Hippie-Emil blev soldater-Emil: “For mig tog det ti år, før jeg begyndte at være rigtig hjemme”

Emil Arenholt Mosekjær afsted i Afghanistan. Foto: Emil Arenholt Mosekjær.

Som teenager i Hinnerup var Emil Arenholt Mosekjær langhåret, spillede musik og blev kaldt hippie-Emil. Som 22-årig gik han forrest med minesøgeren på patruljerne i Afghanistan. Lørdag den 5. september 2026 vender han hjem til Hinnerup for at holde oplæg på Flagdagen, og hans ærinde er at gøre op med billedet af veteranen som et ødelagt menneske.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Der bliver lukket en cirkel, når Emil Arenholt Mosekjær lørdag formiddag stiller sig op i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Han flyttede til Hinnerup som seksårig, startede i børnehaveklassen og boede i byen, indtil han rejste til Afghanistan. En stor del af sin barndom og ungdom tilbragte han i det samme bygning, hvor han nu skal tale.

“Jeg sad meget som barn og teenager nede på biblioteket og læste og drømte mig ud i den store verden. Siden har jeg været ude i den store verden, og nu er jeg vendt tilbage,” siger Emil Arenholt Mosekjær.

I dag er han 36 år, journalist og forfatter. Han er netop flyttet hjem til Danmark efter et år som presserådgiver i NATO-divisionen i Letland, og lige nu har han ingen fast kontrakt.

“Lige nu er jeg faktisk fri fugl,” siger han.

Fra hippie-Emil til soldater-Emil

Vejen fra Hinnerup til Afghanistan var ikke lagt på forhånd.

“Som teenager i Hinnerup var jeg blandt venner kendt som hippie-Emil, fordi jeg var sådan en langhåret en, der spillede musik,” siger han.

“Jeg tror egentlig, jeg var ligesom mange andre teenagere. Rodløs og rastløs, men også lidt modløs. Jeg manglede et eller andet, og jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var,” siger han.

Han endte i Forsvaret nærmest ved et tilfælde. Værnepligten skulle bare overstås, men noget faldt på plads derinde.

“Jeg fandt ud af, at det her havde manglet i mit liv. Disciplin og klare rammer. Mening, intensitet og fællesskab,” siger han.

Dengang var det en del af soldaterlivet at tage til Afghanistan, og det havde han ikke noget imod.

“Jeg havde et behov for at kæmpe for noget, der var større, og for at gøre verden bedre. Jeg var overbevist om, at det gjorde jeg ved at tage til Afghanistan. Så stod jeg lige pludselig dernede. Gamle hippie-Emil, der var blevet til soldater-Emil,” siger han.

Han blev uddannet ved ingeniørregimentet i Skive som panseringeniør og var udsendt fra februar til august 2012. Han var 22 år.

“Vi var ude at gå en farlig masse patruljer sammen med kamptropperne, og det var tit os, der gik forrest med minesøgeren, fordi vi havde en ekstra uddannelse i vejsidebomber. Det var en ret stor trussel dernede,” siger han.

“Hvorfor savner soldater at være i krig?”

Sådan lyder titlen på hans foredrag, og spørgsmålet plejer at dele en forsamling i to.

“Enten er reaktionen vantro overraskelse, eller også er den en genkendelse og en stille nikken. Vantroen kommer fra civilisterne, fordi det lyder underligt, at nogen kan savne at være i krig. Den stille nikken kommer fra andre soldater og veteraner, fordi de faktisk godt forstår det,” siger han.

Svaret handler ikke om krigen.

“Det, de savner, er ikke nøden og elendigheden og at se deres venner dø. Det, de savner, er følelsen af samhørighed. Livet i allerhøjeste potens,” siger han.

Han koger det ned til tre ord.

“Mening, intensitet og fællesskab. Det er derfor, folk bliver draget af militæret og af krigen, og det er derfor, de savner det bagefter, hvis de ikke finder noget, der kan træde i stedet,” siger han.

Bogen, han udgav i 2023, hedder “Soldaterhjerte”, og titlen er valgt med omhu.

“Et hjerte rummer en hel masse kærlighed. Mange har en opfattelse af, at soldater er kolde maskiner, hvor der ikke er nogen følelser til stede. Det er faktisk ikke rigtigt, for det er måske et af de steder, hvor jeg har oplevet allerflest følelser og allermest kærlighed,” siger han.

“Det kræver en hel del at kigge på en anden person, som du måske ikke har kendt så længe, og sige, at du er villig til at ofre livet for vedkommende, og samtidig vide, at det går den anden vej rundt,” siger han.

Fremmedgørelsen i det moderne samfund

Efter Emil Arenholt Mosekjærs vurdering handler soldaterfællesskabet om noget mere grundlæggende end militæret. Det handler om, hvad vores art er bygget til.

“Vi er bygget til at leve i små tætte grupper, hvor vi er afhængige af hinanden, og hvor vi kun overlever, hvis vi kan samarbejde og stole på hinanden. Det har vi mistet lidt i vores moderne samfund, hvor afstanden er blevet så stor. Du kender diskussionen om mistrivsel blandt unge, og du kender den her fremmedgørelse af mennesker,” siger han.

Han peger på arbejdslivet, hvor mange sidder for sig selv i job, der føles fremmedgørende.

“Folk tænker, hvad de egentlig laver det her for, hvem de laver det for, og hvilken mening der er med det. Har vi noget til fælles? Er der nogen her, der har min ryg? Det er meget basalt menneskeligt,” siger han.

I Forsvaret oplevede han det modsatte. Der bliver stillet krav til et meget ungt menneske, og der bliver samtidig vist en stor tiltro, når ansvaret for dyrt materiel og for kammeraternes liv bliver lagt i hænderne på en 20-årig.

“Jeg lærte i Forsvaret, at jeg kunne langt mere, end jeg nogensinde havde troet. I meget af min teenagetid havde jeg meget lidt tiltro til mig selv, og gennem det at være udsendt lærte jeg hele tiden, at jeg faktisk kan mere. Især når det sker i samarbejde med andre,” siger han.

Han vil dog ikke gøre Forsvaret til det eneste svar.

“Det, der tiltrækker mange ved militæret, er, at du kommer ind i noget, der er helt urmenneskeligt. Det er tit det, folk savner bagefter. Det er ærgerligt, hvis det eneste sted at finde det er ved at være soldat. Heldigvis er det ikke det eneste sted, for jeg kender også ambulancefolk og politifolk, hvor meget af det samme findes. Det er job, hvor der er noget på spil,” siger han.

Kløften mellem krig og fred

En stor del af bogen handler om det, der sker, når soldaten kommer hjem. Efter Emil Arenholt Mosekjærs vurdering er hjemturen sværere i dag end nogensinde.

“Afstanden mellem krig og fred er bredere og dybere end nogensinde før i historien,” siger han.

Han bruger middelalderen som eksempel. En hjemvendt soldat kunne dengang fortælle sin familie om brutalitet og død uden at chokere nogen, fordi død, sult og vold var en fællesnævner for alle.

“Vi har skabt et samfund, som er fredeligt og velstående, og det er jo en god ting. Konsekvensen er bare, at når vi sender folk i krig, så er det virkelig svært at få dem hjem igen. Kontrasten er simpelthen for stor,” siger han.

Misforståelsen er sjældent ond vilje, mener han.

“De færreste har noget imod de hjemvendte soldater. Langt de fleste ved bare ikke, hvordan de skal reagere, og så ender det med, at soldaterne ikke vil sige noget højt, fordi civilisterne alligevel ikke forstår det,” siger han.

Det er hans klare erfaring, at de fleste er nysgerrige og faktisk gerne vil forstå.

“Det kræver dog, at civilisterne er villige til at lytte, og de skal gøre det uden fordømmelse. Når de hører noget, der lyder vanvittigt, skal de huske, at her måske er noget, de ikke forstår, fordi de mangler viden. Og veteranerne bør omvendt lade tvivlen komme dem til gode og åbne op. Broen over kløften skal bygges fra begge sider, og den begynder med samtalen,” siger han.

De ramponerede individer

En af de fordomme, han gerne vil til livs, handler om, hvad krigen efterlader.

“En af fordommene er, at alle soldater kommer hjem som ødelagte individer. Det er faktisk ikke rigtigt,” siger han.

“Der er nogle, der kommer hjem og er fuldstændig smadrede mentalt, og som aldrig kommer til at fungere rigtigt igen. De skal have al den hjælp, vi overhovedet kan mønstre. Heldigvis er det et mindretal,” siger han.

Så er der dem, der stort set problemfrit træder ind i det normale liv igen, og så er der en stor gruppe midtimellem.

“Jeg kalder dem de ramponerede individer. Der er kommet noget patina på sjælen, og hjemkomsten bliver en rejse med både op- og nedture, hvor næsen af og til rammer mudderet,” siger han.

Han tæller sig selv med i den gruppe.

“Otte år efter jeg kom hjem, blev jeg nødt til at ringe til Veterancentret og sige, at jeg havde brug for hjælp, og så gik jeg til psykolog det næste halve år. Det var ikke, fordi jeg lå med tordnende PTSD og flashbacks og ikke kunne sove. Det var mine følelser. Jeg kunne ikke mærke mig selv, hvilket er en folkesygdom blandt mange veteraner,” siger han, for forklarer, at hjemrejsen tog lang tid for ham.

For ham tog hjemrejsen lang tid.

“At komme hjem kan være en proces, der er mindst lige så lang som selve krigen, ofte meget længere. For mig tog det ti år, før jeg følte, at jeg begyndte at være rigtig hjemme,” siger han.

I bogen henter han et begreb frem fra antikkens græske mytologi.

“Nostos betyder hjemrejse, og algos betyder smerte. Sat sammen giver det nostalgi, som altså betyder hjemkomst i smerte. Det synes jeg er meget smukt, fordi det beskriver følelsen ret præcist,” siger han.

Stoltheden, der overrasker

Til bogen har Emil Arenholt Mosekjær rejst rundt i verden og interviewet veteraner fra blandt andet 2. verdenskrig, Vietnam, Algeriet, Balkan, Afghanistan og Ukraine. Én ting gik igen på tværs af krige og generationer.

“Det, der overraskede mig mest, var stoltheden, og at de færreste fortryder noget. Det gælder, uanset om de syntes, at krigen var rigtig eller ej,” siger han.

“Folk tænker, at stolthed må betyde, at du synes, du vandt, eller at krigen var rigtig. Vi tabte jo i Afghanistan. Stoltheden handler ikke om krigen. Den handler om den, jeg var, det, vi var, og de opgaver, vi løste,” siger han.

Et af bogens portrætter er den nyligt afdøde amerikanske Vietnam-veteran John Musgrave. Nogle år efter sin hjemkomst gik han ind i antikrigsbevægelsen sammen med mange andre Vietnam-veteraner, og fra dele af samfundet oplevede han derfor at blive kaldt for forræder.

“Men ifølge ham gjorde han det netop, fordi han elskede hver eneste af de drenge, der stadig kæmpede derovre, og at han ikke havde lyst til, at de også skulle vende hjem i kister. Han syntes ikke længere, at krigen var det værd. Det betød ikke, at han mistede sin stolthed over at have været med. Vi mennesker er komplekse væsener,” siger han.

Afghanistan i dag

Emil Arenholt Mosekjær tog til Afghanistan som idealist og kom hjem mere kynisk. Da landet faldt til Taliban i 2021, var han ikke overrasket.

“Vores krig i Afghanistan var en rigtig god idé, som viste sig ikke at holde vand,” siger han, og understreger samtidigt, at han ikke fortryder, at han var afsted:

“Jeg er stolt af at have været en del af det, og jeg ville ikke have gjort det om. Vi gjorde vores bedste, og jeg har hørt fra mange herboende afghanere, at vi var med til at give håb til nogle dernede om, at der findes en anden måde at leve på. Nogle gange kræver det at så et frø, som kan spire hen ad vejen. Det er stadig en af de vigtigste og bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv,” siger han.

Hvis ikke han skal ud og holde tale, holder han sig normalt fra de officielle flagdagsarrangementer på 5. september. I stedet sidder han som regel på Toga vinstue i København sammen med andre soldater, nogle han kender, og nogle han falder i snak med.

“Der sidder vi og drikker lidt øl og snakker og fortæller røverhistorier. For mig er det egentlig det, der er Flagdagen,” siger han, men understreger, at han bestemt ikke er ligeglad med dagen.

“Flagdagen er en underlig størrelse. På den ene side tror jeg, at de fleste veteraner synes, det er dejligt, at der er en dag, hvor landet sætter fokus på den her gruppe mennesker. Det er rart at blive anerkendt,” siger han.

Han gætter på, at de færreste danske veteraner drømmer om amerikanske tilstande, hvor Superliga-kampe sparkes i gang med nationalsang og stående applaus for de tilstedeværende veteraner.

“Problemet opstår, når det nogle gange kan føles, som om flagdagen ikke altid er til for os. Der bliver holdt nogle taler, og det er alle sammen flotte ord hvert eneste år, men det er ikke altid, at der bliver fulgt op politisk,” siger han.

Han peger på to konkrete sager. Den er politikernes manglende aktuelle uvilje mod åbenhed i Afghanistan-udredningen fra DIIS. Den anden er, at en veteran fortsat kan få afvist en arbejdsskadeerstatning, selv om op til flere speciallægeerklæringer fastslår, at hans PTSD skyldes udsendelsen.

“Så længe det findes, er det jo tomme ord. Er dagen til for os, eller er den til for dem? Det ved jeg, at der er mange veteraner, der sidder derude og tænker,” siger han.

Fællesskabet før individet

Da Emil Arenholt Mosekjær var udsendt til Afghanistan, var han stadig medlem af SF Ungdom. En af de andre i hans gruppe var med i Dansk Folkepartis Ungdom.

“Vi var ikke politisk enige, og det var fuldstændig ligegyldigt, når vi lå ude et eller andet sted. Han var dybt professionel og dygtig, og hans holdninger påvirkede ikke hans arbejde. Så betød det ikke noget, hvad han stemte derhjemme. Det lærer du i et soldaterfællesskab. Fællesskabet kommer før individet,” siger han, og beskriver Forsvaret som et meritokrati.

“Hvis du er god til dit arbejde, er det det, der betyder noget i sidste ende. Så er det ligegyldigt, om du er gul eller blå eller homoseksuel,” siger han.

Det, han håber, gæsterne tager med hjem

Lørdag står han foran en forsamling, hvor nogle har været udsendt, og hvor andre aldrig har mødt en soldat.

“Jeg håber, at vedkommende bliver lidt klogere på en verden, som de sandsynligvis er nysgerrige på, men ikke ved særlig meget om. Den kan virke skræmmende, og der er også noget, der pirrer nysgerrigheden. Det er mit mål i livet at gøre folk klogere på den militære verden,” siger han.

Hans bog fra 2023, ´Soldaterhjerte`, udgives snart til et internationalt publikum i en engelsk oversættelse, og han tror, at det skyldes noget genkendeligt.

“Historierne viser, hvor meget vi egentlig har til fælles på tværs af kultur, nationalitet, sprog og generationer. En ung kvindelig sygehjælper fra Ukraine og en fransk veteran fra 2. verdenskrig beskriver nogle ting, som faktisk er meget ens, bare med forskellige ord. Det er ikke så overraskende, for vi er alle sammen mennesker, når det kommer til stykket,” siger han.