Tilliden til nyhederne er høj i Danmark, men flere og flere vender sig væk fra dem. En telefonsamtale med den tidligere mellemøstkorrespondent Steffen Jensen fik mig til at tænke over, hvad nyhederne fortæller os, og hvad de springer over.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Samtalen var egentlig slut. Steffen Jensen var på vej ud ad døren til Svendborg, jeg havde fået svar på mine spørgsmål til foromtalen af hans foredrag på Sløjfen i Hadsten, og så bad han mig om at sende ham et link. Han havde nemlig søgt efter Søften Nyt uden at kunne finde det.
Der sad jeg så, som ansvarshavende redaktør, journalist, fotograf og korrekturlæser i én og samme person, og blev mindet om, at et medie ikke er ret meget værd, hvis ingen kan finde det.
Det var ikke det eneste fra samtalen, der blev hængende. Steffen Jensen fortalte i mere end 25 år danskerne om Mellemøsten fra TV 2’s base i Jerusalem, og da vi kom til at tale om vores fælles fag, var han ikke nådig.
“Vi har en tendens til at tro, at nyhedskriterierne er journalistikkens Moses, der kommer ned fra Sinai Bjerg med kriterierne hugget i stentavler efter et diktat fra Gud selv,” siger Steffen Jensen.
Nyhedskriterierne kender enhver, der har gået på Journalisthøjskolen. VISA-K kaldte vi dem… Væsentlighed, Identifikation,Sensation, Aktualitet og Konflikt. Jeg har selv lært dem udenad, og de er gode redskaber, når der skal vælges. De kan bare have en slagside, fordi konflikt, sensation og drama lettere opfylder nyhedskriterierne end den langsomme historie om noget, der faktisk fungerer.
Hvad gør det ved os, der læser, lytter og ser med?
Årets Digital News Report, som Roskilde Universitet står for i Danmark, peger på et paradoks. Hele 55 procent af danskerne har tillid til de fleste nyheder det meste af tiden. Det er langt over gennemsnittet på 37 procent i de 48 lande, der er med i undersøgelsen. Samtidig svarer 34 procent, at de tit eller nogle gange undgår nyheder. Sidste år var tallet 27 procent.
Vi stoler altså på nyhederne. Vi orker dem bare ikke.
Det er heller ikke kun de unge, der vender sig væk. Flest nyhedsundgåere findes blandt de 35-44-årige, altså dem, der står midt i arbejdsliv, børnefødselsdage og huslån. Da jeg sagde til Steffen Jensen, at mange siger til mig, at de ikke gider nyheder mere, fordi det hele er for voldsomt, havde han hørt det før.
“Jeg hører det fra mange unge mennesker. De gider ikke nyhederne, fordi det gør dem deprimerede,” siger Steffen Jensen.
Jeg forstår dem godt. Selv får jeg mine nyheder fra aviserne, fordi de kommer et spadestik dybere end de halvandet minut i nyhederne på TV´et et indslag kan blive til. Vi har alle set reporteren i regnjakke på vestkysten, der fortæller, at det blæser. Det havde vi faktisk selv regnet ud.
Det, der for alvor satte tankerne i gang, var en historie fra 2017. Steffen Jensen var lige kommet hjem til Danmark efter mange år i udlandet, og TV 2 sendte ham rundt i udkantsdanmark op til kommunalvalget. Inden han kørte, bad han TV 2’s arkiv om alt, hvad der var skrevet og sendt om udkanten i de foregående tre år, og han læste det hele. Han kørte ud med en notesblok fuld af skoler, der lukker, huse, der ikke kan sælges, og unge, der aldrig kommer tilbage.
“Der er alle steder også en anderledes historie om ildsjæle, der kæmper for at holde samfundet i gang. Der er et hav af historier, som aldrig bliver fortalt,” siger Steffen Jensen.
Hans konklusion er hård, og den rammer også mig.
“Hvis jeg kan læse alt, hvad der er skrevet og fortalt i danske medier i tre år om et emne, og så finde ud af, at historien er en helt anden, så har vi et problem. Hvis vi i virkeligheden misinformerer, er vi ved at undergrave det fundament, vi som medier står på,” siger Steffen Jensen.
Jeg kender følelsen herhjemme. For nogle år siden pegede en rapport fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet på Favrskov som en af kommunerne omkring Aarhus, der havde mistet dagbladsredaktioner. Aarhus Stiftstidende havde ikke længere fysisk tilstedeværelse i kommunen, Randers Amtsavis havde lukket sin redaktion i Hadsten, og Midtjyllands Avis havde lukket sin i Hammel. På ti år forsvandt omkring hver fjerde lokale dagbladsredaktion i Danmark.
Det er i det hul, Søften Nyt forsøger at gøre en forskel. Jeg vil gerne skrive om beslutningerne på rådhuset i Favrskov, om budgetterne, om kunstgræsbanen, der ikke er kommet til Ulstrup, og om ildsjælene i foreningerne. Det skal være mere end nyheden om, at der er åbnet et nyt pizzeria.
Her kommer den del, der er lidt sværere at skrive. Søften Nyt er mig. Der er ingen redaktion med vagtplan og ingen kollega, der kan tage til borgermødet i Hadsten, mens jeg sidder til byrådsmøde i Hammel. Når jeg er ét sted, er jeg ikke et andet. Nogle sager når jeg ikke at dykke ned i, og indimellem er jeg ikke så kritisk, som jeg gerne ville være.
Dertil kommer, at et lille lokalmedie skal kæmpe for at blive set. Algoritmerne på Facebook er ligeglade med, om en artikel om kommunens budget har taget tre dage at skrive, og søgemaskinerne er tilsyneladende heller ikke altid på min side. Det ved Steffen Jensen nu.
Alligevel bliver jeg overrasket, hver gang jeg kigger i statistikken. Omkring halvdelen af læserne bor uden for Favrskov. Der findes altså læsere, der gerne vil have den lange version.
Steffen Jensen sagde en ting mere, som jeg har tænkt på siden.
“Vi er i en situation i verden og i medieverdenen, hvor synsninger og meninger vejer tungere end fakta. Det er blevet vigtigere at mene noget om tingene end at vide noget om dem, og det er en dårlig udvikling,” siger Steffen Jensen.
Det er en lidt pudsig sætning at citere i en klumme, der jo netop består af mine meninger. Forskellen må være, at jeg skal vide noget, før jeg mener noget.
I morgen aften holder Steffen Jensen foredrag på Sløjfen i Hadsten, og min kone og jeg har tænkt os at være der. Jeg har mange spørgsmål, jeg ikke nåede at stille.
Jeg kan ikke være alle steder. Det kan du til gengæld, for du bor der. Hvilken historie fra din gade, din forening eller din arbejdsplads er aldrig blevet fortalt?
Onsdagens Ord er Søften Nyts ugentlige klumme. Den er skrevet af journalist og ansvarshavende redaktør Anders Godtfred-Rasmussen og er udtryk for hans egen holdning.










