Annoncer
Annoncer

Lørdag den 26. september bliver Hinnerup forvandlet til en oplevelsesvandring med kunst, musik, fortællinger og overraskelser. Ruten og indslagene er hemmelige, men over halvdelen af afgangene til SANS er allerede udsolgt, og arrangørerne har to ekstra afgange klar.

af Anders Godtfred-Rasmussen

Holdene er på op til 25 personer, og i spidsen går en guide, som fører deltagerne ad ukendte stier, ind i skjulte hjørner og forbi steder, de fleste passerer til daglig uden at kende historierne. Flere af stederne åbner kun dørene denne ene dag.

Dorthe Andersen er kulturformidler hos Favrskov Bibliotekerne og en af festivalens arrangører.

“Jeg kan rigtig godt lide ordet oplevelsesvandring. Deltagerne tager travesko på, slår ørerne ud og åbner øjnene for, hvad der skal ske. Jeg er helt overvældet over, at så mange har købt billet, når de faktisk ikke engang ved, hvad det er. De er med på at se deres by på en anden måde, og den præmis køber de 100 procent. Det synes jeg er mega modigt,” siger Dorthe Andersen.

Hos Favrskov Kommune er forventningen, at festivalen bliver helt udsolgt.

“SANS er skabt til netop dette øjeblik. Mange af oplevelserne kan kun opleves denne ene dag, og sammensætningen af steder, mennesker og kunstneriske indslag kommer aldrig til at se præcis sådan ud igen. Derfor er det helt bogstaveligt en ‘once in a lifetime’-oplevelse. Vi glæder os utrolig meget til at vise både Hinnerup-borgere og gæster nogle sider af byen, som de færreste kender,” siger Trine Valentin, afdelingsleder for kultur i Favrskov Kommune.

Grafik: Favrskov Bibliotekerne.

Hinnerup skal være stolt

Når Dorthe Andersen skal forklare, hvordan festivalen blev til, begynder hun med navnet.

“Vi havde lagt os fast på, at festivalen skulle hedde SANS, men vi havde ikke lagt os fast på, hvad SANS er. I år er det en oplevelsesvandring, og det er faktisk ikke sikkert, at det er det samme næste år,” siger Dorthe Andersen.

Kulturhuset og kommunen har penge med i projektet, så der også kan hentes indslag ind udefra. Festivalen har dog et formål, der rækker ud over selve dagen.

“Formålet med SANS er at samle byen og styrke sammenhængskraften. Det vil vi gerne løfte sammen med de mange foreninger og de lokale, entreprenante og krøllede hjerner der findes i Hinnerup. Jeg vil gerne have, at folk bagefter står og tænker: Det vidste vi simpelthen ikke, at Hinnerup kunne. Hvor er jeg stolt af at bo i den her by,” siger Dorthe Andersen.

Arrangørerne tænker allerede på, hvordan en ny udgave af festivalen kan blive til.

“Drømmen er, at vi i endnu højere grad end i år skaber festivalen sammen med byen. Der er måske nogen, der tænker, at det kunne være sjovt at være med til at udvikle den, og så laver vi den i virkeligheden i fællesskab til næste år,” siger hun.

Hvorfor ikke bare fortælle, hvad der venter deltagerne?

“Hvis vi fortalte alt, er jeg bange for, at oplevelserne ikke ville blive så magiske, som de forhåbentlig bliver. Derfor holder vi kortene lidt tæt til kroppen. Jeg mødte nogle, der havde købt billet, og spurgte dem, hvorfor de havde gjort det, når de ikke vidste, hvad det var. De svarede, at det nok skulle blive godt. Jeg synes, der nærmest ligger en kærlighedserklæring til kulturhuset og biblioteket i, at de tror på, at vi laver noget godt,” siger Dorthe Andersen.

En lille smule kan dog afsløres. Et af indslagene foregår i det offentlige rum, hvor deltagerne bliver udfordret lidt på deres komfortzone. Et andet stop er et besøg i kunstkælderen hos en lokal kunstner.

Dorthe Andersen kender hele ruten og alle overraskelserne.

“Jeg glæder mig til at se reaktionerne på indslaget i det offentlige rum. Der er også et stop, som ligger lidt højt oppe, hvor jeg tror, det kan blive helt magisk, både på grund af stedet og det, der skal foregå deroppe. Jeg ved, at mange ikke har været deroppe, og jeg glæder mig bare til, at de kommer derop og får en god oplevelse,” siger Dorthe Andersen.

SANS er en byvandring i Hinnerup, der tager 2,5 time, og hvor arrangørerne lover, at deltagerne skal opleve ting og sager, de ikke er vant til fra hverdagen, og at SANS festivalen i 2027 helt sikker bliver anderledes end i 2026. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skoven må vente

En tur tager cirka 2,5 timer i roligt tempo, og der er enkelte trapper undervejs.

“Vi ville vildt gerne have været ude i skoven, men det har vi til gode til SANS 2.0. Pludselig havde vi alt for mange steder, hvor vi gerne ville lave noget, og så ville ruten tage en hel dag at gå. Vi har virkelig måttet hugge en hæl og klippe en tå for at lave en rute, der ikke var alt for lang, og som alligevel kommer forbi steder, hvor de fleste ikke lige kommer. Det har været kill your darlings, for vi havde mange andre gode idéer,” siger Dorthe Andersen.

SANS er for alle aldre, og børn fra 5-6 år kan komme med i følge med en voksen.

“Vi spiller på alle sanserne, og det, deltagerne oplever undervejs, kan tages ind på mange forskellige måder. For mig handler SANS om at være nysgerrig, hive sig selv lidt i ørerne, lægge alle fordomme på hylden og være åben. Det kan alle, og børnene er faktisk bedre til det end de voksne, hvis vi skal være helt ærlige,” siger Dorthe Andersen.

Fem festivaler til forskellige mennesker

SANS følger SKAB i Hammel, SKRÅL og KVAS i Hadsten og SYNG i Ulstrup. Hvorfor ikke bare holde én stor festival?

“Som festivalarrangør synes jeg, det er fedt at lave noget til forskellige målgrupper. Det er ikke alle, der synes, det er sjovt at skabe med hænderne på SKAB. Nogle vil hellere have forskellige kunstneriske oplevelser, og så laver vi SANS til dem. Der er sikkert også et overlap,” siger Dorthe Andersen.

Lige nu er der 12 afgange med plads til 300 deltagere, og i skrivende stund er der solgt 225 billetter, så der er kun 75 tilbage, og hvis du gerne vil med, så kan du købe en billet via det her link.

FAKTA: SANS 2026

  • Dato: Lørdag den 26. september 2026
  • Tid: Kl. 10.00-16.00 med afgange i løbet af dagen
  • Startsted: Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
  • Varighed: Ca. 2,5 timer i roligt tempo. Der er enkelte trapper på ruten
  • Pris: 50 kr.
  • Holdstørrelse: Maks. 25 deltagere pr. tur
  • Målgruppe: Alle aldre. Børn fra 5-6 år i følge med voksne
  • Medbring: Gode gåsko og nysgerrighed
  • Billetter: favrskovbib.dk/SANS
  • Fem festivaler i Favrskov : SKAB (Hammel), SKRÅL (Hadsten), KVAS (Hadsten), SANS (Hinnerup) og SYNG (Ulstrup)
Previous

Onsdagens Ord: Steffen Jensen kunne ikke finde Søften Nyt

Next

Anmeldelse: Steffen Jensen advarede selv om, at han ikke havde nogen rød tråd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også