Teateranmeldelse af Stolthed og fordom: Aarhus Teater holder spejlet op mod publikum

"Stolthed og fordom" Aarhus Teater 2026. Foto: Emilia Therese

Stolthed og fordom havde premiere på Aarhus Teaters Scala-scene torsdag den 3. september, hvor instruktøren Carolin Oredsson har sat Jane Austens roman fra 1813 op med få rekvisitter på scenen. Vi ser to sminkeborde, en trappe og to store skærme, og resultatet er to timer og 50 minutter, der ikke føles et sekund for lange. Til gengæld er der heller ikke mange overraskelser undervejs.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at sætte mig til rette foran Scala-scenen på Aarhus Teater for at se et stykke baseret på en roman fra 1813. For hvordan får teatret en mere end 200 år gammel kærlighedshistorie til at virke frisk foran et publikum i Aarhus i 2026?

Heldigvis tog jeg grueligt fejl. Min kone, Eva, og jeg kom to timer og 50 minutter senere opløftede ud af teatret efter at have set kærlighedshistoriens mange forviklinger fra syvende række ude i siden, og jeg var overrasket over, hvordan forestillingen havde talt til os.

Scenografien er bygget op om to sminkeborde, ét i hver side af scenen, og bag dem hænger der spejle. Skuespillerne sætter sig ved dem, retter på håret, piller ved en bums, taler ind i spejlet og gør sig klar til at møde de andre. Det er i sig selv et fint billede på et samfund, hvor mennesker bliver målt og vejet på deres facade.

Det stærkeste billede findes et andet sted. Fra pladserne i salen kunne vi alle se en spejling af os selv i de spejle, der var sat op på scenen bag skuespillerne. Publikum bliver spejlet tilbage ind i en fortælling, der handler om at dømme andre efter, hvordan de ser ud.

“Du må godt spejle dig i andre, men husk lige at kigge på, hvad du selv gør, og kig dig selv i øjnene en gang imellem,” sagde Eva til mig efter forestillingen, da vi var på vej hjem.

Det er det, teater kan, og som en skærm derhjemme ikke kan. Publikum bliver en del af det, der bliver fortalt, uden at nogen på scenen behøver at pege på det.

Et brev, to ansigter

I sminkebordenes spejle sidder der kameraer, og de sender ansigterne op på de to store skærme, der flankerer scenen.

Stærkest står det, da Mr. Darcy læser sit lange brev til Elizabeth op. Han sidder ved sminkebordet med ansigtet på skærmen, mens hun står ude på scenen med ansigtet mod os og tager imod ordene. To reaktioner på én gang, hans og hendes, uden at der bliver klippet mellem dem. Vi bestemmer selv, hvilket ansigt vi vil se på.

“Det er en smart måde at se to ansigtsreaktioner på én gang. Vi får hans i spejlet og hende på scenen ud mod os, og det gør billedet stærkt,” siger Eva.

Det er et rent teatergreb, og det gør præcis det, som brevet gør i romanen. Det åbner et menneske, der ikke kan sige tingene højt, samtidig med at vi får Elizabeths reaktion.

Det er også præstationerne, der bærer Stolthed og fordom hele vejen igennem, for der er sparsomt med rekvisitter. På skærmene i siden står der, hvilket gods eller hvilken herregård vi befinder os på. Ellers er det skuespillerne, breve, en avis, sminkebordene, spejlene og trappen, der bliver brugt.

“Scenografien er godt tænkt ind med simple midler, for vi er hele tiden med, fordi skuespillet fra de medvirkende bærer historien. Samtidig kommer de ind på scenen fra mange forskellige vinkler, og sammen med spejlene betyder det, at afstanden mellem scene og sal aldrig rigtig bliver stor,” siger Eva.

Fra fem til tre søstre

Den største forskel mellem romanen og forestillingen er familien. Hos Jane Austen har ægteparret Bennet fem døtre: Jane, Elizabeth, Mary, Kitty og Lydia. Hos Dicte C. Houmøller er der kun tre, for Mary og Kitty er skrevet ud.

Det er en klog beslutning. Mary og Kitty spiller mindre centrale roller i romanen, og uden dem bliver trykket på de tre tilbageværende søstre tydeligere, samtidig med at forestillingen slipper for at bruge tid på personer, som publikum ikke for alvor skal følge.

Prisen er selvfølgelig, at Mrs. Bennets panik omkring døtrene bliver lidt mindre absurd. Fem ugifte døtre uden udsigt til at arve familiens ejendom er en katastrofe i romanens verden, mens tre trods alt er et mindre problem.

En anden ændring på scenen er dobbeltrollerne. Det er en effektiv måde at holde ensemblet nede på, men det giver også et ekstra lag til forestillingen. Clara Sophia Phillipson spiller både Lydia og Darcys søster Georgiana. To unge piger, der begge bliver udsat for Wickhams interesse. Den ene undslipper i tide, mens den anden løber med ham. Når den samme skuespiller bærer begge roller og skæbner, bliver det tydeligt, hvor lidt der kan skille den ene skæbne fra den anden.

Mette Døssing spiller både Mrs. Bennet og Lady Catherine de Bourgh: den nervøse mor fra den lavere del af det velstående samfund og den kolde aristokrat fra toppen. De to kvinder står forskellige steder i rangordenen, men begge forsøger på hver sin måde at bevogte ægteskabsmarkedet. Jamina Chelina Green spiller på samme måde både Charlotte, der gifter sig af økonomisk nødvendighed med præsten, og Caroline Bingley, der har meget lidt tilovers for Bennet-familien.

Endelig er familien Gardiner væk. I romanen er det tante og onkel Gardiner, der tager Elizabeth med til Pemberley, hvor hun ser Darcy i hans eget hjem og får et andet billede af, hvem han er. Det skal forestillingen løse på anden vis, og det gør den, men Pemberley-besøget mister noget af sin vægt undervejs.

Darcy er ikke arrogant, han er sky

Emil Busk Jensen spiller Mr. Darcy, og han gør noget klogt ved rollen. Darcy fremstår hovmodig i begyndelsen, og replikkerne om, hvad der er under hans stand, sidder, hvor de skal. Alligevel er det ikke først og fremmest arrogance, der bliver spillet frem. Det er generthed.

Han taler ikke med hvem som helst, og han siger først noget, når han mener, at det har værdi. Det kan ligne foragt udefra, og præcis dér ligger en stor del af misforståelsen mellem ham og Elizabeth. Undervejs flytter han sig fra den sure, indelukkede mand til en, der kan se, at et menneskes værdi ikke afgøres af placeringen i rangordenen.

Laura Kjær Jensen bærer forestillingen som Elizabeth. Hun er hurtig, hun er morsom, og hun er stædig på en måde, der aldrig bliver anstrengt. Elizabeth vil ikke giftes af pligt; hun vil giftes af kærlighed, og en stor del af fortællingen går med, at hun selv skal finde ud af, hvad kærlighed egentlig er. Da hun til sidst siger Lady Catherine midt imod og fastholder, at hun selv bestemmer, hvem hun skal giftes med, sidder det lige i skabet.

Marie Boda er fin som Jane, og det er værd at se hende her efter rollen som Barbara i foråret. Den latterlige præst Mr. Collins holder samtidig hele familiens problem i live. Han skal arve Longbourn, fordi døtrene ikke kan arve ejendommen, og derfor er han både truslen og en mulig udvej. Da veninden Charlotte siger ja til ham uden at være forelsket, er det ikke bare en joke. Det er også økonomisk nødvendighed, og hun får lov til at være nogenlunde lykkelig i sit valg. Det klæder forestillingen, at der er respekt for netop det.

1813 behøver ikke at blive til 2026

Houmøller har ikke flyttet historien op i nutiden, og det er den rigtige beslutning. Kostumerne og universet fastholder periodens præg, og klassesystemet får lov at være det, det var.

“Historien får lov at have sin mening. Den behøver slet ikke at trækkes op til noget nutidigt, for at den er gyldig,” siger Eva.

Det er også pointen. Historien behøver ikke smartphones, moderne tøj eller nutidige replikker for at tale til et publikum i 2026. Tværtimod bliver det tydeligt, hvor meget af det, vi stadig genkender i kærlighedshistorier i dag, klasse, status, forventninger og retten til selv at vælge, der allerede findes hos Austen.

Ugen før sad vi i biografen til Hella Joofs Nøjsomheden, hvor Mona fra et alment boligområde i Helsingør forelsker sig i Nikolaj fra overklassen. Der er mere end 200 år mellem de to fortællinger, men de kredser om noget af det samme: Hvem har lov til at ville have hvem, og hvad koster det at træde ud af det lag, man er født ind i? Det er værd at holde fast i, når nogen kalder Austen støvet.

Tilbage står det, der bærer stykket hele vejen: Mennesker er forbløffende gode til at misforstå hinanden, løbe med sladder og se det dårlige først. Elizabeth siger nej til et frieri og tror bagefter, at døren er lukket for altid. Den mekanisme hører ikke kun 1813 til. Den findes også i 2026.

Det bliver ikke til mere end fire

Vi gik ind klokken 16.30 og kom ud klokken 19.20. Det er to timer og 50 minutter inklusive pause, og der er ikke et sekund for meget. Ingen sløjfer bliver bundet for hurtigt, og ingen scener bliver trukket unødigt i langdrag.

“Der er ikke noget, jeg er skuffet over. Tværtimod var der små, fjollede figurer hele vejen igennem og gode replikker,” siger Eva.

Selv sad jeg med fugtige øjne to gange til sidst. Det er ikke, fordi historien er overraskende, for slutningen kender de fleste. Det er, fordi skuespillerne brænder igennem.

Dér ligger også grunden til, at der ikke bliver flere end fire tommefingre. Forestillingen er dygtigt spillet, den er smuk, og den er tro mod sit forlæg. Den er bare ikke særlig modig. Det ene virkelig dristige greb er spejlene, der vender mod salen, og netop fordi det virker så godt, savner jeg, at der bliver taget flere chancer af samme slags. Resten er en velfungerende, respektfuld genfortælling af en historie, publikum kender i forvejen.

Det er ingen anklage. Det er bare forskellen mellem en aften, du får meget ud af, og en aften, du bliver ved med at tænke på.

Stolthed og fordom er udsolgt i hele spilleperioden, og det er let at forstå hvorfor. Det er ikke et støvet kostumestykke. Det er en forestilling om at kigge sig selv i spejlet, inden dommen falder over de andre, og den er skåret så enkelt, at den kan mærkes helt op på række syv.