Annoncer
Annoncer

Det regnede over Korsholm lørdag den 29. august om morgenen, og styregruppen bag sommerfesten på Korsholm Skole stod og spekulerede på, om nogen overhovedet ville komme. Det ville de. Mere end 400 mennesker kom forbi Korsholm skole til sommerfest mellem klokken 10 og 17, og da regnskabet var gjort op, stod der 45.000 kroner tilbage til en hal, der endnu ikke findes.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Loppeboderne skulle have stået på parkeringspladsen. På programplakaten ved indgangen var stedet streget ud i hånden og erstattet med et andet: gymnastiksalen. Det samme var sket for fodbold og disko. Regnen havde flyttet en del af dagen indenfor, og i gymnastiksalen stod bordene med sko, tøj, legetøj og billedrammer mellem ribber og en basketballkurv.

Udenfor holdt kaffevognen ved flagstangen, en ballonklovn i rødt og gult bøjede sig ned over børnene, og der sad folk på trappen op til pavillonen med kaffe i hånden. Da regnen kom igen midt på dagen, gik de i læ og ventede på at den sluttede, og så kom de tilbage ud i skolegården.

“Det er en kæmpe succes. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre opbakning, og vi er virkelig, virkelig glade for, at så mange har vist opbakning og er kommet,” siger Katrine Schwendson-Dirks fra den frivillige gruppe bag festen.

Katrine Schwendson-Dirks var glad for den store opbakning, også selvom det regnede flere gange i løbet af dagen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Morgenens vejr havde ellers ikke lovet godt.

“Det regnede i morges, og vi stod og tænkte, åh nej, kommer der overhovedet nogen. Så artede vejret sig lige pludselig, og folk kom. Det er jo mega fedt,” siger Katrine.

Opbakningen kom ikke kun fra gæsterne på pladsen. Flere lokale havde meldt sig med kage, en hånd ved tombolaen eller et sponsorat.

Selve betalingen foregik med klippekort, og på den måde blev pengene i kassen, uanset om gæsterne købte kaffe, kage eller et ballondyr, og ifølge Katrine var der også meget nemmere for forældre og børn og styre betalingen for det hele med et klippekort.

Loppemarkedet var trukket ind i gymnastiksalen fordi det regnede flere gange i løbet af dagen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Fra 15.000 til 45.000 kroner

Sommerfesten var ikke bare en festdag. Favrskov Kommune har stillet som betingelse, at lokalområdet selv skal vise engagement og være med til at finansiere den hal, der ikke er afsat penge til i det nye skolebyggeri i Norring. Lørdagens overskud er de første rigtige kroner i den kasse.

Landsbyrådet gav 15.000 kroner til at afholde festen for. De penge gik til indkøb til dagen og til at betale for blandt andet ballonklovnen. Da udgifterne var betalt, stod der 45.000 kroner tilbage til halprojektet, oplyser Anna Zink Eikeland fra styregruppen.

Allerede tidligt på formiddagen kunne hun mærke, at dagen ville holde.

“Der er mange, der kommer allerede inden for den første halve time, og folk bliver hængende,” siger Anna Zink Eikeland.

Anna Zink Eikeland var glade for det fine tilskud fra Landsbyrådet, og at lokalbefolkningen i området bakkede så godt op om sommerfesten. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skolen havde selv lagt kræfter i optakten. I dagene op til festen havde eleverne haft fællesskabsdage, hvor de lavede ting, der kunne sælges, og inde i pavillonen stod bordene fyldt med papirfoldede juletræer, uroer, keramikskåle og indpakkede gaver. Prisen stod skrevet i hånden på et stykke pap: 1 klip.

“Skolen er også interesseret i at få den her hal, så de er med inden for de rammer, de kan. De har rykket deres fællesskabsdage til den her uge, så børnene har lavet ting, der kan sælges, og på den måde har de været med til at klargøre det,” siger Anna.

Skolelederen var også med

Under en pavillon ved den røde murstensbygning stod skoleleder Mads Skou Rasmussen i en T-shirt med Korsholm Skoles logo. Ved siden af ham hang tegningerne til den skole, han skal flytte ind i om godt to år.

“Styregruppen har henvendt sig og spurgt, og vi vil selvfølgelig gerne støtte op om det gode lokale engagement,” siger Mads Skou Rasmussen.

Skolen har også sin egen interesse i sagen.

“Det er fint, at der er noget lokalt engagement, og vi har selvfølgelig også som skole en interesse i, at der kommer en hal i forbindelse med den nye skole,” siger Mads.

Mads Skou Rasmussen glæder sig til, at Korsholm Skole kan flytte ind i en ny skole i Norring, men han kunne også godt tænke sig, at der fulgte en idrætshal med. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

I dag har Korsholm Skole ingen hal, kun en gymnastiksal, og derfor køres der elever til Søften, når de skal have idræt:

“For nuværende kører vi til Præstemarkskolen med vores ældste klasser. Det er 4., 5. og 6. klasse. Det har vi et samarbejde med dem om, og det fungerer sådan set fint, men det ville selvfølgelig være rarere, hvis de kunne være her og have deres idrætsundervisning,” siger Mads.

Ordningen har også en fordel, forklarer han, fordi eleverne lærer den skole at kende, som de skal videre til efter 6. klasse. Regnestykket ændrer sig dog, når børnetallet vokser.

“Antallet af børn her vokser. Vores 5. klasse er skolens mindste med 10 elever, og 6. klasse har 19, mens de årgange, der kommer under 3. og 4. klasse, er på omkring 30 elever. Når vi kigger på prognosen, ser den udvikling ud til at fortsætte, så vi har brug for kapacitet, hvis idrætsundervisningen skal foregå på den nye skole i Norring,” siger Mads.

Den manglende hal er tegnet ind

På planchen ved siden af ham ligger den nye skole som fem fløje omkring et fællestorv, med børneuniverset i fløj A, faglokaler i fløj B og en bevægelsessal i fløj D.

“Det er nogle tegninger fra det dispositionsforslag, der ligger. Det bliver en toplansskole i røde teglsten med et gråt ståltag, og det er tænkt ind i forhold til de bygninger, der ligger i området, hvor der er mange røde bygninger og sorte tage,” siger Mads.

Bevægelsessalen bliver større end den gymnastiksal, skolen har i dag, men den er ikke en hal. Til gengæld er der sat et felt af på tegningen.

“Der er reserveret plads til, at der kan blive bygget en hal,” siger Mads, mens han peger på planchen.

En ny skole uden en idrætshal, men den er dog tegnet ind, så håbet er, at der kan blive samlet penge ind til, at den kan blive bygget. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Om der nogensinde kommer noget til at stå på det felt, afhænger af politiske beslutninger og af, hvor mange penge lokalområdet selv kan skaffe. Skolelederen lægger ikke skjul på, hvad han håber.

“Som skoleleder er jeg rigtig, rigtig glad og glæder mig enormt meget. Selvfølgelig vil jeg også gerne have, at der kommer en hal, men jeg er naturligvis godt klar over, at de politiske prioriteringer i forhold til de samlede kommunale anlæg er svære”,  siger Mads.

Der går 162 elever på Korsholm Skole i dag. Den nye skole bygges til endnu flere, og til begge dele hører et lokalområde, der ifølge Favrskov Kommunes egne tal vokser med 25 procent over de kommende 20 år.

Hvor mange penge en hal koster, ved styregruppen fortsat ikke. Beløbet er før blevet beskrevet som alt mellem to og 20 millioner kroner. Sat op mod det tal er 45.000 kroner ikke meget, men sat op mod en morgen, hvor det regnede, og hvor ingen vidste, om nogen ville komme, er det til gengæld en god begyndelse.

Fakta: Ny Skole og Børneunivers
Bygges nord for Damsbrovej i Norring og erstatter den nuværende Korsholm Skole
Plads til 230 elever fra 0. til 6. klasse og cirka 100 børn i vuggestue og børnehave
Favrskov Kommune har afsat 115,4 millioner kroner til byggeriet. Dertil kommer 12 millioner kroner til køb af grunden
Totalrådgivere er Pluskontoret Arkitekter og OBH Rådgivende Ingeniører
Opføres i to etager i røde teglsten og disponeres i fem fløje omkring et fællestorv
Forventes klar i begyndelsen af 2029. Byggearbejdet foregår i 2027 og 2028
Der er ikke afsat penge til en idrætshal. Skolen får en bevægelsessal, og der er reserveret plads til en hal på grunden
Korsholm Skole har i dag 162 elever
Previous

1684 børn fra Favrskov bytter klasseværelset ud med naturen

Next

Akvareller og genbrugslæder: Ny udstilling åbner i Voldum Hallen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også