Mandagens Anmeldelse: Hvad sker der egentlig, når du keder dig?

Tænkepauser nr. 141 - Kedsomhed. Grafik: Aarhus Universitetsforlag.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hvornår kedede du dig sidst, og hvad gjorde du ved det?

Jeg kender mit eget svar. Jeg sad i et venteværelse, og var lige ved at tage min telefon frem, for at læse en artikel på en online avis, fordi jeg skulle jo nødigt kede mig, mens jeg sad der. I stedet kiggede jeg rundt i lokalet, så hvad der var på væggene, de mennesker, der sad der og hvordan udsigten var. 

Jeg kedede mig faktisk, og det var ret sundt, for det sker ikke ret tit for mig, at jeg keder mig, fordi jeg altid har en skærm eller noget andet adspredning inden for rækkevidde, og jeg skriver om det, fordi denne måneds Tænkepause fra Aarhus Universitetsforlag handler om kedsomhed, og bogen hedder Kedsomhed, den er nummer 141 i serien. 

Den er skrevet af Nis Langer Primdahl, postdoc ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Han har forsket i skoletrivsel og kedsomhed i flere år, og forlaget kalder ham en rastløs filosof. 

Han begynder i midten af 1820’erne i et lavloftet klasseværelse på Thisted almueskole. En dreng sidder og samler sandet på gulvet i små dynger med foden, jævner dem ud og begynder forfra, mens læreren remser op fra biskop Balles lærebog. Drengen hedder Christen Kold, og han bliver siden en af hovedfigurerne i den danske skolebevægelse. Kold beskrev senere skolen som et tugthus med læreren som fangevogter og med en undervisning, der kvalte al nysgerrighed.

Næsten to hundrede år senere sad forfatteren selv i 7. klasse i Roskilde med en miniradio gemt oven på hovedet under huen og hovedtelefonerne skjult i ørerne. De to historier ligger langt fra hinanden i tid, men de handler om det samme, det at finde en udvej.

En af de mere overraskende pointer i bogen er, at kedsomhed ikke kun opstår, når der sker for lidt. To amerikanske psykologer bad i 2018 en gruppe på 129 forsøgspersoner om at lege flyveleder på en skærm og vurdere, om to fly var på kollisionskurs. 

Kedsomheden ramte både dem, der syntes, opgaven var for nem, og dem, der syntes, den var for svær. Kun gruppen i midten slap. Kedsomhed handler altså ikke om, hvor meget der sker omkring os, men om, hvor godt det passer til det, vi kan rumme.

Fortællingen om, at børn har mistet evnen til at kede sig, får også en tur i vridemaskinen. Primdahl viser, at bekymringen er langt ældre end sociale medier. 

Allerede i 1930 klagede filosoffen Bertrand Russell over, at forældre fodrede deres børn med for mange teaterforestillinger og for meget rejseri. Samtidig peger tallene den anden vej. I folkeskolens trivselsmåling svarede 26 procent af eleverne i 4.-9. klasse i 2015, at de kedede sig tit eller meget tit. Et årti senere var andelen 43 procent, og færre af eleverne mener, at de selv kan gøre noget ved det.

Bogens anden halvdel er mere filosofisk, og her skal læseren holde tungen lige i munden. Søren Kierkegaard kalder kedsomheden en overfladisk dybde. På overfladen er den en rastløshed, hvor vi springer fra åkande til åkande for at slippe for den. I dybet stiller den spørgsmålet om, hvad vi egentlig vil med vores liv. Martin Heidegger går et skridt videre og sammenligner den dybeste form for kedsomhed med en tavs tåge, der lægger sig over det hele, indtil ingenting længere er vigtigere end noget andet.

Det er også de sider, hvor jeg selv måtte læse et afsnit to gange. Til gengæld er det her, bogen leverer sin bedste pointe. Kedsomheden virker som en kompasnål. 

Den, der stadig kan kede sig over en halvhjertet tale eller en søndag med endeløs scrolling på din skærm, kan stadig kende forskel på det meningsfulde og det tomme. 

Den, der kommer igennem en hel dag med møder uden indhold og samtaler uden nærvær uden at mærke det mindste ubehag, er ifølge Primdahl den, der for alvor har grund til at være bekymret.

Bogen rummer også en dansk sygeplejerske, der i 2023 blev idømt fængselsstraf for over fire år at have foretaget mere end 700 uberettigede opslag i patientjournaler. I retten forklarede hun sig med hjælpsomhed, med et ønske om at dygtiggøre sig og med nysgerrighed. Til sidst tilføjede hun: “Det kunne tænkes, at jeg har kedet mig”. 

Kedsomhed giver ingen opskrift, og bogen lover heller ikke, at du kan lære at holde af tilstanden. Ubehaget er hele pointen, for uden det er der ingenting at holde ud og dermed heller ingen erkendelse på den anden side. Det er en ærlig og en anelse trodsig konklusion i en tid, hvor næsten alt andet bliver solgt som et redskab, du kan træne dig til.

Som altid kan denne Tænkepause om kedsomhed anbefales, og i faktaboksen finder du mere information omkring, hvor du selv kan købe eller låne den.