Det er for sent til en fernisering, så nu holder John artist talk på Café Rug i stedet for.

Lørdag den 15. august fra klokken 15 til 17 fortæller John Elmelund Sørensen om sine malerier på Café Rug i Hinnerup. Billederne har hængt på væggene i et stykke tid allerede, og derfor er det ikke en fernisering. En billet koster 75,- kroner.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

På væggen bag John Elmelund Sørensen fylder en gul sol næsten hele lærredet. På andre vægge hænger flere af Johns Malerier. Vi er trukket inden for i Café Rug på Jernbanegade i Hinnerup, hvor der bliver skænket kaffe ved bordene omkring os, og hvor Johns malerier er kommet op i takt med, at der er blevet skruet flere skruer i væggene.

Det begyndte med bagvæggen. Jannie Sommer Frølund, der driver caféen, havde en idé om, at der skulle hænge billeder, og hun købte en galleriskinne med snore og kroge, man kan indstille. Nu er det efterhånden hele caféen, der er udstillingsvæg. De billeder, hun oprindeligt selv købte til stedet, står ude bagved.

Lørdag den 15. august kommer John selv og fortæller om værkerne…men det er altså ikke en fernisering, forklarer han:

“Billederne har jo hængt her et stykke tid. Det er også derfor, vi ikke kalder det en fernisering. Det er for sent. Vi kalder det i stedet en artist talk. Så kommer jeg og fortæller om mine billeder, og om hvad der bevæger mig i tiden. Hvad det vil sige at være mig og hvorfor jeg maler, det jeg gør,” siger John.

Han spurgte bare selv

De to fandt hinanden, fordi John kom ind som gæst og lagde mærke til, at der hang billeder på væggen.

“Det er svært at finde steder, hvor man får lov at hænge billeder op, når man ikke er noget inden for kunstverdenen. Så jeg spurgte Jannie, hvordan jeg kunne gøre mig fortjent til at få et par billeder hængt op i cafeen?” siger John.

Det syntes Jannie var en fantastisk god idé, og John syntes til gengæld godt om det, caféen forsøger at være.

“Det er, at I tænker ud over bare café. At I kan yde noget mere end det, og at det gerne noget kulturelt, noget menneskeligt, I tager op. Det mangler lokalsamfundet. Der sker noget på biblioteket en gang imellem, men ellers er der ikke ret meget, hvis du ikke dyrker sport i foreningslivet, eller er spejder,” siger John, der egentlig gerne så et rigtigt medborgerhus i Hinnerup.

Jannie nikker, og for hende er kunsten på væggene en del af den samme tanke.

“Jeg er måske ikke særlig meget forretningskvinde. Jeg har ikke brug for, at tingene altid skal være til vores fordel i cafeen, så vil jeg hellere, at vi skaber oplevelser og fællesskab, og at der er noget, du har lyst til at komme tilbage til. Jeg elsker, når vores gæster går rundt og nærstuderer billederne. Fx når en gæst venter på sin ven eller veninde, så går han eller hun rundt og kigger på malerierne i mens,” siger Jannie.

Olietankeren, der ikke kan stoppes

John Elmelund Sørensen er ikke et nyt navn i Hinnerups kunstliv. I sommeren 2023 havde han sin egen udstilling i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, og i 2024 var han inviteret med som gæst på kunstnergruppen Primus’ påskeudstilling samme sted. Dengang fortalte han Søften Nyt, at han ikke selv ser sig som kunstner, men maler og tegner, fordi han ikke kan lade være.

Han arbejder sjældent med ét billede ad gangen.

“Billeder kommer altid til mig i serier. Det ene billede føder det næste,” siger John.

Der har været en serie om ældre mennesker og pensionister. En om bunkerne ved Vesterhavet. Og så er der værkerne med de sorte baggrunde, hvor motiverne er hentet vidt forskellige steder, men hvor John selv kan se en tråd. Det med at opfatte det lidt kubistisk, som han siger, og så er der olietankeren, som stadig står på staffeliet derhjemme, fordi det ikke er helt færdigt, men Jannie og jeg får lov til at se det på telefonen.

“Den har bare travlt. Den er ustoppelig, og vi står lige nede foran, og der er ikke noget at gøre. Den rammer os lige om lidt. Den her industrialisering, vi har sat i gang, den er uigenkaldelig, og den rammer os,” siger han.

Han er ikke i tvivl om, at det, blandt andet, er derfor, at han maler, fordi han har en holdning til omverdenen:

“Det at lave billeder er en kommunikation. For mig er det ikke bare at sidde og lave en eller anden form for navlepilleri. Det er, fordi jeg gerne vil i kontakt og snakke med folk om noget,” siger John.

Til gengæld har han ingen planer om at forberede sig synderligt til den 15. august.

“Jeg er faktisk fuldstændig uforberedt. Jeg har bare mine billeder med, og så tager vi udgangspunkt i dem,” siger han.

“Siger det dig noget?”

Når først et billede er færdigt, slipper han det:

“Når jeg har sat et punktum på et billede, så er det det. Så har jeg egentlig ikke mere at sige om det. Så er det beskuerens,” siger John.

Han har det stadig svært med selve ordet kunstner. Han skal med i en bog med kunstnere fra hele landet, og alene det at sige ja til betegnelsen kunstner synes han er voldsomt.

“Jeg vil nødig selv bruge ordet kunstner om mig selv. Det er ikke noget, jeg kan hæfte på mig selv. Det er noget, andre skal synes. Hvis nogle af de værker, jeg laver, vækker noget glæde, undren, skønhed, fred eller lignende hos andre mennesker, så er jeg på rette vej, men hvis mine billeder er ligegyldige, så er jeg slet ikke kunstner. Kunst er noget, der flytter os som mennesker – også ud i fremtiden,” siger John.

Han forklarer også, at hvis vi skal diskutere, om noget overhovedet er kunst, så mener han:

“Det er sådan set underordnet, hvad andre mener. Siger det dig noget, eller siger det dig ikke noget, det du kigger på? Hvis ikke det siger dig noget, så er det i hvert fald ikke kunst for dig,” siger John.

Jannie er ikke helt enig i, at et billede, der ikke rammer én, dermed er mindre kunst.

”Vi bliver rørt af forskellige ting, og det afhænger af farver, motiv og af, hvor vi selv står i livet. Når børn kigger på det store maleri med den gule sol, ser mange af dem kun solen, mens et andet barn spurgte om hvorfor der skulle hænge et billede, der viser undfangelsen,” siger Jannie med et smil.

Et andet rum hver gang

Et af de billeder, der har hængt i caféen, har skabt debat blandt gæsterne. Et maleri af en baby med AGF-tatovering

“Det er ikke holdningen, det handler om. Det er mere, at det skal skabe noget hos os, om vi så kan lide det eller ej. Så er man allerede i gang med at snakke. Jeg oplever også, at gæsterne taler om det, også gæster, der ikke kender hinanden, har faktisk også snakket om det,” siger Jannie.

Hun havde ikke regnet med, at kunsten på væggene ville udvikle sig til noget, andre gerne ville være en del af.

“Lige nu er der tre på venteliste, der gerne vil udstille. Det var jeg slet ikke klar over, at det kunne blive en ting. Det skaber et andet rum, hver gang det er en anden kunstner, der hænger derinde. Alt efter farver, motiver og de historier, der er i malerierne, men i første omgang skal vi holde artist talk,,” siger Jannie.

Johns billeder hænger under alle omstændigheder august ud, og de kan købes både før og efter den 15. august. Prisen står ved hvert billede på væggen i cafeen.

Kom og hyg, kom og lyt

Artist talken ligger, lige efter caféen normalt lukker om lørdagen. Denne lørdag udvider de  åbningstiden, og folk kan bagefter stadig nå hjem og få aftensmad.

“Kom og hyg, kom og lyt, kom og oplev og sans,” siger Jannie.

Der er plads til omkring 30 gæster i caféen, og skulle der komme flere, rykker de ind i det nye lokale ved siden af, hvor der er plads til lidt flere. Billetten koster 75 kroner og inkluderer en valgfri drikkevare og snacks.

Om Johns billeder siger dig noget, må du selv finde ud af, ved at komme og kigge på dem i cafeens åbningstid, eller den 15. august, hvor du også kan høre John fortælle om det.