Teateranmeldelse af Vegetaren: Jeg knælede og hørte hende hviske, længe før jeg vidste, hvem hun var

Vegetaren Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.

Aarhus Teater lægger sæsonen på kælderscenen STUDIO ud med Han Kangs roman om kvinden, der holder op med at spise kød. Halvanden time uden pause, 65 pladser og ikke en centimeter at gemme sig på.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Inden jeg overhovedet kommer ind i salen, står jeg med en kuglepen i hånden. Uden for STUDIO er der stillet bakker med muld frem, og ved siden af ligger en stak kort med tre sætninger, der skal gøres færdige. Livet uden kød er… Verden uden drift er… Jorden uden mennesker er… Nederst står der, at kortet skal rulles sammen og plantes.

Jeg skriver spændende, foranderlig og naturlig. Så planter jeg mit kort i mulden og er ganske tilfreds med mig selv.

For enden af det samme rum står en hvid portal med et mørkt forhæng. Den ligner indgangen til et kapel. Indenfor er der et smalt betonrum, et knæfald og et telefonrør, der lyser i en niche på væggen. Der er ikke nogen instruktion. Der er kun møblet, og møblet fortæller, hvad der skal ske.

Jeg knæler og tager røret.

I den anden ende hvisker en kvinde. Hun hvisker og hvisker, uden pauser og uden at jeg kan skille ordene ad. Jeg bliver siddende på knæ i flere minutter og lytter til et menneske, jeg ikke kender, sige noget, jeg ikke kan forstå. Så lægger jeg på og går ind for at se forestillingen.

En kvinde, der ikke vil mere

Historien er Yeong-hyes. Hun lever et stille liv med sin mand, indtil hun en nat drømmer om blod og kød og beslutter, at hun aldrig mere vil spise det. Familien reagerer, som om hun har begået en forbrydelse. Hendes far tvinger kød i munden på hende. Hendes svoger ser en mulighed for et kunstværk og for noget andet. Hendes søster ser til.

Yeong-hye vil til sidst ikke bare undvære kødet. Hun vil ud af det menneskelige, blive til et træ og leve af lys og vand. Hun bliver indlagt, og hospitalet gør ved hende, hvad familien ikke kunne: holder hende fast og fylder hende med det, hun ikke vil have.

Vi ser hende hele vejen udefra. Manden fortæller, svogeren fortæller og søsteren fortæller. Yeong-hye selv taler i drømmebilleder og korte, gentagne sætninger, og de tre andre bruger deres taletid på at forklare, hvor uigennemskuelig hun er.

Ordene siger blomster, øjnene ser blod

Det er forestillingens hårdeste greb, og det bliver brugt tre gange. Svogeren beskriver, hvordan han maler blomster på Yeong-hyes krop. Gule, hvide og orange. En stor rød blomst. Blomsterne findes kun i replikkerne. På scenen er malingen rød, og den bliver smurt ud over to kroppe, og det ligner blod. Vi hører et sprog om skønhed, mens vi ser noget, der ligner et overgreb.

Til allersidst trækker Yeong-hye slanger efter sig hen over scenen. Det er de slanger, hospitalet har stukket ind i hende. Selv kalder hun dem rødder, for hun har drømt, at træerne står på hovedet, og at der vokser rødder ud af hendes hænder. Publikum ser sondemad. Hun ser en blomstring.

Så er der hviskenen. Hun siger det hele. Ingen på scenen hører et ord.

Tre gange lader forestillingen sproget sige én ting og synet vise noget andet. Det er præcis den kløft, historien handler om: Yeong-hye oplever, at hun folder sig ud, mens alle omkring hende ser et menneske gå til grunde. Jeg sad tæt på scenekanten, og der er ingen vej udenom på en scene med 65 pladser. Man skal have begge oplevelser på én gang, og det er ubehageligt hele vejen igennem.

Fire skuespillere uden noget at gemme sig bag

Mette Klakstein er på scenen konstant. Hun forlader den ikke, hun får ingen pauser, og hun bruger kroppen til det yderste. Det er en præstation, der bæres af udstråling snarere end af replikker, for hun har langt færre ord end de tre andre. Alligevel er det hende, rummet hele tiden peger på.

Thorbjørn Hedegaard spiller svogeren, og det var kvalmt at se og høre ham begå overgreb på hovedpersonen. Det er ment som ros. Han modtager den 13. september Lauritzen Fondens Believe In You-pris, og efter det, jeg så på STUDIO, er det ikke svært at forstå hvorfor. Jeg har tidligere set ham i titelrollen i Dear Evan Hansen, og han kan tilsyneladende spille alt.

Carla Eleonora Feigenberg bærer den sidste tredjedel som søsteren. Det er hende, der skal stå med skylden og med spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne have gjort noget. Nicklas Søderberg Lundstrøm spiller ægtemanden som en mand, der aldrig et sekund er nysgerrig efter sin kone.

Ida Grarups scenografi er kold og stram. Lange platforme på tværs af rummet, sprækker imellem dem, neonrør langs kanterne og næsten ingen rekvisitter. Det ligner et hospital, en kontorgang og et laboratorium på samme tid, og der er ikke noget sted at trække sig hen.

Jeg kendte ikke historien på forhånd, og der skal altid træffes valg, når en roman skal gøres til teater. Der er også truffet valg her. Jeg fik fint fat i, at Yeong-hye blev indlagt, men undervejs er der nogle tunge spring, hvor jeg måtte være skarp for at følge med. Det er ikke min opgave som publikum at læse mig frem til sammenhængen bagefter, og det er dér, den sjette opadgående tommelfinger bliver nedadgående.

Det er også den eneste rigtige indvending. Halvanden time uden pause går på ingen måde i stå.

Forestillingen er udsolgt, og der er kun 65 billetter til hver aften. Da lyset kom op, rejste hele salen sig, og applausen var stor og vedholdende. Det er sjældent på en kælderscene, og det var velfortjent.

Jeg gik ud i foyeren igen og kiggede på bakken med muld, hvor mit kort lå plantet sammen med de andres. Livet uden kød er spændende, havde jeg skrevet halvanden time tidligere. Verden uden drift er foranderlig. Jorden uden mennesker er naturlig.

Det er let at skrive, når man står med en kuglepen i en foyer. Forestillingen havde lige brugt halvanden time på at vise mig, hvad det koster et menneske at mene det for alvor.

Fem ud af seks tommelfingre fra Søften Nyt, og den mest sørgelige nyhed er faktisk at alle forestillinger er udsolgt i hele spilleperioden.