Anmeldelse: Steffen Jensen advarede selv om, at han ikke havde nogen rød tråd

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.

Der var ingen rød tråd, ingen pause og ingen store afsløringer, da Steffen Jensen torsdag aften den 17. september 2026 holdt foredrag i Sløjfen i Hadsten. Til gengæld var der 35 års viden om en region, som de fleste af os kun kender fra nyhedsudsendelserne.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Han når ikke at sige goddag, før han har lagt kortene på bordet. Bogstaveligt talt, for aftenens første minutter går med at få et gammeldags skolelandkort over Mellemøsten op på lærredet, mens teknikken driller og en hjælper leder efter en ledning, der er lang nok.

“Hvis I ikke er bange for, at jeg mister den røde tråd, så ræk bare hånden op. Som I kan se her i begyndelsen, har jeg ikke nogen rød tråd,” siger Steffen Jensen til de omkring 75 mennesker i salen.

Det skulle vise sig at være aftenens mest præcise udsagn.

De første tre kvarter handler ikke om krig. De handler om, at det lige har været jødisk nytår, og at den jødiske tidsregning begyndte for 5.787 år siden, da Adam og Eva blev skabt. Det er et problem for den bibelske zoologiske have i Jerusalem, som ligger tæt på det sted, hvor Steffen Jensen boede.

Haven er privat og lever blandt andet af det kød, som rabbinerne kasserer på slagterierne. Det kræver et godt forhold til de samme rabbinere. En dag stod der på skiltet ved varanen, at dyret er den nærmeste slægtning til dinosaurerne, som uddøde for millioner af år siden.

“Der kom nogle ultraortodokse rabbinere og sagde, at verden ikke har eksisteret i millioner af år. Nu står der, at den er den nærmeste slægtning til dinosaurerne, som levede for mange, mange år siden,” siger han.

Historien er sjov, og den er også pointen. Religion er ikke pynt i Mellemøsten. Den afgør, hvad der må stå på et skilt i en zoologisk have i Israel.

Fra det punkt bevæger foredraget sig videre til kvarteret Mea Shearim i Jerusalem, hvor de ultraortodokse bor, og som Steffen Jensen gerne så lavet om til et frilandsmuseum for jødisk liv i 1700-tallets Europa. Videre til Jerusalem-syndromet, som er en anerkendt psykiatrisk diagnose, og til den kvinde, han engang så løbe nøgen rundt i Den Gamle By i troen på, at hun var Jomfru Maria.

“Jerusalem er så tæt på Gud, at folk mister jordforbindelsen,” siger han fra scenen.

Et bryllup den 17. september

Undervejs fortæller han om de jøder, der forbereder sig på, at Messias kommer i morgen. Der er oprettet et akademi i Jerusalem, hvor efterkommere af tempelpræsterne bliver undervist i, hvordan man ofrer et dyr. Guldsmede banker guldkar til blodet. En kvinde i en bosættelse syd for Jerusalem væver præstedragter efter opskrift i De Fem Mosebøger.

I gamle dage sendte jødiske par i København bryllupsinvitationer ud, hvor der stod, at brylluppet fandt sted på Tempelbjerget i Jerusalem. Nedenunder stod der, at hvis Messias mod forventning ikke var kommet inden da, blev det i synagogen i København i stedet.

Datoen på den invitation, han citerer, er den 17. september. Altså samme dato som denne aften i Hadsten. Steffen Jensen opdager det selv midt i sætningen, og det er et af de øjeblikke, hvor salen griner.

Efter pausen, som aldrig kommer, folder han landkortet ud og går i gang med resten af Mellemøsten. Her bliver foredraget skarpere.

Israel er så lille et land, at navnet må skrives ude i Middelhavet på kortet, konstaterer han. For at give salen en fornemmelse af størrelsesforholdene slog han for år tilbage Gazastriben op og sammenlignede den med Langeland, hvor han selv bor i dag.

“Gazastriben er en lille smule større end Langeland. På Langeland bor der 12.000 mennesker på fed, frugtbar jord. I Gazastriben bor der omkring 2,5 millioner mennesker på goldt ørkensand, og de har en af verdens højeste befolkningstilvækster,” siger han.

Om tyve år er der efter hans regnestykke dobbelt så mange.

“Gazastriben er en tikkende bombe. Selv hvis et bibelsk mirakel af en fredsaftale faldt ned fra himlen i morgen, ville det ikke ændre på det,” siger han.

Da Netanyahu hjalp Hamas

Aftenens hårdeste passage handler om dobbeltmoral, og han fordeler den til begge sider. Først fortæller han, at det palæstinensiske selvstyres sikkerhedsapparat hjælper Israel med at finde Hamas-folk på Vestbredden, samtidig med at selvstyret offentligt fordømmer Israel i skarpe vendinger.

Så kommer det israelske eksempel. Før den 7. oktober 2023 sendte emiren i Qatar penge til Hamas i Gaza, og ifølge Steffen Jensen var det Israels premierminister, der hjalp med at få kanalerne etableret.”Hvis Hamas bliver mere populær blandt almindelige palæstinensere, trækker de støtte væk fra Fatah. Fatah vil forhandle fred, og det værste, der kunne ske for Benjamin Netanyahu, ville være, at Mahmoud Abbas bankede på hans dør og ville sætte sig ned og forhandle,” siger han.Han kalder det et mellemøstligt diktum: min fjendes fjende er min ven. Og han lader ikke Vesten slippe. USA trænede i sin tid mujahedinerne i Afghanistan, fordi de var imod Sovjetunionen. En af dem, der fik militær træning, hed Osama bin Laden.

Midtvejs forlader han Mellemøsten og lander i Aarhus. Han fortæller om de koptiske kodekser, der blev fundet ved landsbyen Nag Hammadi i Øvre Ægypten af bønder, som var ude efter flagermusegødning. Blandt dem var Thomasevangeliet.

En teologistuderende fra Aarhus Universitet ved navn Søren Giversen havde af sin professor fået det råd at lære sig koptisk. Det så ud som et handicap, indtil han pludselig sad som en af de få, der kunne læse teksterne, og ovenikøbet fik lov at blive i Ægypten, da de øvrige udenlandske forskere blev smidt ud efter Suez-krisen i 1956.

“Ingen vidste, hvor Danmark lå, og ingen vidste, hvad Danmark mente om noget som helst. Så en dansker fik lov til at blive,” siger han.

Det er et sidespring, han selv undskylder for undervejs. Det er også et af foredragets bedste.

Israel ved en skillevej

Til sidst er der spørgsmål fra salen, og det er der, foredraget finder sin konklusion. En tilhører spørger, hvor vi er om fem til ti år med Gaza.

“Gaza er bare en katastrofe. Jeg kan ikke se, at der kan komme noget som helst godt ud af det,” siger han.

Herfra tegner han regnestykket op. Palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem plus de 2,5 millioner arabiske statsborgere i Israel selv har en højere befolkningstilvækst end de israelske jøder. Om få årtier er der lige mange.

“Israel står ved en skillevej. Går de den ene vej, bevarer de deres demokrati, men mister deres jødiske karakter. Går de den anden vej, bevarer de deres jødiske karakter, men mister demokratiet,” siger han.

Derfor er han fortaler for en to-statsløsning med sikkerhedsgarantier til Israel. Ikke fordi han tror, den er ret god.

“Vi har i mange årtier ikke haft muligheden for en god løsning på den her konflikt. Vi har haft valget mellem dårlig, værre og værst, og vi er nødt til at vælge det mindst dårlige,” siger han.

Han slutter med en anekdote om Shimon Peres, der blev spurgt, om der ikke var et lys for enden af tunnelen. Der var sikkert et lys for enden, svarede Peres. Hvis bare man kunne finde tunnelen.

To timer uden en pause

Så er der formen, og den holder ikke. Biblioteket havde annonceret to gange 45 minutter med en pause i midten. Det blev til to timer og ti minutter i ét stræk.

“To timer i ét stræk er for meget,” siger min kone, Eva.

Hun peger på, at der sad ældre mennesker i salen, som havde brug for at komme op af stolene.

“En moderator fra biblioteket kunne have sagt, at nu trængte vi vist til at strække benene, og at vi skulle tilbage på sporet,” siger Eva.

Det er en rimelig indvending, og den rammer ikke kun Steffen Jensen. En foredragsholder, der åbent siger, at han ikke har nogen rød tråd, skal have en arrangør, der holder øje med uret.

Til gengæld virkede stoffet efter hensigten.

“Jeg synes, det var bedst der, hvor han dykkede ned i det historiske perspektiv og forklarede, hvorfor konflikterne er der, og hvor tæt forbundet det hele er,” siger Eva.

“Jeg gik derfra med større interesse for, hvad konflikten dernede egentlig er, end jeg havde i forvejen,” siger Eva.

Jeg havde forventet et foredrag. Jeg fik en samtale, hvor en mand med 35 år i bagagen tømte lommerne ud på bordet og lod publikum samle op. Det er ikke det samme, og det skal man vide, inden man køber billet.

Steffen Jensen forklarede det selv til allersidst. I 35 år har han fået at vide, at han havde 1 minut og 35 sekunder når han var på skærmen, mens en producer bad ham flytte sig et halvt skridt til venstre. Torsdag aften havde han ingen producer. Det kunne både høres og mærkes.

Fire tommelfingre op ud af seks. Indholdet er der, og det er både originalt og nødvendigt. Formen mangler en hånd på rattet.