Tolv spillere fra tre af Favrskov kommunes tennisklubber mødtes søndag den 16. august på grusbanerne ved Venusvej i Søften, da SGF Tennis var vært for Favrskov Tennistour. Efter fem kampe, frokost og en præmieoverrækkelse med vin og træningsbolde kunne værterne notere sig for både den individuelle titel og den samlede holdturnering.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Der er en helt speciel lyd på et tennisanlæg, når du står og kigger på 12 mennesker spille kampe. Boldene, der skiftevis bliver slået til på hver siden af nettet, mennesker der løber frem og tilbage på det brune grus, koncentration og mennesker der snakker sammen i pauserne.
Jeg havde selv helt glemt glæden ved tennis, indtil jeg selv stod og kiggede på søndag den 16. august om formiddagen, da Søften GF Tennis var vært for Favrskov Tennistour, hvor seks makkerpar fra tre forskellige tennisklubber i Favrskov dystede mod hinanden.
Ud over værterne fra Søften deltog Kongstrup Tennis Klub ved Laurbjerg og Hadsten Tennisklub. Søften stillede med tre par, Kongstrup med to og Hadsten med et, og dermed var der tolv spillere på banerne.
Alle mod alle og ingen lange pauser
Formatet er skruet sammen, så alle er i gang hele tiden. Der blev spillet double alle mod alle med fem kampe á 25 minutter, og efter hver kamp blev makkerparrene sendt videre til en ny modstander efter 10 minutters pause.
“Det er en Favrskov-turnering, så den er egentlig for de tennisklubber, vi har i Favrskov Kommune, hvor man så kan tilmelde sig. I dag har vi deltagelse af Søften, Kongstrup og Hadsten,” siger Mette Nielsen, der er kasserer i Søften GF Tennis.
Deltagerantallet er ikke tilfældigt, for det er sat efter, hvor mange kampe der kan presses ind i et program, uden at nogen skal sidde og vente.
“Der er tolv på banerne, og det har vi sat det til for, at alle kan nå at få spilletid nok,” siger Mette.
Set med Søften-briller kunne dagen næsten ikke være faldet bedre ud. SGF Tennis besatte de tre øverste pladser i den individuelle turnering og vandt også den samlede holdturnering. Michael og Inger vandt den individuelle turnering, mens Lisbeth og Jørgen samt Lea og Bo fulgte på de næste pladser.
Præmien til den bedste klub var 72 træningsbolde, som Lisbeth modtog på klubbens vegne fra Bo Rasmussen fra Søften, der havde været med til at arrangere dagen.

Præmien til den bedste klub var 72 træningsbolde, som Lisbeth modtog på klubbens vegne fra Bo Rasmussen fra Søften, der havde været med til at arrangere dagen.
En turnering, der går på skift mellem klubberne Favrskov Tennistour er ikke et enkeltstående arrangement, men resultatet af en aftale mellem tennisklubberne i kommunen. Turneringen blev afviklet for tredje år i træk, og værtskabet går på skift.
“Vi har haft et samarbejde med Favrskov-klubberne om, at vi alle sammen holder mindst ét arrangement om året,” lyder det fra arrangørsiden.
Baggrunden er ikke kun social. Faldende medlemstal og pressede foreningsøkonomier har gjort det oplagt at søge sammen på tværs af kommunen frem for at kigge udad efter modstandere.
Næste år ventes turneringen at flytte til Hadsten:
“Jeg tror, der kommer noget i Hadsten næste år. Sandsynligvis i maj,” lyder det fra Anders, der til daglig spiller i Hadsten.

´Åben tennis` dagen før
Lørdagen inden turneringen holdt SGF Tennis ´åben tennis` under sommerfesten i Søften, hvor alle kunne komme ned og prøve at slå en bold over nettet.
Bo Rasmussen fra klubben stod for arrangementet, og formålet var ligeså meget oplysning som tennis.
“Det gør vi for, at der skal være flere, der finder ud af, at vi har nogle gode tennisbaner, og at vi snart får nogle endnu bedre tennisbaner, hvor man kan spille længere tid om året, når det nye idrætsanlæg åbner inden længe. Så laver vi lidt reklame for det og lidt sjov, og folk finder ud af, at tennis er en meget billigere sport, end folk går rundt og tror. Det er meget billigt at spille tennis, især for børn,” siger Bo.

Regnestykket er til at overskue. Ketsjer og bolde kan lånes i klubben, og når du selv skal købe, behøver det ikke at koste en formue.
“Du kan låne en ketsjer og bolde her i klubben i starten, og ellers kan du også købe en ketsjer for 400 kroner til børn, og sko koster 300 kroner. Det er billigere end fodbold, selvom folk tror noget helt andet,” siger Bo.
Kontingentet lyder på omkring 350 kroner for et helt år for juniorer og 800 kroner for senior spillere, og så er der skumtennis indendørs oven i hen over vinteren, men fordi halvdelen af sæsonen er gået, så er det muligt at spille med for halv pris i resten af sæsonen.
Klubben har faste tidspunkter, hvor nye spillere kan møde op uden at have en makker på forhånd. Onsdagsmix ligger onsdag fra 17 til 19, og lørdagsmix ligger lørdag formiddag, hvor der også er morgenmad.
“Alle medlemmer kan bare komme, og så får man en rutineret spiller med, hvis man er ny, simpelthen for at prøve det og komme i gang,” siger Bo Rasmussen.

Et af de argumenter, Bo Rasmussen selv vender tilbage til, er, at tennis kan følge et menneske hele livet.
“Der er ikke ret mange sportsgrene, du kan dyrke, til du er 90, og fra du er fire-fem år gammel,” siger han.
Klubben har omkring 100 medlemmer, og ambitionen er at få flere børn ind. Dansk Tennis Forbund har hentet et koncept ved navn Tennis Kids til Danmark fra Holland, hvor det har haft stor succes, og det er leg og sjov frem for teknik, der er omdrejningspunktet.
“Jeg har en drøm om, at når børnene starter i skolen, så skal de komme og sige, at de går til tennis, og derfor glæder jeg mig også til at introducere det nye koncept her i klubben,” siger Bo.









