Favrskov Kommune markerede lørdag den 5. september Flagdagen for Danmarks udsendte i Hinnerup. Dannebrog gik til tops med musik af Hinnerup Garden, og borgmester Lars Storgaard indledte med det år, ingen havde forudset, hvor danske soldater blev sendt til Grønland med skarp ammunition. Bagefter holdt veteranen Emil Arenholt Mosekjær oplæg i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus. Teknikken drillede, så billederne udeblev, og i stedet blev det en time med ord alene.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Klokken er ni lørdag formiddag på Skovvej 20 i Hinnerup. Fanerne står opmarcheret foran administrationsbygningens glasfacade, Hinnerup Garden sætter instrumenterne for munden, og Dannebrog går til tops i klart efterårsvejr. Foran flagstangen står veteraner i uniform med medaljer på brystet, nogle med de blå baretter fra FN-tjeneste, andre i camouflage.
Borgmester Lars Storgaard (V) begyndte sin tale et helt andet sted, end han gjorde sidste år.
“Da jeg stod her ved sidste års markering, havde jeg ikke forestillet mig, at vi få måneder senere skulle opleve en situation, hvor danske soldater blev sendt til Grønland med skarp ammunition, og hvor spørgsmålet om at forsvare Grønland pludselig blev en alvorlig del af den offentlige debat,” sagde Lars Storgaard.
“Det minder os om noget vigtigt. Når dialog og diplomati ikke rækker, er det til syvende og sidst mennesker, vores soldater, der stiller sig i midten. Det er netop jer, vi hædrer i dag,” sagde han.
Foran ham stod en forsamling, der spænder over årtier af dansk udsendelseshistorie, fra Den Kolde Krig over Balkan og Irak til Afghanistan og nyere missioner.
“I har været med til at værne om fred, frihed og sikkerhed, og det kan I være stolte af. Det er vi også,” sagde han.
En del af talen handlede om dem, der ikke rejste ud.
“Flagdagen handler også om dem, der blev hjemme. Ægtefæller, kærester, børn, forældre og søskende, som har levet med savnet og bekymringen. Derfor går der også en stor og varm tak til jer,” sagde han.

“Vi mindes samtidig dem, der ikke kom hjem igen. Dem, der gav det ultimative offer i Danmarks tjeneste. De skal aldrig glemmes,” sagde han.
Borgmesteren knyttede dagen til krigen i Ukraine og til Europas sikkerhed.
“Fred og frihed kan ikke tages for givet. Sikkerhed handler ikke kun om materiel og forsvarsbudgetter. Det handler først og fremmest om mennesker, der er villige til at tage ansvar, når det kræves. Mennesker som jer,” sagde han.
“Tak for jeres tjeneste. Tak for jeres mod. Tak for jer,” sagde Lars Storgaard.
Kranse ved mindestenen
Klokken kvart over ni gik forsamlingen sammen ned til mindestenen i skoven. Fanerne førte an, og ved stenen, hvor der står “Til ære for Danmarks udsendte”, blev der lagt to kranse med rød-hvide bånd. Hinnerup Garden spillede, og der blev sunget.

Teknikken drillede, og så blev det ordene alene
Klokken halv ti flyttede selskabet ind i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus til kaffe og morgenbrød. Her stod Emil Arenholt Mosekjær klar med et oplæg, han normalt holder med billeder på lærredet. Projektoren og lyden drillede fra første minut, og efter et par forsøg opgav han og gennemførte hele oplægget uden et eneste billede.
Han er 36 år, opvokset i Hinnerup, journalist og forfatter til bogen “Soldaterhjerte”. Han var udsendt til Afghanistan i 2012 og til Mali i 2019. Søften Nyt bragte i sidste uge et længere interview med ham forud for dagen.
“Mange soldater savner ikke bare uniformen. De savner også krigen. For alle jer, der sidder og undrer jer over, hvordan det kan lade sig gøre, er det netop det, jeg skal forsøge at gøre jer klogere på,” sagde Emil Arenholt Mosekjær.
Han bad forsamlingen holde fast i tre ord gennem hele oplægget. Mening, intensitet og fællesskab.
Til “Soldaterhjerte” rejste han rundt i verden og interviewede veteraner fra 2. verdenskrig og frem til Ukraine. Lørdag brugte han hovedparten af sin tid på én af dem.
John var amerikansk Vietnam-veteran fra en lille by i Kansas.
“Han ligner arketypen på den flinke bedstefar, og det er han sådan set også. Samtidig kunne jeg mærke, at der var noget mere bag de varme øjne,” sagde han.
Som 18-årig tog John i 1967 til Vietnam som marineinfanterist. Han blev skudt og sendt hjem efter 11 måneder. Hans enhed havde fået tilnavnet The Walking Dead, fordi den mistede så mange folk.
Han voksede op i et trygt forstadskvarter, hvor stort set alle mænd var veteraner fra 2. verdenskrig. Hans far havde fløjet bombefly, og for John og hans kammerater var fædrene de største helte, de kunne forestille sig. Vietnamkrigen forbindes ofte med tvangsindkaldte, men en stor del af de amerikanske soldater meldte sig frivilligt.
“Jeg spurgte John, om han også ville have meldt sig, hvis der ikke havde været krig i Vietnam. Han svarede, at han bare havde brug for at komme hjemmefra, ud i verden og prøve sig selv af,” sagde han.

I Vietnam meldte John sig til at gå forrest, når enheden patruljerede i junglen. Det er den mest udsatte plads i kolonnen, og det er også den, Emil Arenholt Mosekjær selv gik i Afghanistan, hvor han som panseringeniør havde ekstra uddannelse i vejsidebomber.
“Du har ansvaret for alle dem, der går bagved dig, og det hviler på dine sanser. Der er ikke kun øjne og ører, der er også instinkt, og instinkt bygger på viden, træning og erfaring,” sagde han.
John kaldte det den mest meningsfulde opgave i hele sit liv.
“Jeg spurgte, om det virkelig var mere meningsfuldt end at blive far. Han tøvede, og så holdt han fast, fordi der var så mange menneskers liv, der afhang af ham dernede,” sagde han.
Hjemrejsen, der aldrig helt sluttede
Uden billeder måtte han citere Ringenes Herre frit.
“Tolkien var selv veteran fra Første Verdenskrig. I den sidste bog siger Frodo, at det ikke er muligt at komme rigtigt tilbage, fordi han ikke længere er den samme person, selv om han vender hjem til det samme sted,” sagde han.
For John begyndte hjemrejsen brat. Han blev ramt i et baghold og overlevede kun, fordi kammeraterne slæbte ham gennem kugleregnen, selv om de var overbeviste om, at han var ved at dø. Han blev kørt ind på hospitalet i USA midt om natten, og da han spurgte hvorfor, fik han at vide, at der om dagen stod krigsmodstandere og kastede sten efter ambulancerne.
“Han sagde, at det var ligesom at komme hjem til et andet land. Han havde kun været væk i 11 måneder,” sagde han.
I et lyskryds spurgte en jævnaldrende pige John, om han havde været i Vietnam. Da han svarede ja, forvandlede hendes ansigt sig til en hadefuld grimasse.
“John sagde, at i det øjeblik savnede han Vietnam mere end noget andet. Hvad var der for ham herhjemme? Han følte sig forkert. Dernede var han normal, og her stak han ud,” sagde han.
John blev medicinsk pensioneret og røg ned i et hul med alkohol, og en aften var han meget tæt på at tage sit eget liv. Hans to hunde begyndte at kradse på døren, fordi de skulle ud, og det fik ham til at udskyde det til aftenen efter. Aftenen efter blev det heller ikke til noget. Langsomt begyndte han at skrive digte, og han startede på universitetet.
John døde få måneder før flagdagen i Hinnerup. Emil Arenholt Mosekjær nåede ikke at besøge ham en sidste gang, sådan som han havde planlagt.
“Hvorfor savner soldater at være i krig? De savner ikke nøden og elendigheden og at se deres venner dø. Det, de savner, er den, de var. At være noget,” sagde han.
“Jeg vil hellere have mit gule sygesikringskort”
Der blev tid til et par spørgsmål fra salen. En tilhører ville vide, om der er forskel på, hvordan lande tager imod deres hjemvendte.
“Amerikanerne har en langt mere udadvendt anerkendelsesform. Jeg var i Houston til en amerikansk fodboldkamp sammen med en veteran, og der rejste hele stadion sig og klappede,” sagde han.
Den form har en bagside, mener han.
“Nogle gange kan det føles en lille smule tomt, for på vej ud af byen står der folk med skilte, hvor der står hjemløs veteran, giv en dollar. Jeg vil hellere have mit gule sygesikringskort end stående applaus inden hver eneste Superliga-kamp, hvis jeg endelig skal vælge,” sagde han.
“Da folk kom hjem fra Balkan, var der jo intet. Heldigvis er vi kommet længere i dag, og Flagdagen er et godt eksempel på det med at tage en dag, stoppe op og anerkende. Det føles godt. Så er det bare også vigtigt, at det politiske følger op,” sagde han.
En af de fremmødte veteraner fortalte derefter om sin egen hjemkomst. En håndfuld mennesker tog imod, og bagefter blev der holdt en samtale i plenum, hvor der blev spurgt, om nogen havde brug for hjælp. Ingen rakte hånden op.
Klokken elleve var det slut. Emil Arenholt Mosekjær skulle videre til endnu et flagdagsarrangement i Slagelse samme eftermiddag.
FAKTA: Flagdag for Danmarks udsendte
Markeret i Favrskov lørdag den 5. september 2026 fra kl. 8.45 til 11.00 ved administrationsbygningen på Skovvej 20 i Hinnerup, ved mindestenen og i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus
Arrangør: Byrådet i Favrskov Kommune i samarbejde med lokale soldater- og våbenbroderforeninger
Flagdagen blev højtideligholdt første gang i 2009. Datoen er valgt, fordi den er neutral og ikke knytter sig til en bestemt historisk begivenhed









