Filmanmeldelse: Den bedste scene i ‘Dobbeltspil’ foregik i bilen på vej hjem

Foto: Scanbox Entertainment.

Søften Nyt har set den nye danske thriller ‘Dobbeltspil’ i Fotorama i Hammel. Filmen efterlader flere løse ender, end den samler op, men til gengæld blev turen hjem til Søften en af de længste filmsamtaler, vi længe har haft.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Fredag den 14. august kørte min kone, Eva,  og jeg til Fotorama i Hammel, og satte os til rette i salen for at se den nye danske film ´Dobbeltspil`, som vi bevidst ikke vidste ret meget om inden vi skulle se filmen. Vi er begge to enige om, at det er en god måde at gribe en film an på, det med ikke at kende for meget til hverken historie eller hvad der sker, inden vi skal se den.

“Jeg var ikke forberedt, men jeg havde tænkt mig at holde det med et åbent sind, og når jeg ved, at det er en thriller, så prøver jeg at holde øje med de små detaljer og se, hvor det bevæger sig hen,” sagde Eva bagefter.

Det gjorde vi begge to, men efter halvanden time i mørket var vi enige om, at vi havde set en film, der vil meget, men som ikke helt kommer i mål.

Det er Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen, der har instrueret ´Dobbeltspil`, og det er anden gang, de instruerer en film sammen, den første er fra 2023 og hedder ´Englemageren`. 

´Dobbeltspil` handler om Clara, spillet af Neel Rønholt, der lever et tilsyneladende perfekt liv i København med kæresten Tobias, spillet af Youssef Wayne Hvidtfeldt. Hun har karrieren, lejligheden og forældrene, der venter på et barnebarn. Det eneste, der mangler, er graviditeten.

Så støder hun ind i Katrine, spillet af Julie R. Ølgaard selv, og facaden begynder at slå revner. De to kvinder har levet hver deres liv med den samme mand, og fra det øjeblik handler filmen om, hvem der egentlig manipulerer hvem.

Præmissen er stærk, men også genkendelig, for vi har alle sammen læst om mænd, der har kørt to familier parallelt i årevis, uden at nogen opdagede det, så det kan åbenbart lade sig gøre.

For mange halve historier

Problemet er, at filmen ikke rigtigt kan bestemme sig. Der bliver ringet på døren hos Clara, der er skygger i opgangen, og der bliver lagt spor ud, som aldrig bliver fulgt til dørs.

“Der er sådan lidt halve historier, der ikke bliver gjort færdige, og den lægger op til meget mere, end den kommer i mål med,” sagde Eva på vej ud til bilen.

Hun havde selv regnet med en helt anden film. Tidligt siger Claras kollega, at hun er misundelig på hele Claras liv, og den sætning satte gang i en forventning om, at det var veninden, der trak i trådene.

“Jeg tænkte, at det da måtte være hende, der havde lavet det hele. Det havde jo også været sjovt,” sagde Eva.

Sådan blev det ikke. I stedet får vi en mand, der er psykopat, narcissist og temperamentsmenneske på én gang, og som får lov at være alle de grimme ting samtidig. Undervejs kunne vi begge regne de store drejninger ud, længe før de kom. Vi vidste, hvem der havde skrevet beskeden i bilen, og vi vidste, hvordan det ville ende i sommerhuset.

Der er også for mange klichéer, og der bliver penslet for meget ud. Et af de bedste råd, en film kan følge, er at overlade noget til fantasien, og det gør ‘Dobbeltspil’ sjældent.

Billedsiden er der til gengæld gjort meget ud af. Filmen er flot fotograferet, og København bliver brugt på en måde, der gør byen genkendelig, også for os, der ikke bor der.

“Den har fantastisk flotte billeder, og den er filmet helt vildt godt,” sagde Eva.

Det er også her, en del af kritikken sætter ind hos de øvrige anmeldere. Flere af dem peger på, at de smukke billeder nogle gange kommer til at stå som pynt frem for en del af fortællingen.

Roller der skuffer

Neel Rønholt bærer filmen. Hun spiller Clara med en fasthed, der gør, at figuren aldrig bliver et rent offer, og hun forankrer de scener, hvor filmen er bedst.

Den præstation, der blev siddende hos os begge, var dog en anden. Skuespilleren i rollen som Claras veninde og kollega leverer efter vores mening filmens stærkeste arbejde, også selvom hendes rolle ikke er ret stor.

“Hun var den allerbedste. Hende vil jeg gerne se igen,” sagde Eva.

Til gengæld fungerede Claras forældre ikke for os, spillet af Ellen Hillingsø og Peter Gantzler. De to erfarne skuespillere i rollerne virker malplacerede, og aldersforholdene i familien hænger ikke rigtigt sammen. Her er vi på tværs af flere af de landsdækkende anmeldere, der netop fremhæver forældrene som filmens komiske højdepunkt. Sådan kan det gå i en mørk biografsal.

Forældrene giver til gengæld filmen en af dens mest ubehagelige detaljer. Til fødselsdagen bliver der dækket op til en søn, der har været død i 15 år, og det siger alt om en familie, der ikke har lært at give slip.

Samtalen i bilen

Her kommer vi så til det, der egentlig fik mig til at skrive den her anmeldelse. For filmen ramte mig ikke, eller fik mig til at sige wow, og alligevel talte vi om den hele vejen hjem fra Hammel, da vi kom hjem og igen da vi stod op lørdag morgen.

Vi talte om, hvorfor Clara går tilbage til ham. Vi talte om, hvad vi selv ville have gjort. Ville jeg være gået tilbage? Ville jeg have fået det barn? Ville jeg have konfronteret mine forældre med det noget før?

“Hvis man står ved siden af med lommelygten og skal analysere det, så kan man godt komme i tanke om en masse kloge ting. Når du står i situationen, så er dine handlinger ikke altid super kloge,” sagde Eva.

Derfra gled samtalen videre til noget større. Hvad ved vi egentlig om hinanden? Hvad ved vi om vores forældre, vores søskende og vores venner? Vi tror, vi kender folk, og så gør vi det alligevel ikke.

“Det er jo det, kunst, billeder og teater kan. Vi står med en oplevelse eller en følelse, og så kan vi tale om den med andre,” sagde Eva.

Vi endte ved tilgivelsen og om vi kan tilgive, og om vi overhovedet skal. Der er fx mennesker, der da jeg var yngre, har gjort grimme ting ved mig i mit liv, som jeg ikke ved, om jeg har tilgivet. Jeg føler ikke længere noget ondt over for dem, men jeg er også kommet frem til, at de bare ikke skal være i mit liv eller at jeg skal tænke noget ondt over for dem længere.

“Jeg tror, at det er den sværeste lektie i hele livet,” sagde Eva.

En film, der kan sende to mennesker den vej rundt på en køretur fra Hammel til Søften, har trods alt gjort et eller andet rigtigt.

Derfor skal den ses i biffen

Eva sagde noget undervejs i bilen på vej hjem, som jeg har tænkt over et stykke tid:

“Hvis det havde været en streamingfilm, jeg var startet på, så havde jeg sagt til dig, at den gad jeg ikke se færdig. Jeg tvinger mig selv til at blive siddende, fordi nu er vi jo i biografen, og jeg tror faktisk, det er meget sundt nogle gange, at du ikke bare stopper og går videre til en anden film.”

Det er præcis der, den lokale biograf har sin styrke. I Fotorama kan du ikke skippe til næste titel. Du bliver siddende, og du ser filmen færdig sammen med andre mennesker, der reagerer i salen. Der bliver sukket, hvisket, og grinet på de forkerte tidspunkter.

“Det gode ved at gå i biografen er, at man deler oplevelsen med andre. Jeg elsker at høre alle de andres reaktioner undervejs, og det giver den der fede fællesskabsfølelse,” sagde Eva.

Fotorama i Hammel drives af omkring 70 frivillige, og det er en del af oplevelsen i sig selv at komme der. Den slags kan ingen streamingtjeneste levere.

Vores vurdering af filmen

‘Dobbeltspil’ er ikke en dårlig film. Præmissen er god, skuespillet bærer store dele af den, og billedsiden er flot. Den er bare ikke sat sammen på en måde, der får mig til at sætte mig op i sædet.

Til gengæld kan den noget andet, for den sætter tanker i gang om, hvad vi ville have gjort, og om hvor lidt vi egentlig ved om de mennesker, vi er tættest på. Det er ikke ingenting.

Den får tre ud af seks tommelfingre op herfra. Skal du se den, så gør det i Fotorama i Hammel eller i Hadsten Bio, og tag én med, du kan snakke med bagefter. Det er nemlig i bilen på vej hjem, filmen for alvor folder sig ud.

Søften Nyts vurdering: 👍👍👍👎👎👎 (3 ud af 6 tommelfingre)