Onsdag den 28. januar var InSide i Hammel rammen om et offentligt bispevalgmøde, hvor de tre kandidater til posten som ny biskop i Aarhus Stift mødtes med præster og menighedsrådsmedlemmer fra Favrskov og resten af stiftet. Gennem spørgsmål fra journalist Anders Laugesen, og senere fra salen, blev der sat ord på både folkekirkens udfordringer og de forskellige bud på, hvilken retning Aarhus Stift bør bevæge sig i.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Onsdag aften var InSide i Hammel fyldt med præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefolk fra Favrskov, og fra andre dele af Aarhus Stift. Nogle kendte hinanden indgående, andre nikkede høfligt genkendende på tværs af stole og borde. Fælles for dem var, at de var mødt op for at høre, hvem der vil stå i spidsen for Aarhus Stift, når biskop Henrik Wigh-Poulsen fratræder senere på foråret.
På scenen stod de tre kandidater til bispeembedet: Thomas Frank, domprovst i Viborg Stift, Annette Brounbjerg Bennedsgaard, tidligere provst i Horsens og nu områdeleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og Esben Thusgaard, provst i Aarhus Nordre Provsti og formand for Provsteforeningen.
Aftenen var tilrettelagt af Provstiudvalget i Favrskov, og inden spørgsmålene for alvor tog fat, satte provstiudvalgets formand Frank Iversen ord på, hvorfor mødet var vigtigt:
”Det her møde holder vi, fordi det er afgørende, at menighedsråd og præster får mulighed for at møde kandidaterne og gå i dialog med dem. Og så har vi valgt at åbne det for offentligheden også,” sagde han og pegede på, at deltagerne ikke kun kom fra Favrskov, men fra store dele af stiftet.
Retning, ledelse og kirkens indre liv
Journalist Anders Laugesen styrede aftenen med rolig hånd. Den første halvdel var struktureret og tematiseret: ledelse, stiftets retning, arbejdsmiljø, by og land, teologi og folkekirkens rolle i samfundet.
Allerede i kandidaternes indledende oplæg tegnede forskellene sig.
Thomas Frank fortalte om mødet med en ældre mand på vej til gudstjeneste. En fortælling, han brugte til at understrege folkekirkens styrke i mangfoldigheden. For ham var nøgleordene trivsel, fortælling og sammenhæng. Han talte om behovet for psykologisk tryghed, stærk ledelseskultur og en biskop, der er synlig i stiftet og tæt på præsterne.
Annette Brounbjerg Bennedsgaard lagde vægt på kontinuitet og stabilitet. Hun beskrev en folkekirke, der både er gammelkendt og i stand til at knopskyde. Hun pegede på fem centrale udfordringer: menighedsrådenes fremtid, dåbspraksis, børn og unge, kirkens sociale engagement og arbejdsmiljøet. Flere gange vendte hun tilbage til nødvendigheden af at lytte først og handle sammen.
Esben Thusgaard placerede sig tydeligt i den folkelige tradition. Han beskrev Aarhus Stift som et sted, hvor troen bæres i hjertet frem for på tøjet, og hvor menighedsråd og præster allerede løfter et stort ansvar. For ham handlede bispeembedet om at rykke tættere sammen, dele erfaringer på tværs og sikre, at ingen sogne eller mennesker står alene med deres problemer.
Da talen faldt på ledelse og autoritet, var der en fælles erkendelse blandt kandidaterne: biskoppen skal kunne gribe ind, når noget er galt, men helst tidligt, dialogbaseret og med respekt for det lokale ansvar. Arbejdsmiljøet fyldte meget, og alle tre anerkendte, at der findes alvorlige sager, som kræver handling, også selvom langt de fleste trives godt.
By, land og de svære prioriteringer
Et af de tungere emner var balancen mellem by og land. Fraflytning, økonomi og vedligehold af kirker og kirkegårde blev nævnt igen og igen.
Her var der en sjælden enighed om, at intet kan fortsætte uændret, hvis folkekirken også om 20 år skal være levende i både landsogne og byer. Samarbejde, prioritering og politisk mod blev nævnt som nødvendige redskaber, ligesom en erkendelse af at nogle beslutninger vil være smertefulde.
Den teologiske del af første halvdel blev mere eftertænksom. Spørgsmål om frelse, bekendelse, liturgisk frihed og rummelighed blev behandlet med både alvor og forsigtighed.
Thomas Frank talte om håbet som det bærende, ikke frygten. Annette Brounbjerg Bennedsgaard pegede på, at folkekirken netop rummer forskellighed, fordi den står på et fælles fundament.
Esben Thusgaard fremhævede vigtigheden af en uenighedskultur, hvor tydelighed ikke bliver til grænsevogteri, men til tryghed.
Pause og en anden tone i rummet
Efter pausen ændrede stemningen sig. Mikrofonen blev sendt rundt, og spørgsmålene blev mere konkrete, mere nære og nogle gange mere personlige.
Det var tydeligt, at mange i salen sad med erfaringer fra hverdagen: menighedsrådsarbejde, arbejdsmiljø, administration og mødet med mennesker i krise.
Flere præster spurgte ind til arbejdsmiljøet, særligt belastningen ved sjælesorg, begravelser og langvarige konflikter. Kandidaterne svarede samstemmende, at der er brug for både strukturer, opfølgning og kulturændringer, og ikke flere skemaer for skemaernes skyld, men reelle samtaler og handling.
Menighedsrådsmedlemmer rejste spørgsmålet om, hvordan man fastholder frivillige, når administrationen fylder mere end det kirkelige liv. Her blev der talt om lettere administration, bedre erfaringsdeling og respekt for det lokale demokrati.
Også folkekirkens rolle i den offentlige debat blev vendt. Aktiv dødshjælp, menneskesyn og værdighed blev nævnt som eksempler på områder, hvor en biskop både skal turde være synlig, og vide, hvornår det er vigtigere at lytte end at mene.
Mod slutningen var det mindre forskellene end fællesnævnerne, der stod tilbage: omsorg for de svageste, respekt for det lokale kirkeliv og ønsket om en folkekirke, der både tør være tydelig og rummelig.
Aftenen sluttede, som den begyndte, med fællesskab og sang og fadervor. Ikke med svar på alt, men med en fornemmelse af, at valget ikke kun handler om personen, men om retning.
Bispevalget afgøres ved elektronisk afstemning blandt de stemmeberettigede i perioden 26. februar til 19. marts. Men onsdag aften i Hammel var det tydeligt, at interessen for folkekirkens fremtid lever, både blandt præster, menighedsråd og dem, der følger kirken tæt, også uden at stå midt i den til daglig.
