Mandagens anmeldelse: Ingen af dem ville gøre det om

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.

Emil Arenholt Mosekjær har talt med veteraner fra 2. verdenskrig til krigen i Ukraine, og på tværs af krige, sprog og generationer siger de næsten det samme. Ingen af dem ville gøre det om. “Soldaterhjerte” er en varm, velskrevet og modig bog, og den efterlader kun en vrede, der ikke handler om bogen, men om et Danmark, der gerne sender folk afsted og bagefter lader dem sejle i deres egen sø.

Anders Godtfred-Rasmussen

Den 5. september 2026 sad jeg i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus til Flagdagen for Danmarks udsendte. Da Emil Arenholt Mosekjær var færdig med sit oplæg, rejste en af de fremmødte veteraner sig og fortalte om sin egen hjemkomst. En håndfuld mennesker tog imod. Bagefter var der en samtale i plenum, hvor der blev spurgt, om nogen havde brug for hjælp. Ingen rakte hånden op.

Jeg genkendte historien med det samme. Jeg var selv ved Livgarden i 1993 til 1994, og min oversergent havde været på et af de første hold afsted til det tidligere Jugoslavien, dengang var der overhovedet ikke tale om, at der kunne være nogen soldater, der havde brug for hjælp efterfølgende, men heldigvis handler Emils bog ´Soldaterhjerte` om rigtigt meget andet, end den manglende hjælp.

Emil er 36 år, opvokset i Hinnerup, journalist og tidligere soldat. Han var udsendt til Afghanistan i 2012 og til Mali i 2019. Til bogen har han interviewet 18 veteraner ansigt til ansigt, fra 2. verdenskrig og de efterfølgende kolonikrige over Vietnam, Balkan, Irak og Afghanistan til krigen i Ukraine. Yderligere 35 har bidraget til bogen.

Bogen er delt i tre dele. Længslen efter at komme afsted, oplevelsen ved fronten og savnet bagefter. Hvert kapitel indledes med et motto fra krigslitteraturen, og de mottoer giver bogen en klangbund, der løfter den fra interviewbog til noget, der ligner en kulturhistorie om krigsveteranen.

Tre ord går igen hele vejen. Mening, intensitet og fællesskab. Det var præcis de tre ord, han bad os holde fast i, da han talte i Hinnerup.

Ingen af dem ville gøre det om

Det, der imponerer mest, er bredden. Emil har fået fat i mennesker, der ikke ligner hinanden på nogen måde. Alle med en forskellig alder, forskellig sprog, og har oplevelser fra krige i forskellige årtier. Alligevel siger de alle sammen næsten det samme, at ingen af dem ville gøre det om. Ikke én.

Det er ikke, fordi de mener, krigene var rigtige. Flere af dem mener det stik modsatte. Vietnamveteranen John Musgrave gik ind i antikrigsbevægelsen, efter han kom hjem, og forfatteren selv kalder Afghanistankrigen en god idé, der ikke holdt vand. Stoltheden står alligevel fast, og forklaringen er den samme hver gang. Soldatertiden gav dem noget, hverdagslivet derhjemme ikke giver dem.

Det er bogens vigtigste indsigt, og den er ubehagelig, fordi den siger mindst lige så meget om vores samfund som om krigen.

Efterhånden som bogen skrider frem, bliver John Musgrave dens hovedperson. Han meldte sig frivilligt til Vietnam som 18-årig i 1967, blev marineinfanterist, meldte sig til at gå forrest på junglepatruljerne og blev skudt og sendt hjem efter 11 måneder. At gå forrest i patruljen kaldte han det mest meningsfulde, han nogensinde havde gjort.

Bogen slutter med, at Musgrave trøster sin langt yngre våbenbroder, da talen falder på Afghanistan. “Det var ikke jeres skyld,” siger han til Emil.

John Musgrave døde for få måneder siden. Det er sket, efter at de store anmeldelser blev skrevet efter bogen udkom i 2023, og det gør den sidste scene tungere, end forfatteren kan have forudset. Da Emil fortalte om John i Hinnerup, tilføjede han, at han ikke havde nået at besøge ham en sidste gang.

Det, der gør mig vred

Her kommer det, der har brændt sig fast, og det handler ikke om bogen. Det handler om Danmark.

Bogen dokumenterer, hvad der sker, når det civile samfund skal tage imod. Systemet svigter igen og igen de mennesker, det selv har sendt afsted. Balkanveteranerne fik lov til at sejle i deres egen sø i årevis. Vietnamveteranerne blev spyttet på i lufthavnene. Danske veteraner kan den dag i dag få afvist en arbejdsskadeerstatning, selv om speciallægeerklæringer fastslår, at deres PTSD skyldes udsendelsen.

Vi sender gerne folk ud. Vi hjælper dem bare ikke ordentligt, når de kommer hjem. Der bliver holdt smukke taler den 5. september, og resten af året sker der for lidt. Det samme mønster kan ses, når politikere hellere vil have deres egne udsagn anonymiseret i en Afghanistan rapport end at stå ved dem, og heldigvis ser den praksis ud til at være stoppet efter at, der blev lavet et borgerforslag om det.

En anmeldelse skal have ét sted, hvor anmelderen sætter hælene i, og her er mit. Bogen lægger næsten hele ansvaret for hjemkomsten hos omverdenen. Civilisterne skal lytte bedre, systemet skal gribe bedre, politikerne skal følge op. Det er rigtigt hele vejen igennem. Der ligger bare også et ansvar hos den, der kommer hjem. Verden herhjemme er, som den var, da du tog afsted. Den har ikke flyttet sig, og den kan ikke flytte sig. En del af hjemkomsten må være at acceptere netop det, og så samtidigt være bedre om at tale om dine oplevelser. Det siger jeg som en, der aldrig selv har været udsendt, andet end da jeg arbejde for Danida i Eritrea og kom i en dansk soldaterlejr, men jeg har aldrig været udsendt som soldat.

Hvor jeg er uenig med de andre anmeldere

Bogen fik pæne, men ikke ukritiske anmeldelser i 2023. Politiken kaldte indlevelsen i soldaterpsykologien for både bogens styrke og dens blinde vinkel, fordi den aldrig for alvor spørger, om soldatergerningen kan legitimeres. Historie-online savnede et klasseblik og blev træt af ordet krigere.

Der er jeg uenig. I uniformen er vi ens. Det er hele pointen med en uniform, og danske soldater kommer fra alle dele af samfundet. Ordet krigere generer mig heller ikke, for det er præcis, hvad de er, hver gang de går på patrulje eller sidder og venter på den næste opgave.

Kritikken af, at kvinderne fylder for lidt, holder heller ikke helt. Der er tre kvinder i bogen, ukrainske Alina Viatkina, danske Anne Angaard og amerikanske Nicola “Nik” Hall, og der sidder en redaktør, som skal vælge. Tre stærke kvindeportrætter vejer tungere end seks tynde.

“Soldaterhjerte” er velskrevet, den er varm, og den er modig. Emil poserer bestemt ikke som helt. Han gør sig selv til bifigur i sin egen bog og lader de andre tale, og når han endelig træder frem, er det med sin egen hjemkomst. Han ville begrave den soldat, han havde været, og opdagede, at han samtidig begravede sin evne til at føle noget som helst. “Tilbage var en skal,” skriver han. Det er den ærligste passage i bogen.

Fem tommelfingre op ud af seks. Den sjette holder jeg tilbage, fordi bogen indimellem er så optaget af kløften mellem soldater og civile, at den kommer til at grave den en anelse dybere, end den behøver.

Læs den. Særligt hvis du aldrig har kendt en soldat eller ikke selv har prøvet at være soldat.