Lørdag den 29. august fra klokken 10 til 17 inviterer en frivillig gruppe til sommerfest for hele lokalområdet på Korsholm Skole i Foldby-Norring. Der er brandbil, loppeboder, talentshow, ballonklovn og café hele dagen, men bag den festlige dag ligger en helt konkret opgave. Alt overskuddet skal være med til at finansiere et aktivitetshus ved den nye skole i Norring, hvor der ikke er afsat penge til en hal.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Klokken 10 lørdag formiddag den 29. august ruller brandbilen og politibilen ind på parkeringspladsen ved Korsholm Skole, og børnene kan komme helt tæt på. Samme sted åbner loppeboderne, hvor både loppefund og børnehave- og skolebørnenes egne kreationer kommer til salg.
Derfra ruller dagen videre til klokken 17. Klokken 11.30 er der talentshow for de mindste i skolegården, en halv time senere for skolebørnene og opefter. Fra middag underholder en ballonklovn på fodboldbanerne, skatebanen åbner på parkeringspladsen, og klokken 13 er der fodboldsjov og disko.
Klokken 14 slår Pokemon Caféen op i pavillonen, hvor en ekspert kan vurdere de kort, børnene har med. Hele dagen er der hoppeborge, tattoo- og beautybar, legobyg og tegnecafé, café med mad og drikke, og mulighed for at møde skolelederen og få en snak.
Bag det hele står en gruppe frivillige, der har sat sig for noget større end en enkelt festdag.
“Det er en frivillig gruppe, som har sat sig til opgave at rejse finansiering til hallen,” siger Anna Zink Eikeland, der sidder i styregruppen bag halprojektet.

En ny skole uden hal
Favrskov Kommune bygger en ny Skole og Børneunivers nord for Damsbrovej i Norring. Byggeriet skal stå klar i begyndelsen af 2029 og få plads til 230 elever fra 0. til 6. klasse og omkring 100 børn i vuggestue og børnehave. Der er ikke planlagt en idrætshal som en del af projektet.
Det er præcis dét, den frivillige gruppe forsøger at lave om på.
“Vi får bygget en ny skole her i Norring, og den har ikke nogen hal. Børnene skal stadigvæk med bus til Søften eller kommunen skal leje plads på Friskolen, når de ældste har idræt, og det synes vi ikke er særlig hensigtsmæssigt,” siger Anna.
For styregruppen handler det dog ikke kun om idrætstimer i skoletiden.
“Den ene del er, at vi gerne vil have en idrætshal til børnene, men noget andet er, at vi også gerne vil have en hal, som kan fungere som et samlingssted for byen,” siger Anna.
Kommunen har stillet en betingelse for at gå videre med et halprojekt. Lokalområdet skal selv vise, at der er opbakning, og selv være med til at finde pengene.
“Den her sommerfest er en del af, at kommunen har sagt, at vi skal være med til at finansiere den her hal. Det skal vi gøre ved at vise lokalt engagement og samle nogle penge ind. Så det er det, vi gør,” siger Anna.
Hvor mange penge der skal rejses, er fortsat et åbent spørgsmål.
“Nej, det ved vi ikke. Det er meget uklart. Vi aner ikke, om det er to millioner eller 20 millioner,” siger Anna.

Et program skruet sammen af forældre
Programmet for festdagen er lavet for børn og holdes på Korsholm skolen.
“Det bærer præg af, at dem, der har sat programmet sammen, har børn, og at det foregår på skolen. Så det er meget børnevendt, det der kommer til at ske,” siger Anna.
Talentshowet er delt i to. Det første, klokken 11.30, er for børn i børnehavealderen. Det andet, klokken 12, er for skolebørn og opefter. Tilmelding sker via en blanket, der er delt på Facebook og sendt ud på Aula, men det er også muligt bare at møde op i skolegården på dagen.
“Alle kan komme og være med på dagen, og det er også muligt at melde sig til i forvejen,” siger Anna Zink Eikeland.
Der er ikke tale om en konkurrence, hvor nogen går hjem som vindere og andre som tabere.
“Alle børn får et eller andet, fordi de er seje at stille op. Det er mere sådan, at du har lyst til at komme og vise, hvad du kan, for hyggens skyld og for at gøre de her børn og forældre stolte,” siger Anna Zink Eikeland.
Aldersgrænsen opad er der ikke sat hårdt op, og på programmet står der da også, at det andet talentshow er for skolealder og op.
“Hvis nogen er lidt ældre og har lyst til at komme og vise noget sejt, så skal de da have lov til det,” siger Anna Zink Eikeland.
Vejrudsigten for lørdag lover byger og omkring 19 grader i området, og en stor del af programmet foregår udendørs på parkeringspladsen, i skolegården og på fodboldbanerne. Flere af aktiviteterne har tag over hovedet. Diskoteket rykker i gymnastiksalen, caféen og Pokemon Caféen holder til i pavillonen, og legobyg og tegnecafé foregår i SFO’en. Festen holdes uanset vejret, så en regnjakke i tasken er nok en god idé.

Foldby-Norring vokser
Favrskov Kommune forventer, at området over de kommende 20 år vokser med 25 procent til mere end 1.800 indbyggere, og det er en del af hele begrundelsen for at bygge en ny skole. Det er også en af grundene til, at styregruppen gerne vil samle byen om noget.
“Det er en sommerfest, som vi håber kan være med til at samle byen. Der er rigtig, rigtig mange tilflyttere, og byen vokser, så vi håber, at der kommer nogen, som har lyst til at lære andre at kende, som bor i byen,” siger Anna Zink Eikeland.
Invitationen er ikke kun møntet på børnefamilierne.
“Det er rigtig meget til børnefamilier, men vi håber også, at dem, der har store børn eller ikke har børn, har lyst til at komme. Det er et arrangement for alle, også for dem, der ikke bor i Foldby eller Norring,” siger Anna
Samtidig ligger der et håb om, at lørdagen bliver mere end en enkelt dag i kalenderen. Den lokale idrætsforening har i mange år holdt sommerfest, men tilslutningen er skrumpet.
“Korsholm IF har haft en meget, meget lang tradition med sommerfest, som af forskellige årsager har haft mindre og mindre tilslutning. Så vi håber lidt, at det her kan være en kickstart til en ny tradition i nogle lidt andre rammer,” siger Anna.
Om overskuddet fra en lørdag med hoppeborge, tombola og klippekort batter noget som helst i et halbyggeri, ved ingen endnu. Det ved styregruppen godt selv. Til gengæld ved hele lokalområdet nu, hvor de skal møde op lørdag den 29. august klokken 10.











