Annoncer
Annoncer

Ni lokalsamfund i Favrskov Kommune har siden midten af august gået, løbet og cyklet om titlen som kommunens mest aktive landsby. Mandag aften blev den sidste dyst afviklet i Grundfør, hvor GUI samtidig fejrede 160-års-jubilæum og tog sit nye samlingssted i brug.

Anders Godtfred-Rasmussen

Der står vand i pytterne på fliserne foran GUI’s nye samlingssted i Grundfør. Under det sorte halvtag summer flere slushicemaskiner, der hænger balloner i rødt, gult, grønt og blåt fra tagremmen, og ved siden af står en sort spand med et rødt punkt på siden. Klokken er få minutter i 17 mandag den 31. august, da formanden for borgerforeningen i Grundfør, Melanie Iversen Dalentoft, i blågrøn regnjakke tager mikrofonen og samler de fremmødte om aftenens spilleregler.

Bag hende hænger et rødt banner med teksten “START / MÅL” over grusstien langs fodboldbanerne, og et lyseblåt beachflag med Lokaldysten-logoet blafrer i vinden. Her går Lokaldysten 2026 i gang for niende og sidste gang i Favrskov Kommune i 2026.På et klapbord ligger tre laminerede kort. Gåruten er på 1,33 kilometer og giver et rødt armbånd. Løberuten er på 1,42 kilometer og giver et gult. Cykelruten er på 4,27 kilometer og giver et blåt. Der er flyvende start, og sidste hold bliver sendt afsted klokken kvart i syv, får deltagerne at vide. Kommer du afsted inden da, tæller din runde, også selvom du er længere tid om den end de andre.

Tre forskellige ruter alt efter om du ville gå, løbe eller cykle, eller kombinere alle tre, for det måtte deltagerne også. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Ingen chip og ingen tidtagning

Regnskabet bliver ført med elastikker og øjne, ikke med elektronik.

“Hvis de har fulgt den røde rute, står der en kontrollant ude på ruten, som uddeler et armbånd. Når de kommer tilbage, afleverer de det igen. Så ved vi, hvor lang ruten er, og vi kan tælle, hvor mange armbånd der er, altså hvor mange kilometer de har været afsted på. Det er helt lavpraktisk,” siger Malene Bach, der er konsulent på Lokaldysten hos DGI Østjylland.

Der er hverken chip eller tidtagning, og der er heller ingen krav om at holde sig til den samme disciplin i de to timer, dysten varer.

“Du må gerne skifte disciplin, så hvis der er nogen, der efter måske tre kvarter ikke kan løbe mere, kan de tage en tur eller to på cykel eller gå en tur. Du har to timer i alt til at være aktiv,” siger Malene Bach.

Det er den brede indgang, der er hele pointen, forklarer hun.

“Vi laver det, fordi vi gerne vil aktivere så mange som muligt. Det her er et arrangement, der kan favne mega bredt. Der er familier, der deltager, hvor der er sovende børn i klapvognen, som er med til at samle elastikker. Der er mænd i lycra, som drøner afsted på cykel i to timer. Der er nogen, der når et halvmaraton, og der er nogen, der bliver skubbet rundt i en kørestol og bare samler ét elastik,” siger Malene Bach.

Ved start og målområdet delte Malene Bach fra DGI og Julie Leth fra Favrskov kommune lilla armbånd ud. Det er deltagerarmbåndet, og det skal afleveres igen, inden folk går hjem. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Anden gang i Grundfør

Grundfør var med for første gang sidste år, og oplevelsen var god nok til, at borgerforeningen og GUI (Grundfør Ungdoms- og Idrætsforening, red.) meldte sig igen.

“Vi hørte om det via DGI, som sendte en mail ud til os alle sammen. Vi syntes, at det der med at bevæge sig sammen og også få lov at konkurrere lidt mod de andre landsbyer, det lød rigtig sjovt,” siger Melanie Iversen Dalentoft.

Sidste år kom der folk, som ikke havde hørt om arrangementet på forhånd, og derfor har bestyrelserne bag begge foreninger skruet op for markedsføringen i år.

“Vi har fundet ud af, at når vi arrangerer noget her i landsbyen, så kommer folk. Sidenhen har vi hørt om nogle, der ikke havde hørt om det dengang, og derfor tænkte vi, at vi var nødt til at prøve igen. Denne gang har vi forsøgt at gøre mere opmærksom på det, og jeg kan se, at der allerede er mødt masser af mennesker op,” siger Melanie.

Hun har været formand i 15 år, og forklaringen på, at hun bliver ved, er ligetil.

“Vi har et super godt sammenhold i bestyrelsen, så det er hyggeligt. Når vi arrangerer juletræsfest nede ved gadekæret, eller når vi laver en fiskekonkurrence, hvor vi fisker efter, hvad der nu end er i gadekæret, så møder folk op og bakker supergodt op om det. Det gør, at jeg bliver ved med at synes, at det er fedt at være formand og være frivillig i borgerforeningen,” siger hun.

Succeskriteriet er ikke antallet af kilometer, siger hun, mens de første deltagere forsvinder ud ad stien.

“Jeg har set en masse, der er kommet, og som er glade og forventningsfulde, så Lokaldysten i dag er en succes. At det samtidigt er rimelig tørt, gør det bare endnu bedre,” siger Melanie.

Melanie Iversen Dalentoft og hendes mand, Søren, var også afsted på cykelruten efter hun havde sat Lokaldysten igang. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

160 år og et nyt samlingssted

For GUI, Grundfør Ungdoms- & Idrætsforening, falder Lokaldysten sammen med to andre ting. Foreningen fejrer 160-års-jubilæum i år, og den nye sorte bygning med halvtag ved banerne bliver taget rigtigt i brug for første gang. Ved grillen står formand René Rasmussen i en hvid jubilæumstrøje og vender pølser.

“Det er for, at der skal ske lidt aktivitet heroppe, og det er også godt at få noget at spise, når du har været på tur,” siger René.

Den store jubilæumsfest blev det ikke til, og i stedet er markeringen lagt ind i aftenens arrangement. På skiltene ved slushicemaskinerne står der, at alle, der afleverer deres lilla deltagerarmbånd, får en gratis slushice eller et glas bobler, når de har været ude på en af ruterne.

Rene Rasmussen er formand for GUI, og han havde travlt med at grille pølser til de mange deltagere, men var glad for opbakningen til Lokaldysten og til foreningen som i 2026 fejrer 160-års fødselsdag. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Blandt deltagerne er Jesper Mørch, som er kommet forbi, fordi han bor i byen og så begivenheden på Facebook. Han har allerede taget to ture rundt på løbeturen, da jeg møder ham ved målstregen med en flaske vand i hånden.

“Jeg bor i byen, så jeg bakker selvfølgelig, og når jeg samtidigt kan løbe en tur, så skulle jeg da være med,” siger Jesper Mørch.

Jesper Mørch er lokal og deltager altid, når der er aktiviteter i byen, og når han samtidigt kunne få motion, så var det en ekstra god lejlighed for at komme forbi. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Kommunen betaler præmierne

Favrskov Kommune er med som medarrangør, og der er altid en kommunal repræsentant til stede ved en lokaldyst. I Grundfør er det Julie Leth, fritids- og idrætskonsulent i Kultur og Fritid, der holder øje med en af spandene.

“Lokaldysten er for at gøre noget for de lidt mindre lokalsamfund, så de kan have noget, der skaber et fællesskab i de mindre byer,” siger Julie.

Konceptet er udviklet af DGI, og kommunen har været med i fire år.

“Byrådet har afsat nogle midler til, at vi kan afholde de lokale dyster. Jeg synes, det er mega hyggeligt at komme ud og møde borgerne. Mange af dem går igen på tværs af de forskellige foreninger, så vi får sat ansigt på hinanden og kommer ud og ser, hvem der bakker op om sådan noget her,” siger Julie Leth.

Julie Leth fra Favrskov kommune tog også en tørn ved en af posterne. Julie er en af kommunens repræsentanter ved Lokaldysten. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Der bliver dystet i tre kategorier, som hver udløser 3.000 kroner: flest kilometer pr. indbygger, flest kilometer pr. deltager og størst fremgang i antal deltagere. Præmierne uddeles af kommunen. Derudover kårer DGI Østjylland Østjyllands Fedeste Lokaldyst blandt de knap 30 dyster i fem kommuner, og den titel følger der 10.000 kroner med.

“Hvad stiller de op med? Det er slushice, det er gratis bobler, det er start og mål, og alt det, der kommer ekstra ud over. En musiker, der spiller. God stemning, hvor det er fedt at være. Balloner og sådan noget,” siger Malene Bach om, hvad der tæller i den kåring.

Vinderne bliver offentliggjort ved præmieoverrækkelsen torsdag den 24. september klokken 17 i Kulturhus Sløjfen i Hadsten. Sidste år lagde de ni deltagende lokalsamfund i Favrskov tilsammen 9.660 kilometer, og Houlbjerg løb med titlen som kommunens mest aktive lokalsamfund.

Efter Lokaldysten i Grundfør talte Søften Nyt med Malene Bach og Melanie Iversen Dalentoft igen, og de fortalte, at der var 197 deltagere til Lokaldysten i Grundfør den 31. august, mod 169 deltagere i 2025, så en flot fremgang. Det endelige resultatet af dagen bliver afsløret den 24. september i Sløjfen, sammen med resultaterne fra de otte andre ´Lokaldyst` der har været rundt i kommunen den seneste tid. 

Der var både sol og regn over idrætsanlægget i Grundfør til Lokaldysten den 31. august 2026. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Previous

Akvareller og genbrugslæder: Ny udstilling åbner i Voldum Hallen

Next

22 år med Mrs. Jones i Hadsten 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også