hele arrangementet.
Jeg spurgte en af dem, Lise Lotte Reif, hvorfor de var med til arrangementet.
“Vi er en del af KM-gruppen, som vi kalder os selv. Vi er en reenactment gruppe, hvor vi formidler historier omkring besættelsestiden for civilbefolkningen i hele landet. Vi er 24 medlemmer, vi har dog ikke nogen på Fyn lige nu. Vi er fire her i Aarhus, og det er også derfor, at vi er her i dag,” siger Lise Lotte, mens hun stiller op ved stenen sammen med de andre, fordi jeg skal tage et billede af min far og de andre fra Aarhus Marineforening, som er med i dag.
Jeg stiller mig over i kaffekøen sammen med mange andre af de fremmødte. Der er varm kaffe og god kage på en kold, blæsende og solrig aften.
I køen kommer jeg i snak med Dorthe Rindom. Hun synger med i det kor, der sang for de fremmødte i aften. Koret hedder Cæciliekoret, og de var med til at fuldende en smuk aften på Skæring Hede, men aftenen har også en helt særlig betydning for Dorthe:
“Min far var modstandsmand i Vestjylland. Ikke at han ville tale med mig om det, han fik altdi det her helt specielle drag om munden, når hans tid under krigen blev nævnt. Han var i modstandsbevægelsen sammen med sin søster. Hun så sød og uskyldig ud, så hun blev sendt ud i alle mulige sammenhænge, for hende var der ingen, der mistænkte. Jeg er utroligt stolt over, at min far var med i modstandskampen,” siger Dorthe.
Hvordan har det været at synge med i koret i aften?
“Det har været fantastisk, det har været så stemningsfuldt. Jeg bliver virkelig rørt af taler, deltagerne og fanerne, og se de mennesker, der oplevede det dengang. Høre deres historier, og opleve deres engagement,” siger Dorthe, inden hun skænker kaffe op til os begge to.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Jeg finder min far, Aksel Rasmussen. Han sidder på en bænk sammen med Svend Lund, de sidder og nyder kaffen og kagen, men jeg mangler at tale med min far omkring, hvad han oplevede på befrielsesaftenen:
“Vi boede på et lille husmandssted ud til landevejen mellem Kruså og Esbjerg. Jeg sad og så på mine forældre, mens de var i gang med at pakke en kuffert. De havde fået at vide, at vi skulle væk fra vejen, og derfor var de ved at pakke vores ting. Vi kunne ikke lave beskyttelsesrum, fordi grundvandet stod alt for højt. Min mor havde planer om, at vi skulle ned og ligge ved en stor mose, der lå et stykke vej fra huset,” siger Aksel.
Hvad skete der så?
“Så hørte vi frihedsbudskabet i radioen, og vi jublede alle sammen helt vildt. Det var en af de største aftener i min mors liv, sammen med dengang i 1920, da Sydslevig kom tilbage til Danmark,” siger han.
Vi taler om, hvad han ellers kan huske fra krigen, og det er ikke så meget, for han var 5 år, da krigen sluttede.
“På et tidspunkt blev en amerikansk flyvemaskine skudt ned over landsbyen, og en del af besætningsmedlemmerne sprang ud med faldskærm, mens tre blev tilbage. Min mor fortalte mig, at de blev tilbage fordi de ikke ville fanges af tyskerne, og derfor synes jeg at tyskerne var nogle forfærdige nogen. Sandheden er, at de var skudt allerede. Der står en mindesten om dem ved forsamlingshuset i Øster Højst, den skal du tage hen og se en dag,” siger min far til mig.
Han har drukket sin kaffe færdig, og han og Svend skal hjemover. På vejen ud til bilen spørger jeg Svend, hvorfor han er her for at mindes befrielsen:
“Fordi det er vigtigt at huske og mindes, og så er jeg sammen med din far i aften, så vi holder fanen højt for de faldne. Både fra os i Aarhus Marineforening, men også for alle de andre mennesker, der var tilstede i aften,” siger Svend.
Her kan du se en video fra arrangementet på Skæring Hede den 4. maj 2025:
Du kan her høre et klip fra Nyhedsudsendelsen fra BBC den 4. maj om aftenen, udsendelsen blev sendt fra klokken 20:30 til 21:00. Klippet her varer cirka fem minutter, og det det er 2:08 minut inde i klippet, at det glade budskab kommer fra Johannes G. Sørensen:
