Mandag aften sad jeg i en mørk biografsal i Hammel og skulle anmelde en film. Tyve kilometer derfra stod en folkeskole tom, fordi det stadig er sommerferie. Og et sted midt imellem de to ting har jeg gået rundt siden og prøvet at finde ud af, hvad jeg egentlig tænker og føler om den tragiske begivenhed, der ramte os alle sammen i løbet af mandagen, med den forfærdelige nyhed om Hadsten skole.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Jeg havde skrevet artiklen få timer forinden, og slået Favrskov Kommunes ferieplan op for at være sikker på, hvornår skolestarten var på Hadsten Skole. Jeg havde tjekket, at anklageren hedder Mai Buch, og at der gik 577 elever på Hadsten Skole i 2024/25. Jeg havde skrevet ”terrorparagraffen” og ”strafferamme på op til fængsel på livstid” og sat punktum og trykket udgiv.
Så tog jeg i biografen. Det var arbejde, det skal siges, men jeg sad i mørket og så på et lærred, mens direktøren for Børn og Kultur i vores kommune stod og talte til TV 2 om en skole, hvor mine to store børn har været trænere samme dag på fodboldskolen halvanden kilometer derfra.
Min kone spurgte mig tirsdag morgen, om jeg skulle til Hadsten og stå foran skolen. Det var et helt rimeligt spørgsmål. Det er sådan, journalister gør. Vi tager derhen, tager et billede af hovedindgangen, finder en forælder ved cykelstativet. Jeg sagde nej, for der er jo ingen børn. Der er lærere, der forbereder skolestart, og der er en håndfuld unger i SFO. Der er ikke andet at fotografere end en lukket dør og en tv-vogn, og jeg har ikke lyst til at være den, der kom kørende fra Søften for at hente en følelse med hjem, det er ikke den type journalistik jeg vil lave.
Så lad mig i stedet fortælle noget, jeg ikke er stolt af.
Søften Nyt havde læserekord mandag og rekord igen tirsdag. Jeg har før skrevet om budgetforhandlinger, solceller, om en sundhedsreform, der flytter medarbejdere fra kommunen til regionen, og om en bank, der fyldte ti år i Hinnerup. Ingen af delene har nogensinde været i nærheden af de læsertal.
En ven skrev til mig mandag aften. Han skrev, at vi jo kan læse de samme fakta alle steder, men hvad med følelserne? Hvad med børnene i Hadsten? Bliver vi bange? Eller er der efterhånden så meget vanvid i verden, at vi bliver mere og mere ligeglade?
Jeg har tygget på det sidste spørgsmål i to dage nu, for jeg tror ikke, svaret er ja, men jeg tror heller ikke, svaret er nej.
Jeg har læst om skoleskyderier i USA i mange år. Jeg har set navnene på byerne rulle forbi, Columbine og Sandy Hook og Parkland og alle de andre, og jeg har hver gang tænkt, at det er forfærdeligt, og så har jeg scrollet videre. Ikke fordi jeg er kold, men fordi det lå så langt væk, at det nærmest var en genre. Noget, der sker derovre, hvor de har våben i skabet.
Det tog et postnummer, jeg ofte kører igennem, for at flytte det ind under huden på mig. Det er ikke ligegyldighed. Det er noget, der er værre og meget mere almindeligt, fordi det er en kort afstand.
Når vi bekymrer os, så bekymrer vi os i cirkler, og cirklen er ikke særlig stor til Hadsten.
Jeg ringede til borgmesteren tirsdag morgen. Lars Storgaard var på vej til Hinnerup, og han havde haft folk i Hadsten siden klokken syv. Han fortalte, at politidirektøren havde ringet til ham kort efter anholdelserne, og at han blev rystet over, at nogen kan finde på at gøre sådan noget mod en skole i vores kommune. Eller i det hele taget mod en skole.
Han er selv gammel politimand. Fyrre år, næsten. Han sagde, at han er glad for, at vi har et politi og et efterretningsvæsen, der opsnapper den slags i tide. At der jo heldigvis ikke nåede at ske noget, at det blev stoppet inden.
Det er rigtigt, at der er ikke er sket noget. Det er den vigtigste sætning i hele denne her sag, og den skal siges højt, også selvom den er kedelig: der er ikke sket noget.
På et tidspunkt i samtalen sagde jeg til ham, at jeg var glad for, at politiet siger, der ikke er nogen fare, men at tryghed ikke er det samme som sikkerhed.
Senere tirsdag eftermiddag talte jeg med Henrik Mørck Mogensen. Han er formand for skolebestyrelsen på Hadsten Skole, og han skulle klokken 17 sidde for bordenden til et ekstraordinært møde med politiet, kommunen og skolens ledelse.
Undervejs i samtalen tænkte jeg på, at manden i den anden ende ikke bare var formand. Han er også en far, der skal have sine egne børn i skole på mandag ligesom alle de andre. Han skulle sidde og lytte til politiet og bagefter køre hjem og være far ved aftensbordet, og de to ting kan man ikke skille ad, når det er ens egen skole, det handler om.
Han sagde noget, jeg ikke har kunnet slippe siden. Han sagde, at vi lever i et land, hvor vi godt kan stole på vores myndigheder, og at vi selvfølgelig skal tro på dem, når de siger, at skolen er et trygt sted at være, men der vil alligevel altid være en følelse af, hvad var det lige, der skete, og at det kan ske igen.
Vi talte også om det allervigtigste, at det er fornuftigt både at tale om det faktuelle, og hvad politiet har sagt, og så også lytte til den tvivl, der helt naturligt vil være der. For ellers vokser den sig bare stor.
Det er, tror jeg, svaret til min ven, at vi ikke bliver ligeglade, men at vi bliver tavse, og tavshed ligner ligegyldighed udefra, mens den indeni er noget helt andet. Den er tvivl, der ikke har fået lov at komme ud.
Lars Storgaard bad i øvrigt sine egne partifæller om at holde sig fra at være kloge på Facebook. Det bør vi andre nok også. Der har allerede været folk inde og skrive noget, de ikke ved noget om, og der er tre familier et sted i Østjylland og i København, som lige nu har en dreng på en lukket institution og en verden, der er faldet fra hinanden. Vi ved ikke, hvad der er sket. Vi ved, hvad der står i en sigtelse, som tre drenge nægter sig skyldige i, og det er noget andet.
På torsdag er der cykelløb i kommunen. Der bliver snakket om det ved afspærringerne, det er jeg ikke i tvivl om. Og på mandag morgen går der 577 børn ind ad døren til Hadsten Skole og skal have en helt almindelig første skoledag med nye klasselokaler og for korte blyanter.
Det er nok dér, det egentlig afgøres. Ikke i en retssal i Randers, og ikke i en klumme som denne, men om et barn på ni år kan gå ind ad den skoledør uden at tænke over det.
Jeg håber, de kan. Jeg ved ikke helt, om de voksne kan, men måske er det netop dét, Henrik har fat i. At vi skal lade være med at gøre os umage for at virke ubekymrede. At vi godt må sige højt derhjemme, at det var noget mærkeligt noget, og at vi ikke helt forstår det. For gør vi ikke det, sidder tvivlen bare og vokser i et hjørne.
Så hvad tænker du? Skal vi tale med vores børn om det inden mandag, eller skal vi lade være og lade dem starte i skole, som om ingenting? Jeg ved, hvad jeg selv vil gøre, jeg taler med mine børn om det, også selvom de ikke går på Hadsten skole, for det er vigtigt at tale om.
En sidste ting, det naturlige som journalist vil være at stå foran Hadsten Skole på mandag, men jeg kommer ikke til at gøre det, for eleverne, forældrene og medarbejderne skal have en første skoledag uden at jeg, som journalist, står og stiller dumme spørgsmål, og heldigvis har forvaltningen i Favrskov kommune og Hadsten Skole bedt os om at blive væk…jeg håber bare, at alle journalister og deres redaktører husker at gøre det.
Onsdagens Ord er Søften Nyts ugentlige klumme. Den er skrevet af redaktøren og er udtryk for hans egen holdning.
