Budgetforhandlingerne er i gang i Favrskov Kommune, og hvert eneste år lyder det, at det er svært at få enderne til at mødes. Hvert eneste år lykkes det alligevel. Mit spørgsmål er ikke, om der er penge nok. Det er, om nogen tænker længere frem end til næste budgetår.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
”Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.”
Onsdagens Ord: Rettidig omhu rækker længere end ét budgetår
Budgetforhandlingerne er i gang i Favrskov Kommune, og hvert eneste år lyder det, at det er svært at få enderne til at mødes. Hvert eneste år lykkes det alligevel. Mit spørgsmål er ikke, om der er penge nok. Det er, om nogen tænker længere frem end til næste budgetår.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
”Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.”
Sætningen stammer fra et brev, skibsreder A.P. Møller skrev til sin søn, og den er siden blevet så slidt, at den nærmest er en floskel. Den bliver hængt op på kontorvægge og sagt i festtaler, og så bliver den ellers glemt igen mandag morgen. Jeg kan godt lide den alligevel. Ikke fordi jeg driver rederi, men fordi den handler om noget helt jordnært. Det er billigere at tænke sig om i god tid end at rette op bagefter.
Netop nu forhandler byrådet budget for de kommende fire år, og det er den tid på året, hvor jeg hører den samme sætning igen og igen. At det er svært at få økonomien til at hænge sammen. At kommunen udfordres af udligning, af demografi, af manglende statslig kompensation. Borgmesteren sagde det også til mig for ganske nylig, og jeg tror på, at han mener det.
Jeg tror bare ikke på, at det er hele forklaringen. Hvert eneste år ender det med en aftale, som regel med et bredt flertal bag, og flere gange har alle 25 byrådsmedlemmer skrevet under på én gang. Sidste år stod 24 ud af 25 bag budgetaftalen for 2026-29, og det ene medlem, der ikke gjorde, var Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten. I den nye byrådsperiode er alle partier med i konstitueringsaftalen, så det bliver interessant at se, om han også er med denne gang. Det finder vi ud af om ganske kort tid.
Min undren handler ikke om, hvorvidt der er penge nok. Den handler om, hvad de bliver brugt til, og hvor langt frem nogen kigger, mens de bliver brugt.
Tag Søften, byen jeg selv bor i. Her har forvaltningen og byrådet besluttet, at der skal bygges en ny børnehave på den gamle præsteboligs grund. Indtil den står klar, har kommunen etableret en midlertidig børnehave, som allerede er i drift. Efter hvad jeg har kunnet få oplyst, er der brugt omkring seks millioner kroner på at købe præsteboliggrunden og mindst fem millioner kroner på at bygge det midlertidige. Elleve millioner kroner. Kommunens samlede anlægsbudget ligger på cirka 115 millioner kroner om året i 2027 og frem, så næsten hver tiende anlægskrone i et helt år er gået til at købe jord og bygge noget, der på forhånd er dømt til at skulle rives ned igen.
Det vilde er, hvad der ligger 400 meter derfra. Her ejer kommunen allerede jord. Den ligger ubrugt hen, og den ligger tættere på skolen end den grund, kommunen valgte at købe. Kommunen skulle med andre ord ikke have købt noget som helst.
Det er heller ikke første gang, prisen på det midlertidige bliver nævnt. I november 2024 interviewede jeg borgmester Lars Storgaard til det første spadestik ved en udstykning i Hinnerup Nord, og her sagde han til Søften Nyt:
”Lige nu bruger vi 10 millioner i kommunen på midlertidige daginstitutioner”, og han begrundede det med den store vækst i børnetallet i området.
Det er ikke en anklage, det er en konstatering fra kommunens øverste politiske chef. Væksten i børnetallet er ikke kommet snigende. Den har stået i kommunens egne befolkningsprognoser i årevis, og der har været afsat penge til nye daginstitutioner i Søften, Hinnerup og Hadsten i budgetaftaler helt tilbage til 2023. Vi vidste det. Vi byggede midlertidigt alligevel.
Pengene er dog kun den halve historie. Den anden halvdel handler om placeringen, og det har jeg skrevet om før, fordi det undrer mig lige meget hver gang. Vi lægger endnu en børnehave inde midt i byen. Det betyder endnu flere biler på de samme veje på de samme tidspunkter, i en by hvor trafikken i forvejen er det mest omtalte emne, og hvor Aarhusvej har været gravet op siden foråret 2025.
Havde den nye børnehave ligget ude ved omfartsvejen, havde regnestykket set anderledes ud. Så var afleveringstrafikken aldrig kommet ind i byen. Så kunne parkeringspladserne have været brugt af det nye idrætsanlæg, som netop har fået sit første spadestik, og af brugerne af idrætshallerne, når der er store arrangementer. Én parkeringsplads til tre formål i stedet for tre parkeringspladser til hvert sit. Det kræver ikke en ekspert at få øje på.
Kig så nogle år frem. Der skal bygges mere end 800 boliger i Søften i de kommende år. Når de står der, er vi ikke længere godt 3.000 mennesker i byen. Så er vi over 5.000. Det er ikke en gætteleg, det er kommunens egne planer. Hvor skal alle de børn gå i skole?
Præstemarkskolen har allerede omkring 600 elever. Når den skal udvides, og det skal den, findes der præcis ét sted at gøre det. Den eksisterende parkeringsplads og den fodboldbane, der hører til skolen. Der er ikke andet. Så skal vi til den tid sidde og diskutere, hvor bilerne skal holde, og hvor børnene skal bevæge sig i frikvarteret, og så bliver de elleve millioner til jord og et midlertidigt byggeri pludselig meget dyre.
Presset kommer heller ikke kun fra Søften selv. Nordvest for Søften bygger kommunen en helt ny skole i Norring til cirka 150 elever, og den bygges til og med 6. klasse. Fra 7. klasse skal eleverne videre til Præstemarkskolen i Søften. Vi bygger altså i 2020’erne en splinterny skole og lægger samtidig en fast transportopgave ind i den fra dag ét. Hvert eneste år skal en årgang teenagere fragtes til Søften, og hvert eneste år lægger de sig oven i det pres, Præstemarkskolen i forvejen har. Havde man bygget til og med 9. klasse, havde man løst to problemer på én gang.
Til borgermødet om den skole spurgte borgerne, om den ikke kunne bygges hele vejen op. De spurgte også til en hal. Begge dele prellede af. En hal ville have givet det lokale idrætsliv ordentlige forhold og kunne have været brugt i skoletiden, men den indgår ikke i kommunens projekt. Den arbejder en lokal styregruppe nu selv videre med sammen med DGI, og de skal ud og tigge penge hos fonde og erhvervsliv til noget, kommunen burde have bygget.
Her bliver de elleve millioner interessante igen. En hal koster omkring det dobbelte, så elleve millioner er cirka halvdelen af en hal. De er i stedet brugt på jord, kommunen ikke behøvede, og på et byggeri, der skal rives ned igen. Det er ikke et spørgsmål om, at der ikke er penge. Det er et spørgsmål om, hvad de bliver brugt til.
Jeg ved godt, at hver enkelt af de beslutninger kan forsvares. Der skal passes børn nu, ikke i 2031. Der var måske jordbundsforhold og lokalplaner og tidsplaner, jeg ikke kender. Det er også præcis pointen. Hver beslutning er forsvarlig for sig. Tilsammen giver de ikke mening.
Rettidig omhu er ikke at spare, og det er heller ikke at spå om fremtiden. Det er at tage kommunens egne tal alvorligt, når de siger, at der kommer 800 boliger og 2.000 flere mennesker, og så bygge det, der passer til den by, i stedet for det, der passer til næste års budget.
Jeg ved ikke engang, om den midlertidige børnehave i Søften er fyldt op. Det skal jeg have undersøgt, og det bliver en artikel for sig. Indtil da står klummen tilbage med ét spørgsmål.
Hvor mange budgetår frem kigger man egentlig, når man bygger noget, der skal stå i halvtreds?
Hvad tænker du? Kender du eksempler fra din egen by på penge, der kunne have været brugt klogere? Skriv til mig på redaktion@softennyt.dk. Jeg lytter gerne, også når jeg tager fejl.
Onsdagens Ord er Søften Nyts ugentlige klumme. Den er skrevet af journalist og ansvarshavende redaktør Anders Godtfred-Rasmussen og er udtryk for hans egen holdning.
