Filmanmeldelse: Hvis du kan læse, så kan du alt

Nøjsomheden. Hella Joof har instrueret. Foto: Scanbox Entertainment.

Søften Nyt har set Hella Joofs ´Nøjsomheden` i Fotorama i Hammel. Det er en film om bøger, klasseforskel, en moster i et gult sæt tøj, og om kærlighed på rigtigt mange planer, og filmen fik min kone, Eva, og jeg til at tale om kærlighed, tilfældigheder, litteratur og om filmen hele vejen hjem fra Hammel.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Fredag aften kørte min kone, Eve, og jeg til Fotorama i Hammel for at se Hella Joofs nye film, ´Nøjsomheden`. Vi kom ind i den fine gamle sal med hver vores udgangspunkt, for Eva har læst Stine Askovs roman fra 2022, som filmen er baseret på, mens jeg overhovedet intet kendte til historien eller filmen. 

Det viste sig at være en rigtig god fordeling, for hun vidste, hvad der ville komme til at ske, og jeg fandt ud af det undervejs. På vej hjem i bilen til Søften bagefter gik der også lidt tid, inden vi begyndte at tale om filmen, fordi det havde været en så fin oplevelse, også selvom historien har været fortalt så mange gange før, at vi kendte den til hudløshed, men Hella Joof har bare fået den forløst så fint, at vi gik glade og smilende ud af biografen i Hammel.

 
Et boligområde, der hedder Nøjsomheden

Nøjsomheden er navnet på et alment boligbyggeri i Helsingør, og det er her, at Mona er vokset op. Mona spilles af Andrea Heick Gadeberg, og hun bærer hele filmen og er med i næsten alle filmens scener. Hendes mor (Maria Rossing) kommer aldrig uden for en dør, og sidder kun i sin lejlighed med sin førtidspension, sine ugeblade og sin scrapbog om Dronning Mary, og lever sit liv gennem andre mennesker. Vi kunne ikke engang se et tændt fjernsyn i lejligheden.

Det er i stedet mosteren Tut, fantastisk spillet af Iben Hjejle, der har og er Monas redning. Hun er meget rapkæftet, hun ryger alle steder, og hun har et gult sæt tøj på, mens hun går rundt med sin rollator i nabolaget. Tut er syg, rigtig syg, for hun har lungekræft og ender på et hospice, hvor der virkeligt er gjort noget ud af farverne på væggene i rummet hun bor i. Farverne bliver også brugt til at karakterisere Tut, hendes spraglede personlighed, og et menneske, som hjælper andre når hun kan.

Tut tog sig af Mona, da Monas mor ikke selv kunne, og nu tager Mona sig af Tut, mens hun er på hospice. Hun forsøger at få sin fætter, altså Tuts´ søn til at komme og få sagt ordentligt farvel til sin mor, også selvom han konstant tager røven på hende.

Det talte vi også meget om, det vi gør for vores familier, også selvom moralen ind i mellem bliver overtrådt, som vi til fulde ser i filmen, og min kone ramte den meget godt med ordene:

“Kærligheden for os til at gøre ting i vores familier, som vi inden aldrig havde drømt om, at vi ville gøre, og det er fint vist i filmen, også med Monas fortrydelse efterfølgende,” siger Eva.

Klasseskellet mellem Mona og Nikolaj, som bliver hendes store kærlighed i filmen, bliver virkeligt understreget i filmen, hvor Mona inviteres med til sommerfest i villaen ved Øresund. Gæsterne står i hør og hvidt, og ved alle liiiige hvad de skal sige, mens Mona står midt i det hele som en høstblomst og lyser op.

Der er også en scene i filmen, hvor det bliver forudsat, at alle ved, hvem digteren Søren Ulrik Thomsen er, og lige der sidder klassemarkøren sø klart, at det gør ondt. Vi talte faktisk om det i bilen, hvor jeg siger, at selvfølgelig ved folk, hvem Søren Ulrik Thomsen, eller SUT, som han også kaldes, er. Min kone konstaterede tørt, at jeg skulle måske prøve at spørge mine børn og mine forældre, om de ved, hvem han er. Det fik mig til at tænke over det, og at jeg vel også først opdagede ham i 1980´erne, fordi mit store musiske idol Lars H.U.G. lagde musik til digtsamlingen ´City Slang`…men tilbage til filmen, for i forbindelse med snakken om digteren, så kommer vi også ind på kærligheden i filmen, og igen fandt min kone de helt rigtige ord:

“Kærligheden finder os ubetinget af, hvem vi er. Det har ikke noget at gøre med uddannelse, for den finder os i det menneske, vi er,” siger hun.

Kærligheden som bliver vist i filmen, er ikke kun mellem Mona og Nikolaj. Vi ser den også i venskabet mellem Cecilie og Nikolaj, i Monas kærlighed til sin mor og sin moster Tut, i kærligheden til hendes fætter, som hun er pisse træt af, og hvordan kærligheden kan være til hinanden i et lejlighedskompleks som Nøjsomheden, og perfekt vist af komikeren Mahamad Habane tilsidst i filmen, hvor han står og taler ved Tuts kisten i kirken. Her rammer Hella Joof kærlighed, klasseskel og hvad du kan og vil med dit liv helt på spidsen, tusind tak Hella.

Iben i det gule tøj

Iben Hjejle er suverænt filmens størst gevist. Hun spiller Tut som et menneske, der trækker i alle de tråde, som hun overhovedet kan nå, og hun gør det uden at ville andre noget ondt. Da hun går tur med rollatoren uden for opgaven, så kommer hele boligområdet forbi og hilser, og der ligger et helt liv betydning i den scene. Det bliver vist igen i den føromtalte scene i kirken, hvor det ikke kun er Mahamed Habane, der stiller sig frem i en rolle, men flere af områdets beboere, der fortæller om Tuts indvirkning i deres liv, og som hendes nærmeste familie ikke kendte til.

“Iben er helt igennem fantastisk, det er en glansrolle,” siger Eva, og jeg må give hende ret. Jeg har aldrig været vild med Iben Hjejle som skuespiller, men nu har hun vundet mig, og jeg glæder mig til at se hende i en ny rolle, for hold da op, hun tilføjer meget liv i rollen som den døende Tut.

Der er flere fine biroller i filmen. Boghandleren, som Mona får arbejde hos, hendes rolle er så lille men samtidigt så vigtigt, og så har Tut også hjulpet hende, den varme som hun udstråler er fantastisk. Den lokale forfatter med pibe og hat, og som hele tiden vil have sin bog i vinduet er en spøjs tilføjelse, sammen med Nikolajs mor, Lotte Andersen, og Nikolajs far, Ulrich Thomsen, der leverer overklasselivet fremfor lejligheden i Nøjsomheden i Helsingør.

Bøgerne som vej ud

Det underliggende tema i filmen er, hvad ord og litteratur betyder for os alle sammen. Mona har læst alt, hvad hun har kunne finde gratis i bytteskabet i Nøjsomheden, og da hun får job i boghandlen, så kaster hun sig over hylderne. For hende er bøgerne et sted at forsvinde hen, hvor det for Nikolaj er bøgerne en del af opdragelsen og en forudsætning for at høre til derhjemme og på sit studie.

“Det viser samtidigt aspekterne i litteraturen, og hvad den betyder for os hver især. Mona er blevet en del af det, fordi det er et univers, som hun kunne hoppe ind i og være i, i en verden for sig,” siger Eva.

Det ramte mig personligt, da vi talte om det, fordi jeg er ikke vokset op med litteratur derhjemme, men jeg gemte mig selv i bøgerne som ung, både på biblioteket og i de bøger, jeg kunne købe gennem bogklubber. Litteratur er noget, jeg selv har skullet finde, og det samme gælder min kone. I dag læser vi begge hver dag, og kan se, at det også smitter af på vores børn.

“Nogle af os er nødt til at tillade os at gøre tingene selv, og andre får dem med som en gave hjemmefra, det er egentlig bundlinjen i filmen,” siger Eva.

En detalje, vi først lagde mærke til på vej hjem, er, at der næsten ingen skærme er i filmen. Der bliver talt i telefon, og moderen har en Ipad, men vi ser kun en gang, at den er tændt. Vi ser bagsiden af den, hvor Dronning Mary pryder coveret, men til gengæld er der beskeder på papir, på sedler og post-its, og masser af ord, der er skrevet i hånden og vi ser bogstaver i bøger.

“I filmen går vi tilbage til den analoge stilhed, hvor tiden bliver trukket ud. Det var fantastisk at se, at der var så lidt skærm i den,” siger Eva, og det virker helt sikkert som et bevidst valg, og som det er med til at give filmen den ro, der gør, at replikker og ord for lov til at stå.

Det som filmen ikke helt lykkes med

´Nøjsomheden` er ikke en fejlfri film, nogle sekvenser tager for lang tid og drømmesekvenserne kunne nok godt være pillet ud, for begæret læses helt tydeligt i skuespillerens øjne. Nikolaj er også lidt en tynd omgang, men er måske også skrevet bevidst tyndt. Han skal grundlæggende være den tilbagelænede fyr, der stammer og er træt af sine forældre, og det er der ikke voldsomt meget skuespil i, selvom Clint Ruben i rollen løser opgaven fint.

Filmen er enkelt bygget op, og vi har set fortællingen mange gange før, men den er bare fortalt så flot, at det ikke gør noget, at vi ser den igen. Filmen viser, at kærlighed er rigtigt mange forskellige ting, at fællesskabet betyder alt og at det er lige meget, hvor vi kommer fra. To replikker sad fast i os hele vejen hjem, den ene er ´hvis du kan læse, så kan du alt`, den anden er ´at du kan bytte dig til alt…undtagen kærlighed`.

“Det er på en måde en hyldest til livet og til kærligheden. Så husk at elske det, du har nu, husk hinanden og husk dig selv,” slutter Eva af med, da vi når indkørslen til vores hjem i Søften.

Vi giver den fem ud af seks tommelfingre op herfra. Skal du se den, så gør det i Fotorama i Hammel eller i Hadsten Bio, hvis du bor i Favrskov eller omegn, og tag én med, du kan snakke om filmen med bagefter. Det er på turen hjem, at filmen for alvor lever. Som salige Ole Michelsen sagde, når han afsluttede DR´s filmmagasin Bogart: “Film skal ses i biografen”.