Annoncer
Annoncer

Favrskov Kommunes vejarbejde på Århusvej i Søften er ved at være slut. Inden da skal det sidste lag asfalt på, og det kan mærkes i trafikken. Lørdag den 8. august bliver Århusvej totalspærret omkring krydset ved Beta og Stenhøjvej, og i uge 33, og muligvis et stykke ind i uge 34, bliver dele af vejen spærret i én retning ad gangen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det er efterhånden blevet en fast del af hverdagen i Søften at holde øje med skiltene på Århusvej. Nu nærmer vejarbejdet endelig sin afslutning, men først skal det sidste lag asfalt lægges, og den øvelse kræver, at trafikken flytter sig.

For at kunne lægge det sidste lag asfalt i krydset Århusvej/Beta/Stenhøjvej er Favrskov Kommune nødt til at spærre Århusvej helt omkring krydset i løbet af lørdag den 8. august.

Mens der er spærret, bliver trafikken sendt uden om via Trige. Det gælder både omkørslen mod Aarhus og omkørslen mod Søften og Hinnerup, som er markeret på kommunens kort.

Arbejdet er lagt på en lørdag af hensyn til borgere og virksomheder. 

“Arbejdet udføres en lørdag, for borgere og virksomheder forstyrres mindst muligt. Afspærringen ophæves, så snart det er muligt,” skriver Favrskov Kommune i deres nyhed omkring det.

Fredag den 7. august samt i hele uge 33 og muligvis ind i uge 34 lægges den sidste asfalt på den øvrige del af projektområdet på Århusvej.

I den periode bliver Århusvej ikke totalspærret. Til gengæld vil dele af vejen periodevis blive spærret i én retning ad gangen, ligesom sidevejene til Århusvej bliver spærret undervejs, i takt med at asfaltarbejdet bevæger sig frem.

Kommunen kan ikke sige præcist, hvornår hvilke delområder og sideveje bliver spærret, da det afhænger af, hvor hurtigt arbejdet skrider frem. Der bliver løbende sat skilte op og etableret omkørsler, så det i hele perioden er muligt at komme fra Hinnerup og Søften til Aarhus og E45. 

Undtagelsen er lørdag den 8. august.

Fire spor står klar, når asfalten er lagt

Når det sidste asfalt er lagt, er Favrskov Kommunes vejarbejde på Århusvej afsluttet, og alle fire spor er klar til at sikre bedre fremkommelighed mellem Hinnerup og Søften på den ene side og Aarhus og E45 på den anden.

“Det ved vi, mange har set frem til – og det har vi også,” skriver kommunen.

Selv om Favrskov Kommunes del af arbejdet nu er ved vejs ende, er det ikke ensbetydende med, at kranerne og kegler forsvinder fra området. Vejdirektoratet arbejder aktuelt både på Århusvej, i og omkring motorvejskryds Aarhus N og på motorvej E45.

Bilister på strækningen kan derfor fortsat komme til at holde stille et øjeblik i den kommende tid. Projektet kan følges på Vejdirektoratets hjemmeside under udvidelsen af E45 mellem Aarhus S og Aarhus N.

Har du spørgsmål til Favrskov Kommunes vejarbejde, kan du skrive til kommunens Trafik og Veje-afdeling på trafikogveje@favrskov.dk.

Previous

25 fodboldskoler i træk: I Hadsten har de ikke sprunget en eneste sommer over siden 2002

Next

Vinderen havde glemt sit startnummer: Forvirring på podiet efter verdens hårdeste gadeløb

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også