Stefans klumme – To år med krig slider på psyken

Det virker som en evighed siden, at de russiske tropper væltede over grænsen i Ukraine. Men det er blot to år siden. I den tid har ukrainerne gået meget igennem, og jeg mærker også selv, hvordan livet som journalist i en krigszone trækker på kræfterne. 

Af Stefan Weichert

Den ukrainske hovedstad Kyiv står endnu og ligner på mange måder sig selv på trods af de jævnlige russiske missil- og droneangreb mod byen. Folk trasker rundt på gaderne og supermarkederne er åbne med propfyldte hylder. Der er folk på de mange caféer i centrum, hvor forældre traver forbi med deres børn i barnevogne. Skolerne har genåbnet. 

Hovedstaden summer af liv på trods af invasionen. Ved første øjekast kan det virke som om, at krigen er langt væk, men lige under overfladen stikker den sit dystre hoved frem. Alle bærer rundt på traumer. Nogle har mistet familiemedlemmer. Andre bøvler med minderne fra de første dage, da russerne stod ved byporten. Mange har mistet deres arbejde og forsøger at få enderne til at mødes i et land, der har oplevet store prisstigninger.

Byen er ikke den samme, som da jeg for fem år siden flyttede til Ukraine og bosatte mig i Kyiv. Der er sket for meget siden. Det føles som om, at glasuren er slikket af kagen, der står tilbage kedelig, tør og uinteressant på tallerkenen. Glæden er suget ud af byen. 

Det samme mærker jeg på min egen krop. Det er som om, at de sidste to år har gjort mig ti år ældre. De uendelige sirener, der skriger sine advarsler ud over byen, er trættende. Frygten, der siver gennem kroppen, når jeg arbejder ved fronten og noget slår ned tæt ved, gør det samme. Det, som jeg har mærket på egen krop i de sidste to år, har alle ukrainerne prøvet. Det sætter sine spor – fysisk og psykisk. Det kan være svært at ånde frit. 

Alle ukrainere er trætte. Det er som et mareridt for mange, som de ikke kan vågne af. Det påvirker, hvordan folk ser ud. Sorgen kan ses i deres øjne, og det kaster en sort sky over livet i byer såsom Kyiv. Folk lærer at presse fremad, men de føler en lænke om benet. 

Toårsdagen er derfor en svær størrelse for ukrainerne og mig selv. Den er på den ene side ubetydelig, da dagen i sig selv ikke ændrer noget, men den er også en påmindelse om, hvor meget der er sket på så lidt tid. Ofte en forfærdelig påmindelse for mange ukrainere. 

Trættende arbejde

De sidste to år er gået rasende stærkt, så det nærmest er uvirkeligt, at det er to år siden, at min kollega Emil Filtenborg og jeg blev skudt af en ukendt gerningsmand, da vi var på opgave i invasionens første dage. Jeg har talt med utallige ukrainere, siden jeg vendte tilbage til landet. Rejst rundt i alle hjørner af Ukraine og jeg har tilbragt måneder nær fronten. Jeg er forlovet med en ukrainer og bor på 14 etage i en 25-etagers lejlighedskompleks nær midtbyen. 

Vi har udsigt til kampene mellem de russiske missiler og det ukrainske luftforsvar, der lyser himlen op om natten og får det til at virke som en dødelig dans mellem stjernerne. Hvis det ikke var så frygteligt, ville det nærmest være smukt at stå at kigge på. 

Arbejdet som freelance journalist i Ukraine betyder også uendelig mange kilometer på vejene. At sove i tvivlsomme lejligheder, hvor der altid i Østukraine, af en eller anden mærkelig grund, er kakerlakker, edderkopper eller jeg ved snart ikke hvad, der render rundt på gulvet. Mit arbejde betyder skæve arbejdstider og et mentalt pres, hvor næsten hver eneste historie handler om død, tragedie og knuste drømme. 

Der er også historier om håb, men ofte bliver de overskygget af frygt. For nylig var jeg i den sønderbombede by Bohorodychne i Østukraine for Ekstra Bladet. 67-årige Lyubov Doroshenko havde fået genopbygget sit hus, efter det blev totalsmadret i 2022. Umiddelbart en positiv historie, men så brød hun ud i gråd, da jeg spurgte ind til hendes mentale helbred. 

Hvad vil der ske?

Jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg skal på toårsdagen. Jeg har forudproduceret historier til de medier, som jeg arbejder for, så jeg har et frit program. Det er muligt, at min forlovede Iryna og jeg blot vil gå en tur i byens gader, hvis de russiske missiler holder sig fra det ukrainske luftrum. Det er som altid noget, der er ude af vores egne hænder. 

2022 var mirakelåret, hvor Ukraine imod alle odds var i stand til at afværge et kollaps efter invasionen og endda presse russerne tilbage flere steder. 2023 var året med håb om en hurtig sejr, som blev slukket efter den manglende succes med modoffensiven. 2024 bliver året, hvor Ukraine skal undgå at tabe krigen, for russerne har teten ved fronten. 

Mange ukrainere frygter et kollaps, og usikkerheden sniger sig også ind i vores lejlighed på 14 etage, hvor min forlovede med nervøsitet følger med på de sociale medier. 2024 bliver på mange måder et skelsættende år for Ukraine og for os personligt. I den tid kommer I med på sidelinjen, hvor jeg løbende vil fortælle om livet som journalist i det krigshærgede land. 

Det ser jeg frem til.