Af Anders Godtfred-Rasmussen
I den her klumme prøver jeg ikke at sælge nogen et par briller, kontaktlinser eller synstræning. Jeg vil bare gerne have et enkelt spørgsmål ind i den debat, der kører i denne uge, for jeg synes, at det mangler.
Tirsdag den 8. september kom PISA 2025, og rapportens indhold giver en klump i maven. Danske elever ligger på 460 point i læsning. Det er 29 point lavere end i 2022, og 2022 lå i forvejen 12 point under gangen før. Næsten hver tredje 15-årig læser i dag på det laveste niveau, og drengene er faldet mest. Undervisningsminister Magnus Heunicke kalder det en meget alvorlig læringskrise, og for en gangs skyld synes jeg ikke, at et ministercitat er er kraftigt nok.
Så kom forslagene, som de plejer. Mobilerne skal ud af skolerne. Skærmtiden skal ned. Kunstig intelligens skal måske begrænses. En forsker fra DPU nåede at advare mod netop den reflekshandling, allerede inden dagen var omme.
Jeg tror gerne, at skærmene har en finger med i spillet, og jeg tror også på fraværet, på uroen i klassen og på lærernes vilkår. Alt det er værd at tale om. Jeg savner bare et spørgsmål, som ingen har stillet i denne uge: Kan barnet overhovedet se siderne i bogen?
Hvad bliver der egentlig testet for i skolen?
Det spørgsmål stillede jeg mig selv for otte år siden, da jeg skrev speciale på universitet i Aarhus. Her skrev jeg om, hvordan børn syn bliver undersøgt i folkeskolen, og jeg tror, at de fleste forældre tænker det samme, som jeg gjorde dengang. Når sundhedsplejersken har haft barnet til synstest, så er synet tjekket.
Sådan er det ikke helt. Synstesten i skolen er tavlen på væggen med bogstaverne, der bliver mindre og mindre nedad. Den måler, hvor godt barnet ser på afstand, og den finder nærsynethed. Nærsynet vil sige, at det tætte på er skarpt, og at tavlen er sløret. Det er den synsfejl, de fleste af os kender, og den er nem at rette med et par briller.
Nærsynethed er dog kun én af flere synsfejl. Langsynethed er nærmest det modsatte. Afstanden er fin, og det tætte på koster kræfter. Et barn kan trække sig igennem det i årevis, fordi unge øjne er gode til at kompensere, og prisen bliver hovedpine og trætte øjne, når der skal læses.
Så er der samsynet, og det er den del, jeg helst vil have jer til at læse videre om. Samsyn er de to øjnes evne til at arbejde sammen. Når vi læser, skal øjnene dreje en lille smule indad mod næsen, og hjernen skal lægge de to billeder oven på hinanden til ét. Hvis øjnene ikke kan holde den indaddrejning, ser barnet dobbelt eller sløret, bogstaverne flyder sammen, og hovedet gør ondt efter tyve minutter i en bog. I fagsproget hedder tilstanden konvergens insufficiens. Her i klummen kalder jeg det samsynsproblemer, for det er til at holde ud at læse.
Hverken langsynethed eller samsynsproblemer bliver fundet med tavlen på væggen. Barnet kan læse den nederste linje seks meter væk og alligevel have det svært med en bog i hånden.
Favrskov gør faktisk mere end kravet
Lad mig sige det pæne om vores egen kommune, for det har den fortjent. På favrskov.dk står sundhedsplejens tilbud til skolebørn beskrevet klassetrin for klassetrin. Eleverne kommer til syns- og høretest i 0. klasse. De bliver målt, vejet og synstestet i 2. klasse. De indkaldes til synstest igen i 4. klasse. Til sidst er der syns- og høretest i 9. klasse.
Det er fire synstest i et skoleforløb. Sundhedsstyrelsen kræver to, nemlig en ved indskolingen og en i 6. eller 7. klasse. Sundhedsplejerskerne i Favrskov gør altså mere, end de skal, og de skal ikke have skæld ud i denne klumme. De tester tidligere og oftere end kravet, og de tester med det redskab, de har fået udleveret.
I 2018 skrev jeg speciale om netop dette. Hvordan bliver skoleelevers syn undersøgt i folkeskolen? Jeg gik til opgaven med al den selvtillid, en specialestuderende kan mønstre. Her lå en nem sejr, tænkte jeg. Læg et par simple test til, så finder vi flere børn.
To forskere fra Optikerskolen i Randers havde screenet godt 2.000 børn i Randers Kommune sammen med kommunens sundhedsplejersker, og de sagde venligt, men bestemt nej til min gode idé.
“Grunden til, at vi ikke vil gå ud og anbefale screeningstesten til alle er, at der vil være for mange falsk positive,” siger Ivan Nisted, der er lektor og optiker (og som jeg også har som underviser, når jeg er på optikerskolen i Randers).
En skolesundhedsplejerske i Randers sagde det mere ligeud.
“Vi skal ikke teste alle, det er at skyde gråspurve med kanoner,” sagde hun dengang.
De havde ret, og jeg havde travlt. Hvis vi tester alle børn for alt, sender vi tusindvis videre til øjenlæge og optiker på en mistanke, der viser sig at være forkert, og det belaster børnene, forældrene og et system, der i forvejen er presset, så det skal vi ikke gøre.
Vejledningen er blevet bedre, og det skal den have ros for
Indtil for få dage siden gik jeg ud fra, at der ikke var sket mere siden. Sundhedsplejerskernes arbejde hvilede dengang på en vejledning fra 2011, og jeg havde en fornemmelse af, at den stadig lå og samlede støv. Det gør den ikke. Sundhedsstyrelsen kom med en ny i juni sidste år, og den er blevet bedre på flere punkter.
Nu står der nemlig sort på hvidt, hvad den gamle vejledning tav om. Ved indskolingen og i 6. eller 7. klasse “undersøges for nærsynethed (myopi)”. Kun det. Der står også: “Langsynethed (hypermetropi) kan ikke afsløres ved almindelig synstest.” Samsynet har endda fået en sætning med: “Samsyn og læsesyn kan testes hos optometrist eller øjenlæge.”
Det er ærligt gjort. Vejledningen skjuler ikke længere sine egne huller, og den er derfor et bedre arbejdsredskab, end den var, da jeg skrev om den tilbage i 2018.
Så talte jeg efter. Ordet konvergens optræder nul gange i de 196 sider. Den simple test, forskerne i Randers udviklede, og som sundhedsplejerskerne lærte på en enkelt dag, findes ikke i teksten. Testen er i øvrigt så enkel, at I kan prøve den ved køkkenbordet i aften. Hold en blyant fyrre centimeter fra barnets næse, og før den langsomt ind mod næsetippen. Barnet siger til, når blyanten bliver dobbelt. Sker det længere ude end omkring ti centimeter, kan der være noget, der skal undersøges.
Modellen hviler på, at barnet siger til
Læg mærke til, hvad de tre erkendelser i vejledningen har til fælles. Langsynethed opdages, hvis barnet klager over hovedpine. Samsyn undersøges, hvis barnet har læsevanskeligheder og ellers ser normalt. Læsesynet testes, hvis barnet har læsevanskeligheder.
Hele modellen hviler altså på, at nogen siger til. Der er problemet, og det er derfor, jeg bliver ved med at rode med det her. Et barn kan ikke klage over et syn, det ikke ved er anderledes end alle andres.
Da jeg lavede interviews til specialet, besøgte jeg Randers Realskole, som screener bredere, end en folkeskole har lov til, fordi skolen selv betaler for det. Afdelingslederen fortalte om en dreng på ni år. Han fulgte ikke med i timerne, og han kiggede aldrig direkte på sine lærere. Da han var færdig med sin synstræning, spurgte de ham, hvorfor han aldrig havde sagt noget om, at han så dobbelt. Han svarede, at han ikke vidste, at han havde et problem, for når han kiggede i sidemandens bog, var alting jo også dobbelt der, og så mente han, at sidemanden vel også så dobbelt. Det at se dobbelt var en normaltilstand for barnet, troede han.
Den dreng har jeg tænkt på lige siden. Han sad ikke og var uopmærksom. Han sad og så to af alting, og ingen voksen omkring ham kunne vide det.
Mit forslag er to spørgsmål
Jeg beder ikke om en ny screening af alle børn. Det ville forskerne heller ikke, og de havde bedre grunde til det end mig.
Jeg beder om to spørgsmål. Eleverne og forældrene udfylder allerede et elektronisk spørgeskema, inden sundhedsplejersken ser dem. Der kunne stå: Får du hovedpine, når du læser? Bliver dine øjne trætte, når du arbejder tæt på? Svarer et barn ja, ved sundhedsplejersken det, inden barnet sætter sig på stolen, og hun kan tage den simple test eller sende barnet videre.
To linjer i et skema, der findes i forvejen. Det koster ingen ekstra tid, ingen nye apparater og ingen ny bevilling, og forskerne på Optikerskolen foreslog det selv for otte år siden. Fagligt Fællesskab for Sundhedsplejersker har også bedt om bedre redskaber, senest da fagbladet Folkeskolen spurgte dem i 2022.
“Vi er klar, og det har vi været i mange mange år. Vi mangler bare remedierne,” sagde næstformand Dorte Fischer.
Nu skal folkeskolen gentænkes igen. Der bliver investeret, der bliver fundet forklaringer, og både skærme og skemaer kommer givetvis under kniven. Jeg ønsker mig kun, at nogen undervejs husker det mest banale af det hele. Vi kan sætte alle de læringsmål, vi vil, og et barn, der ser to sider, hvor der står én, kommer ikke i mål med nogen af dem.
Så her er mit spørgsmål denne onsdag.
Hvis en læsekrise kan skyldes noget så enkelt som et syn, der ikke er undersøgt til bunds, hvorfor er det så det sidste, vi taler om, og aldrig det første?
Hvad tænker du? Har dit barn været igennem en synstest i skolen, hvor der blev spurgt om andet end tavlen på væggen, eller kender du et barn, hvor det først blev opdaget langt senere? Skriv til mig på redaktion@softennyt.dk. Jeg lytter gerne, også når jeg tager fejl.
Onsdagens Ord er Søften Nyts ugentlige klumme. Den er skrevet af journalist og ansvarshavende redaktør Anders Godtfred-Rasmussen og er udtryk for hans egen holdning.
