Annoncer
Annoncer

Torsdag den 27. august spiller Bigbandet Unoderne den allerførste koncert i rækken ”A String Of Pearls” i Hadsten Kulturhus Sløjfen. Tolv numre, hele forårets prøver og en jazzfortæller ved mikrofonen skal føre publikum gennem 100 års dansk jazz. Hvilke numre der bliver spillet, holder orkestret for sig selv indtil koncerten.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Dansk jazz fylder 100 år i 2026, og Jazz Danmark har sat hele året af til at fejre det med arrangementer over hele landet. Torsdag den 27. august klokken 19.30 lander fejringen i Hadsten, når Bigbandet Unoderne spiller den første af tre koncerter under titlen ”A String Of Pearls – Dansk Bigband Jazz i 100 år” i Kulturhuset Sløjfen.

Premierekoncerten spilles i Hadsten, før koncerten senere på året kommer til Brabrand og Grenaa.

Idéen kom, da Jazz Danmark opfordrede sine medlemmer til at bidrage til jubilæumsåret. Michael Lund-Larsen fandt på at spille ét nummer for hvert årti, og sammen med jazzformidler Henrik Schultz-Petersen har han sat programmet sammen.

Der bliver spillet tolv numre i alt. Orkestrets kendingsmelodi ”Opus One” lægger for, derefter følger de ti numre, der hver især repræsenterer et årti, og aftenen sluttes af med swingklassikeren ”A String Of Pearls”, som hele koncertrækken har lagt navn til. Derefter er der plads til eventuelle ekstranumre.

Hvilke ti numre der er tale om, får publikum først at vide på selve aftenen. Det samme gælder de historier, Henrik Schultz-Petersen fortæller imellem dem.

Et helt forår i øvelokalet

Programmet har krævet sit af et orkester, hvor alle spiller i deres fritid.

”Vi har øvet hele foråret,” siger Michael Lund-Larsen.

Koncerten er fondsstøttet, blandt andet med midler fra Favrskov Kommunes kulturpulje, og en del af arbejdet har handlet om at skaffe noder, der ganske enkelt ikke lå og ventede på et amatørbigband.

Bigbandet Unoderne tæller 18 musikere og øver til daglig på Kulturhotellet i Rønde, men orkestret spiller i hele Østjylland. Michael Lund-Larsen, der selv sidder på førstetrompeten, bor i Hadsten.

Orkestret blev startet i 1987 og har et repertoire på over 120 numre med vægt på swing, krydret med blues, latin og funk. Musikken må gerne kunne danses til, som bandet selv formulerer det.

Ambitionen med koncertrækken er at gøre jazzhistorien tilgængelig for andre end dem, der kender den i forvejen.

”Vi vil gerne fjerne det elitære stempel, som jazzen desværre nogle gange får. Vores musikere er dedikerede amatører, der spiller af ren og skær passion, og den energi smitter. Vi glæder os helt vildt til at vise publikum, hvordan dansk jazz har udviklet og transformeret sig over et helt århundrede – fra de forbudte rytmer i 1920’erne til den moderne sound i dag,” siger Michael Lund-Larsen.

Mellem numrene fortæller Henrik Schultz-Petersen om de mennesker, begivenheder og musikalske strømninger, der har formet dansk jazz. Han har gennem mange år siddet i bestyrelsen for Jazzselskabet i Aarhus og har tidligere været jazzvært i radioen.

Sløjfen lægger hus til

I Sløjfen ser de frem til at lægge hus til premieren, der er en del af den officielle landsdækkende fejring under Jazz Danmark.

”Sløjfen er et levende kulturhus, og med A String Of Pearls får publikum både en stærk koncertoplevelse og en levende fortælling om en vigtig del af dansk musikhistorie. Det passer perfekt til Sløjfens ambition om at være et samlingssted for kultur og fællesskab,” siger Trine Valentin, der er afdelingsleder i Favrskov Bibliotekerne i Hadsten.

Efter premieren i Hadsten spiller Unoderne ifølge orkestrets egen hjemmeside i Jazzværket i Brabrand torsdag den 12. november klokken 19.30 og på Hotel Marina i Grenaa lørdag den 5. december klokken 12.30. Orkestret oplyser, at der gerne gennemføres flere koncerter efter bestilling.

Inden koncerten er der mulighed for fællesspisning i Sløjfen klokken 17.30, som kan tilkøbes via Skafferiet.

Faktaboks

Hvad: Koncerten ”A String Of Pearls – Dansk Bigband Jazz i 100 år” med Bigbandet Unoderne og jazzformidler Henrik Schultz-Petersen.

Hvor: Hadsten Kulturhus Sløjfen, Evald Tangs Allé 45, 8370 Hadsten.

Hvornår: Torsdag den 27. august 2026 klokken 19.30 – 21.00.

Billetter: 65 kroner via Sløjfens hjemmeside eller ved døren.

Fællesspisning: Klokken 17.30, tilkøbes via skafferiet.dk.

Program: Tolv numre. ”Opus One” som indledning, ti numre fra ti årtier og ”A String Of Pearls” til sidst.

Orkestret: Bigbandet Unoderne, 18 musikere, startet i 1987, øver på Kulturhotellet i Rønde.

Læs mere på: bigbandetunoderne.dk og hadstenkulturhus.dk.

Previous

Onsdagens Ord: Rettidig omhu rækker længere end ét budgetår

Next

Kajak, bål og en vandrutsjebane bygget af spejdere: Outdoor Festival fylder Dannebrogspladsen søndag den 23. august

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også