Onsdag morgen den 14. maj 2025 var den første morgen, hvor det ikke længere var tilladt for beboere i Søften at bruge Holmelundsvej som adgangsvej til Søften. Favrskov Kommune havde fået ændret skiltningen langs Aarhusvej, men det var der rigtigt mange bilister, der enten ikke havde opdaget, eller bevidst overså. Søften Nyt var forbi Holmelundsvej i 25 minutter, og der var rigtigt, rigtigt mange, der fik en bøde for at køre ind ad Holmelundsvej fra Aarhusvej.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
“Jamen, jeg måtte da godt køre her sidste gang jeg kørte her”, sagde en lettere forurettet kvinde, da en af de to motorcykel betjente stoppe hende på Holmelundsvej i Søften onsdag den 14. maj lidt over otte.
Politimanden henviste til de vejskilte, som står langs Aarhusvej og som tydeligt viser, at bilister ikke må køre af Holmelundsvej, hvis de skal ind til Søften. Det er kun busser og renovationskøretøjer, der har lov til at køre ind ad Holmelundsvej. Det måtte en GLS chauffør også sande, da han havde afleveret en pakke i en af de første huse, og derefter blev præsenteret for et bødeforlæg.
Kvinden var ikke den eneste. En efter en blev bilisterne taget, og der kom indimellem så mange, at politiet ikke kunne nå at stoppe alle.

Baggrunden for, at Østjyllands Politi var tilstede på Holmelundsvej er på grund af vejarbejdet på Aarhusvej. Derfor er trafikken blevet omlagt i Søften. Der er lavet en afspærring af Aarhusvej i østlig retning ved lyskrydset ved Aarhusvej og afspærringen gælder op til lige før Trigevej.
Der har siden afspærringen blev lavet været indkørsel forbudt ad Holmelundsvej for alle andre end beboere i kvarteret, men det har rigtigt mange haft svært ved at overholde.
Derfor har Favrskov Kommune i samarbejde med politiet ændret, så der er indkørsel forbudt for alle andre køretøjer end busser og renovationskøretøjer.
Reglerne og skiltningen blev indført tirsdag den 13. maj om eftermiddagen, og politiet var tilstede onsdag morgen for at se, om bilisterne kunne overholde det.
Det kunne de ikke, kan jeres udsendte journalist berette om. Der var rigtigt, rigtigt mange, der fik en bøde i de 25 minutter jeg var tilstede.
Favrskov Kommune har lavet skiltningen om
Christian Brædder, der arbejder i Trafik og Vejafdelingen i Favrskov Kommune var også tilstede onsdag morgen, for at se efter, hvordan morgentrafikken arter sig ved Holmelundsvej i Søften.
Christian, hvad har I gjort fra Favrskov Kommunes side for at få bilisterne til at ændre adfærd?
“Vi har ændret skiltningen på Aarhusvej, så det nu er tydeligt markeret, at hvis du skal ind til Søften, så skal du køre ad Engdalsvej og ind til Søften via Neptunvej, eller Kvottrupvej. Det er kun busser og renovationskøretøjer, der må køre ind ad Holmelundsvej fra Aarhusvej,” siger Christian.

Han er glad for, at Østjylland Politi er tilstede, for nu at kontrollere om bilisterne overholder forbuddet:
“Bilisterne har ikke været gode til at overholde de forbud, der er lavet. Det gælder både her ved Holmelundsvej, men også ved afspærringen af Aarhusvej ved Rønbækvej i østlig retning mod Aarhus. Derfor har vi sat flere skilte op, og dermed prøvet at gøre det mere tydeligt for bilisterne og cyklisterne, at Aarhusvej er spærret, så de ikke kan komme den vej, men skal rundt om Søften via Engdalsvej,” siger Christian.
Flere beboere har skrevet til mig, at de er meget nervøse for trafikken på Neptunvej og Kvottrupvej, nu hvor der kommer flere biler gennem byen. Hvad gør I ved det?
“Vi er i gang med at sætte ´sænk farten` og ´Børn på vejen` plakater op på Neptunvej og Kvottrupvej, så bilisterne mere tydeligt kan se, at de skal overholde fartgrænserne. Der er rigtigt mange bløde trafikanter, cyklende og gående, på de to veje, så bilisterne skal slippe speederen og køre stille og roligt,” siger Christian.
Han fortæller også, at der er en budgetproces i gang omkring trafiksikkerhedsprojekter i Favrskov Kommune, hvor, blandt andet, nye trafiksikkerhedstiltag i Søften indgår.
“Beboerne i Søften og i Favrskov Kommune kan altid henvende sig til os, hvis de har gode ideer til, hvordan vi kan sikre trafikken bedre i kommunen. De kan skrive til trafikogveje@favrskov.dk, så behandler vi henvendelsen,” siger Christian.

Han tilføjer, at det ikke kun er ved afspærringen ved Aarhusvej og Rønbækvej, at der er problemer. Ved Aarhusvej prøver flere stadigvæk at køre i den modsatte vejbane, så der skabes farlige problemer:
“Det er ufatteligt så farlige situationer, der indimellem skabes på vejen, når bilisterne og nogle lastbilchauffører ikke vil overholde færdselsloven. Vi oplever også, at der er nogle bilister, der kører ind ved Netto og Shell, derefter kører forbi Pizzamaster, op på græsplænen. Så fjerner de afspærringen selv, og kører ud ved Cirkle K. Det er en vanvittig opførsel, for at skulle spare et par minutter,” siger Christian, inden han kører fra Holmelundsvej og skal tilbage på arbejde.
Jeg småsnakker med politiet om morgenens adfærd fra bilisterne, men der er ikke meget tid til snak, fordi der er så mange bilister, der hele tiden kommer kørende ind af Holmelundsvej, og derefter bliver præsenteret for et bødeforlæg.

Søften Nyt vil løbende følge med i udviklingen omkring trafiksituationen i Søften, men du er som læser velkommen til at skrive på redaktion@softennyt.dk eller ringe til redaktionen på 81 11 01 90, hvis du har nyt omkring trafikken, eller har andre ideer til, hvad vi skal undersøge. Tak fordi du læser med.