Teateranmeldelse: Jeppe er tilbage, og han slipper os stadig ikke på Aarhus Teater
Christian Lollikes udgave af Jeppe på Bjerget vandt Reumert-prisen som Årets Forestilling i 2025. Nu er forestillingen tilbage på Store Scene på Aarhus Teater, og Søften Nyt var med til repremieren. Det er en aften, der griner, gør ondt og stiller et ubehageligt spørgsmål til os, der sidder i salen.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Teaterforestillinger kan rigtigt meget, fordi de giver dig altid noget at tænke og tale om, når du går derfra. Jeppe på Bjerget er en af de forestillinger, som er svær at slippe, også anden gang du ser den.
Torsdag aften den 20. august 2026 sad jeg på Store Scene på Aarhus Teater sammen med min gode ven Christoffer, og da vi bagefter gik ud gennem byen mod bilen, blev vi ved med at tale om den. Vi talte stadig om den, da vi skulle sige farvel til hinanden tilbage i Søften.
Jeg var her også i februar 2025, da forestillingen havde premiere første gang. Dengang skrev jeg en optakt til jer her i spalterne, efter jeg havde været til pressemøde på teatret. Siden er der sket det, at forestillingen løb med Reumert-prisen som Årets Forestilling, og at juryen kaldte den en genial Holberg-opdatering. Nu spiller den igen, og den er ikke blevet mildere med alderen.
Hvorfor drikker Jeppe?
Spørgsmålet er det samme, som det har været i mere end 300 år. Svaret hos instruktør Christian Lollike er stadig lige så kontant: Jeppe drikker, fordi han har været i krig, og fordi ingen for alvor har hjulpet ham, da han kom hjem igen.
Jeppe, der spilles af Thure Lindhardt, ligger på sofaen i en lille lejlighed. Konen Nille, spillet af Nanna Bøttcher, tjener pengene som sexarbejder. Datteren lukker sig inde i sit computerspil. Familien bevæger sig i slowmotion, som om livet derhjemme for længst er gået i stå. Først da Jeppe bliver sendt ud efter brød, mælk og sæbe, kommer der tempo på sproget, og så kender du resten. Han går forbi sit stamværtshus, pengene bliver til genstande, og han ender bevidstløs på jorden.
Der finder en flok privilegerede mennesker ham. De keder sig, de leder efter det næste store kunstværk, og pludselig ligger værket lige foran dem. Baronen, som Jacob Madsen Kvols spiller, er ikke længere en godsejer, der driver gæk med en bonde. Han er kunstner, og Jeppe bliver hans materiale.
Thure Lindhardt holder igen
Det, der bliver siddende hos mig, er ikke de store armbevægelser. Det er det modsatte. Thure Lindhardt spiller en mand, der har låst sig selv fast, og det ligger i alt, hvad han gør. Han står tæt på flasken og ryster. Han bevæger sig i slowmotion derhjemme, både i begyndelsen og igen til sidst, da han er tilbage, hvor han kom fra. Tonefaldet er skruet ned til det mindst mulige.
“Det, der virkelig imponerede mig, var evnen til at holde sig selv tilbage i både bevægelser og talemønstre. Det virker helt naturligt,” siger Christoffer.
Det er præcist ramt. Du ser ikke skuespillere, der lige et øjeblik træder ud af rollen. Du ser mennesker, der bliver derinde i to en halv time.
Lindhardt gør heller ikke Jeppe pænere, end han er. Da Jeppe får magt, bruger han den med det samme, og han bruger den grimt. Det er der, forestillingen bliver mest ubehagelig, for det er også der, den er allermest genkendelig.
“Det er et miniportræt af magt, der korrumperer, når et menneske får magt over andre og ikke forvalter den ordentligt. Han gør præcis det samme, som han selv er blevet udsat for,” siger Christoffer.
Forestillingen bliver vildere og vildere, jo mere vi ser. Der bliver skåret en finger af i autenticitetens navn. Der er et seksuelt overgreb. Der er en retssag i en westernby, hvor alle taler et påtaget engelsk, og der er en hængning.
Ingen af de ting står hos Holberg. Det er her, Lollike for alvor skriver sin egen tid ind i det gamle stykke, og det er også her, det kan gøre ondt at sidde i salen.
“Voldtægten har Holberg jo ikke med. Det er en opdatering, ligesom ydmygelsen er det. Det med at tage fingeren bliver nærmest poetisk retfærdighed,” siger Christoffer.
Der er især ét greb, jeg er blevet ved med at tænke på bagefter. Kunstnergruppen ringer til Nille for at få hende og datteren med i eksperimentet, og samtalen foregår i et glat, professionelt sprog, som ingen i den anden ende af røret har en chance for at trænge igennem. Kontrasten mellem dem, der har sproget, og dem, der ikke har det, bliver forestillingens egentlige motor.
Forestillingen gør selv det, den kritiserer
Det er her, aftenen for alvor sætter sig fast. Historien slutter ikke på en mødding. Den slutter på tv, hvor Jeppe bliver ydmyget foran et publikum, og hvor kunstneren tager imod en hædersbevisning for sit store engagement i de svageste i samfundet.
Vi sad flere hundrede mennesker i salen og lo af en mand, der ikke har noget. Det er nøjagtig det, forestillingen anklager kunstnergruppen for at gøre.
“Opsætningen her gør præcis det samme, som den skildrer. Den tager mennesker på bunden og gør dem til underholdning. Der ligger altså også en indirekte kritik i den,” siger Christoffer.
Han satte samtidig fingeren på noget, jeg ikke har kunnet ryste af mig. De mennesker, forestillingen portrætterer, er sjældent dem, der har råd til en billet til Store Scene. Vi sidder i salen og bliver klogere på hinanden, mens dem, det handler om, står uden for døren.
Der er over tyve medvirkende på scenen, og det kan mærkes. Ud over skuespillerne er der dansere fra Holstebro Dansekompagni, som giver Jeppes traumer krop og maske, der er operasanger Lina Valantiejute, der er Aarhus Teaters Kor, og der er sabelsluger Cecilia Gosilla, som fører en krum sabel ned i halsen, mens resten af forestillingen kører videre omkring hende.
Scenografien af David Gehrt og Ida Grarup flytter os fra den lille lejlighed i Gellerupplanen i Brabrand til gyldne sale, kæmpeparykker og en westernby, og skiftene sker så hurtigt, at du aldrig når at få fodfæste. Det burde blive rod. Det bliver i stedet et kaos, nogen har styr på.
“Det er rart at se, at der kan være noget, der er så godt og så professionelt uden for København,” siger Christoffer.
Skal du se den?
Ja. Det er en af de forestillinger, du bliver ved med at tale om, længe efter du er kommet ud på gaden. Det er ikke en hyggelig aften i teatret, og den skal du heller ikke gå efter. Du skal gå efter at blive rykket.
Det, der gør mest indtryk, er ikke det vilde, selv om der er rigeligt af det. Det er, at et stykke, der er skrevet for mere end 300 år siden, stadig rammer så præcist. Den menneskelige psykologi har ikke ændret sig. Vi har bare fået nye ord for det og bedre kameraer.
Jeppe drikker stadig. Vi spørger stadig ikke rigtigt hvorfor.
Der er seks tommelfingre op herfra, og de er ikke svære at give.
Søften Nyts vurdering: 👍👍👍👍👍👍 (6 ud af 6 tommelfingre)
Vær opmærksom på
Forestillingen indeholder nøgenhed, seksuelle scener, et seksuelt overgreb, sabelslugning og en hængning på scenen. Flere scener kan opleves som voldsomme, og en større del af anden akt foregår på engelsk. Aarhus Teater anbefaler ikke forestillingen til de yngste.
Fakta om Jeppe på Bjerget
- Spillested: Aarhus Teater, Store Scene
- Spilleperiode: 20. august til 3. oktober 2026
- Forestillingen indgår i Aarhus Festuge 2026 fra den 28. august til den 5. september
- Af: Ludvig Holberg
- Bearbejdet af: Christian Lollike med Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs
- Iscenesættelse: Christian Lollike
- Scenografisk koncept og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup
- Koreografi: Marie Brolin-Tani og Luke Hodkinson
- Lysdesign og video content: Jeppe Lawaetz
- Lyddesign: Lars Gaarde
- Dramaturg: Hanne Lund Joensen
- Spilletid: cirka 2 timer og 30 minutter inklusive pause
- Medvirkende: Thure Lindhardt, Jacob Madsen Kvols, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Anders Baggesen, Olaf Højgaard, Freja Klint Sandberg, Oskar Salvatore, Alvilda Lyneborg Lassen, Andreas Bruun Pedersen, Cecilia Gosilla, Lina Valantiejute, Aarhus Teaters Kor og dansere fra Holstebro Dansekompagni
- Vandt Reumert-prisen som Årets Forestilling 2025
