Jeg kan som regel høre på min kone, hvordan hendes humør er, længe inden hun fortæller mig det. Det er ikke ordene, der afslører hende, for det kan sagtens være præcis de samme ord, som hun har brugt hundrede gange før. Det er trykket, der ligger et andet sted, svaret der kommer et halvt sekund for hurtigt, eller stavelsen der bliver trukket en anelse for langt. Mine børn er lige så nemme at gennemskue, og de vil sikkert sige nøjagtig det samme om deres far.
Jeg kan også mærke det på mig selv, når mine egne ord falder anderledes, end de plejer. Nogle gange er jeg træt, andre gange er jeg irriteret over noget, der er sket flere timer tidligere og et helt andet sted. Selv synes jeg, at jeg siger noget ganske almindeligt. Modtageren hører noget andet. Ordene har ikke flyttet sig en tomme, det har måden, de bliver sagt på.
Så er spørgsmålet, hvad der sker, når stemmen forsvinder. Når ordene ligger på en skærm uden tonefald, uden ansigt og uden en chance for at nå at sige, at det ikke var sådan, det var ment.
Det kender jeg godt, for jeg lever af ord. Jeg interviewer mennesker, skriver deres historier ned, beskriver politiske beslutninger og stiller spørgsmål til dem, der bestemmer noget i den kommune, jeg selv bor i. På mine egne profiler på sociale medier skriver jeg efterhånden meget lidt. Til gengæld læser jeg en hel del af det, andre skriver, og indimellem kommenterer jeg. Det gjorde jeg forleden.
Byrådsmedlem Lone Glarbo fra Danmarksdemokraterne skrev et langt opslag om sin lille keramikvirksomhed og en kortterminal fra Nets, som hun havde lejet med tre års binding, og som viste sig ikke at passe til den måde, hun sælger på. Hun skrev selv, at aftalen var hendes egen, og at hun ikke havde læst godt nok efter. Senere manglede Nets nogle lovpligtige oplysninger om virksomheden, beskeden nåede hun ikke at få set, og så spærrede Nets terminalen, mens de omkring 200 kroner om måneden fortsatte med at blive trukket. Det blev hun utilfreds med, og undervejs i en telefonsamtale havde hun fortalt Nets, at hun er lokalpolitiker og folketingskandidat.
Jeg læste det opslag på en helt anden måde, end hun formentlig selv havde tænkt det. Der stod for mig en erhvervsdrivende, der havde skrevet under på en aftale uden at læse den, ikke havde åbnet sin e-Boks og bagefter vendte en pæn del af kritikken mod den virksomhed, hun selv havde valgt at handle med. Det skrev jeg så. En kommentar på flere hundrede ord.
Jeg spurgte til hendes eget ansvar. Jeg spurgte, hvorfor et politisk hverv skulle nævnes i en telefonsamtale med et privat firma. Jeg spurgte, hvad hun egentlig ville politisk, og om der lå et beslutningsforslag bag ordene. De spørgsmål mener jeg fortsat er relevante, og jeg synes stadig, at der er nogle selvmodsigelser i det opslag, som er værd at pege på.
Bagefter læste jeg min egen kommentar igennem igen. Det var en interessant oplevelse.
For jeg havde også skrevet, at hun næste gang burde skrive opslaget selv i stedet for at lade ChatGPT gøre det. Jeg havde spurgt, om hun overhovedet havde tid til at læse dagsordenerne til byrådets møder, eller om hun bare indkasserede honoraret. Jeg havde trukket hendes mand og hans erfaring som virksomhedsejer ind i det. Da jeg sad og skrev, opfattede jeg det som kontant kritik fra en, der gerne ville pege på, hvor argumentationen holdt op med at hænge sammen. Da jeg læste det igen, kunne jeg godt se en tekst, der lige så godt kan opleves som nedladende.
Det var ikke min hensigt. Problemet er bare, at hensigten ikke står nederst i kommentaren. Der står kun ordene. Afsenderen kender hele baggrunden for dem, modtageren får teksten.
Der er også noget andet, som jeg ikke altid får tænkt over. Når jeg sidder derhjemme ved computeren, er jeg Anders. Den, der læser kommentaren, ser måske journalisten og den ansvarshavende redaktør fra Søften Nyt. Den vægt følger med, uanset om jeg selv har tænkt over den eller ej, og den forsvinder ikke, fordi klokken er halv elleve om aftenen, og jeg sidder i en sofa i Søften.
Jeg blev mindet om det igen i denne uge. Efter budgetseminaret i Favrskov Kommune er jeg blevet gjort bekendt med, at der har været et udfald og en uenighed mellem nogle af de tilstedeværende. Jeg har fået det fortalt i fortrolighed, og derfor kommer der hverken til at stå navne, replikker eller partifarver her. Jeg har ikke selv været til stede, jeg har ikke hørt tonefaldet, og jeg har ikke talt med alle de involverede parter endnu. Den historie skriver jeg, når jeg har gjort det, eller også lader jeg være med at skrive den. Sådan fungerer arbejdet, selv om det indimellem kunne være fristende at gøre noget andet.
Det, der er interessant i forhold til denne klumme, er nemlig noget helt tredje. To mennesker kan gå ud af det samme lokale med hver sin oplevelse af, hvad der lige er sket. Den ene har været til en hård politisk forhandling, den anden har været udsat for et personligt angreb. Ordene kan være nøjagtig de samme.
Derhjemme ved spisebordet opdager jeg som regel med det samme, når jeg har sagt noget forkert. Et blik er nok, og så kan jeg nå at forklare mig, trække det tilbage eller sige undskyld, inden vi går videre til kartoflerne. På skrift findes det blik ikke. I politik bliver det sværere, fordi der også er magt i rummet. På sociale medier bliver det sværere, fordi ordene bliver stående, længe efter temperamentet er kølet af.
Jeg tror ikke et sekund på, at løsningen er, at vi alle sammen skal gå rundt og være bange for at sige noget. Det ville være mindst lige så skidt. Politikere skal kunne forhandle hårdt, journalister skal blive ved med at stille de ubehagelige spørgsmål, og borgere skal kunne kritisere både byrådet, virksomhederne og hinanden. Jeg skal fortsat kunne skrive, når jeg synes, at et argument ikke hænger sammen.
Jeg behøver bare ikke bruge alle de ord, der falder mig ind undervejs. Den skarpeste formulering gør ikke nødvendigvis argumentet stærkere. Den gør som regel bare modtageren så optaget af formen, at indholdet ryger ud ad vinduet.
Så mit spørgsmål til dig i denne uge er ret enkelt. Hvornår har du sidst læst din egen kommentar igennem, som om det var dig selv, der skulle modtage den?
