Filmanmeldelse: Hvordan er man helt, når ingen ved, hvem man er?

Foto: Sony Pictures.

Søften Nyt har set Spider-Man: Brand New Day i Fotorama i Hamme, i selskab med en 13-årig, der aldrig havde set en Spider-Man film før. Her følger anmeldelsen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg havde taget den yngste søn med i biografmørket i Fotorama i Hammel. Han havde aldrig set en eneste Spider-Man film før, men glædede sig, også selvom den her vel er nummer ni i rækken, hvis du tæller de tre med Tobey Maguire og to med Andrew Garfield med.

Jeg havde læst i en anden artikel om filmen, at anmelderen synes, at filmen er fanget i et gigantisk spind af plottråde, og at vi som seere er nødt til at kende karakterens historik for at kunne leve sig ind i den. Jeg forstår god, hvad anmelderen siger, men den holdt ikke helt i Fotorama i Hammel. 

Ved siden af mig sad min 13-årige søn, der ikke kendte ret meget til Spider-Man, og han var helt oppe og køre sammen med mig efter de to timer og 25 minutter, som filmen varer (+ rulleteksterne, hvor vi blev der til slut, fordi der var en spoiler for den kommende Spider-Man film…).

Spider-Man: Brand New Day handler ikke om, hvor mange forskellige plot, der er i den, den handler om at være alene, og Peter Parker, der gemmer sig bag Spider-Man dragten er virkelig alene i filmen.

Tante May er død, Ned og MJ, som var hans bedste ven og kæreste, og som han delte alt med, de ved ikke, at han findes. De studerer videre, har fået nye venner, og lever deres liv uden at vide at Peter, fordi Peter valgte at gøre det på den måde i den seneste film, No Way Home.

Han bor alene, syr sin egen dragt, og holder øje med sine gamle venner vie sociale medier, godt på afstand, når han ikke kan være en del af deres liv. Samtidigt har han ingen andre venner, så han bruger sin tid hjemme foran computeren, når han ikke suser rundt i byen og hjælper med at bekæmpe kriminalitet.

Det er også her, at filmen bevæger sig væk fra det gængse superhelteeventyr, for hvad koster det egentligt for et menneske at gøre det rigtige, når der ikke er nogen, der ved, at det er dig, der gør det?

Peter kan ikke fortælle det til nogen, når det går godt, og der er ingen til at trøste ham, når det går galt. 

Han redder mennesker om natten, og om morgenen står han op i en tom lejlighed, og hvis der går ham noget galt, så er der ingen, der vil savne ham. Det er faktisk ikke kun ensomhed, det er at være fuldstændig usynlig for de mennesker, han holder allermest af, mens han står lige foran dem, som han selvfølgelig også kommer til i filmen.

Tom Holland spiller rollen godt som Spider-Man, han er ikke længere teenageren fra de første film, men en voksen mand, der er ved at være godt slidt, og selvfølgelig stadig kan holde facaden oppe, også selvom han er fuldstændig overbelastet og har hovedpine konstant. Masker er ikke længere noget han gemmer for at skjule sig for andre, han bruger den også for at gemme sig.

Punisher er den eneste han taler med

Indimellem falder han over Frank Castle, eller The Punisher, som han hedder. Rollen spilles af Jon Bernthal, og er et af de mange gode indfald i filmen.

Det er ham, som Peter taler med, også når de er uenige og Peter stopper ham, for de har vidt forskellige opfattelser af, hvad der skal gøres mod ondskaben i byen, men så stiller Frank også op, når Spider-Man har brug for det.

Mark Ruffalo er med igen som Bruce Banner, som er Hulk, når han bliver sur. Banner har fået en dims, der skal holde Hulken nede, så han kan leve et almindeligt liv og passe sin undervisning, uden at blive grøn.

Det virker også ret godt, indtil det ikke gør længere, og hvad der sker, det vil jeg ikke afsløre her, men det med, at der er nogle ting i sig selv, du ikke kan styre, og som bliver forsøgt holdt nede med teknik og viljestyrke i stedet for at tale om det. Banner og Parker ligner på den måde hinanden mere, end de selv ved.

Undervejs bliver Peter Parkers spidersanser udvidet, og han kan mærke og opfatte meget, meget mere, end han er vant til.

Jeg ved ikke helt, om det er på grund af stress, eller fordi Peter er ved at udvikle sig, eller hvad det er. Her er filmen lidt mere voksen end tidligere set, fordi ubehaget ligger og gnaver, i stedet for at blive begravet med en hurtig replik.

Skurken, hvem er det egentligt?

Her skal jeg passe på med, hvad jeg skriver, også uden at spoile alt for meget, for der er en skurk i filmen, men er det den skurk, du tror det er, eller? Jeg havde selv gættet det, men det havde den 13-årige ikke, og det fungerer godt i filmen, men hvad og hvordan, det må du selv opleve på det store lærred.

Hvad jeg kan afsløre er, at der giver skiftet krop en hel del undervejs, og truslen hopper fra person til person, og du kan aldrig være helt sikker på, hvem det er, du sidder og kigger på.

Selvom grebet ikke er nyt, og manuskriptforfatterne måske kunne have fundet på noget mere originalt, så fungerer det her i filmen. Det er uhyggeligt på en måde, som jeg ikke har set i denne serie Spider-Man film før.

Håndværket er i orden

Filmen er fantastisk lavet. Instruktør, Destin Daniel Cretton, holder tempoet oppe hele vejen igennem, også selv om det er en laaaaaang film. Svingturene gennem New York er svimlende flotte på det store lærred, og musikken er godt med på sidelinjen.

Om filmen er for lang, det skal være op til dig at bestemme, hvis du tager ind og ser filmen. To timer og femogfyrre minutter er lang tid, men du bliver godt underholdt, og Peters rejse frem mod hans gamle venner tager da tid, ja, men er godt vist på lærredet, og jeg sad ikke og kiggede på uret undervejs, og det gjorde min søn heller ikke. Han var meget overrasket over filmens længde, da vi var færdige.

Min ældste søn, som ikke var med i biografen sagde inden, at vi ikke måtte afsløre noget som helst om den rolle, som Sadie Sink spiller. Jeg har ikke set Stranger Things på Netflix, men det har han, men jeg kan sige så meget, at hendes rolle er både større og meget mere meningsfuld, end hvad du regner med, når du sætter dig i sædet, og du må selv finde ud af, hvem hun spiller.

Konklusionen

Spider-Man: Brand New Day er en superheltefilm om ensomhed, og om at gøre det rigtige, når ingen ser eller hører det, for han har ingen til at tale med det om bagefter, andet end en politikvinde, som han har flere lange samtaler med.

Vi har set ideen med filmen før, men den er virkelig flot og velspillet, og tør også være mørk, samtidigt med at den rører ved noget. Samtidigt virker den åbenbart også fint på en 13-årig, der aldrig har set en Spider-Man film før, og vi talte om den på hele vejen hjem fra Hammel til Søften.

Den får fem ud af seks tommelfingre op herfra, og skal du se den, så gør det i den lokale biograf. Vi var i Hammel, men du kan også tage til Hadsten eller en anden lokal biograf, hvor du kan få en storslået oplevelse, og tag endelig en ven med.