Annoncer
Annoncer

Skyggebørn får halvdelen af det beløb, der blev samlet ind ved Hinnerup Bilcenter lørdag den 12. september. Organisationen havde selv en stand på pladsen, og dér blev der talt med fem familier fra de eksisterende grupper, der var til stede for at prøve biler, og med mange andre mennesker, der ikke kendte til organisationen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Mellem bilerne og pølsevognen på Læsøvej stod en stand med flyers og et par frivillige. Skyggebørn er den ene af de to modtagere af pengene fra Henrik Pilgaards velgørenhedsarrangement, men organisationen var ikke kun taget til Hinnerup for at sige tak.

“Skyggebørn er en NGO, som driver gratis sorggrupper for børn og unge, der har mistet en nær pårørende, eller som har livstruende syge nære pårørende. Det er et gratis og tidsubegrænset tilbud til børn fra fire år og op til 28 år,” siger Anne Kathrine Kragh, der er faglig koordinator i Skyggebørn Aarhus.

Tilbuddet gælder børnene og de unge. Forældrene har ikke deres eget forløb, men de venter ofte i lokalerne, mens de mindste er i gruppe.

“Når forældrene sidder og venter, får de faktisk også rigtig meget ud af at snakke med hinanden. Det er bare ikke noget, vi faciliterer. De sidder i rummet og får glæde af hinandens erfaringer,” siger Anne Kathrine.

Hun tilføjer, at organisationen ikke kan rumme alle, og derfor ikke har et tilbud til forældrene.

“Som NGO kan vi jo desværre ikke stå for det hele. Vores fokus er børnene og de unge,” siger hun.

Afhængig af støtte fra fonde, private og erhvervslivet

Efter arrangementet i 2024 fik Skyggebørn overrakt en check på 103.000 kroner, halvdelen af de 206.000 kroner, der kom ind den dag. Den anden halvdel gik til børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Beløbet fra arrangementet den 12. september 2026 er endnu ikke gjort op.

“Vi er dybt afhængige af fonde, som klart er den største post, men også af donationer og medlemskaber fra private og fra erhvervslivet. Så det er en kæmpe hjælp, at vi fik de 103.000 kroner fra Henrik i 2024,” siger Anne Kathrine.

På selve dagen viste det sig, at flere af gæsterne allerede har deres gang hos Skyggebørn.

“Herude i dag har jeg mødt fem familier, som kommer inde ved os, hvor børnene er her for at prøve nogle biler,” siger Anne Kathrine Kragh.

En af dem var en tidligere deltager i ungegruppen, som er bilentusiast og var kommet forbi uden at sige det på forhånd.

Samtidig blev der talt med mennesker, der ikke kendte tilbuddet. Det gælder også en fagprofessionel fra Aarhus Universitetshospital i Skejby.

“Det er fedt, at kendskabet lige så stille bliver udbredt, så vi kan få hjulpet de børn og unge, der har brug for hjælp,” siger Anne Kathrine.

Billedet er fra da Henrik Pilgaard og hans mange frivillige var forbi Skyggebørn i 2024 og overrække en check på det dengang indsamlede beløb på 103.000,- kroner. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Flere frivillige og nye medlemmer

Organisationen er ikke ude til mange arrangementer af den slags, og standen var derfor lige så meget en mulighed for at finde nye frivillige og nye medlemmer som for at tage imod en donation. 

“Det er jo ikke det, der er i fokus i dag. I dag er der fokus på den her indsamling, som Henrik Pilgaard og de mange frivillige står for,” siger Anne Kathrine.

Med på pladsen var også Charlotte Lange fra Aarhus-afdelingen, som Søften Nyt talte med i november 2024, dengang checken på de 103.000 kroner blev overrakt i organisationens lokaler i Nørregade i Aarhus.

“Det er dejligt at se, at der er så mange glade mennesker, og det der med, at folk gerne vil støtte et godt formål, synes jeg er rigtig rart,” siger Charlotte Lange.

Hun beskrev dengang grupperne som et frirum, hvor børnene kan tage de svære samtaler, som de ikke har let ved at have andre steder, sammen med andre i samme situation.

I Aarhus er der to ansatte, og der var frivillige med på pladsen i Hinnerup. På landsplan har Skyggebørn afdelinger i København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense.

Har du brug for at vide mere, kan du skrive til aarhus@skyggeboern.dk eller læse mere på skyggeboern.dk.

FAKTA: Skyggebørn

Hvad: NGO, der driver gratis sorggrupper for børn og unge, som har mistet en nær pårørende eller har en nær pårørende med livstruende sygdom.

For hvem: Børn og unge fra 4 til 28 år. Grupperne er inddelt efter alder, ikke efter årsagen til sorgen.

Pris: Gratis, og der er ingen tidsbegrænsning på, hvor længe man kan komme.

Økonomi: Fonde er den største indtægtskilde, derudover donationer og medlemskaber fra både private og erhverv, events og indsamlinger.

Afdelinger: København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Odense. Aarhus-afdelingen holder til i Nørregade 45, 8000 Aarhus C.

Fra Hinnerup: 103.000 kroner efter arrangementet i 2024. Beløbet fra 2026 er endnu ikke gjort op.

Kontakt: aarhus@skyggeboern.dk og skyggeboern.dk

Previous

Læserbrev: Ingen børn og unge skal vente et halvt år på hjælp

Next

"Mellemøsten er andet end konflikt og kaos": Journalist Steffen Jensen gæster Sløjfen i Hadsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også