Onsdagens Ord: Jeg skrev en nedslående rapport om drikkevand for 30 år siden

Onsdagens Ord er en klumme fra journalist og ansvarshavende redaktør for Søften Nyt - Anders Godtfred-Rasmussen.

Klumme af Anders Godtfred-Rasmussen

Det er mere end 30 år siden, at jeg startede på mejeriskole i Odense. En af opgaverne på et af skoleopholdene var at skrive en rapport over kemi, der slipper ud i naturen. Østrogenlignende stoffer, som gjorde noget ved mænds evne til at få børn. Jeg var selv i tyverne, og jeg husker tydeligt, at jeg syntes, det var et vildt emne at få lov til at grave i.

Det var meget alvorligt, og jeg kan huske, at jeg tænkte dengang, at det ville politikerne da gøre noget ved, og jeg kunne læse mig til at der var andre der interesserede sig for det. 

I 1992 offentliggjorde den danske forsker Niels Skakkebæk og tre kolleger en gennemgang af 61 tidligere undersøgelser. Analysen tydede på, at den gennemsnitlige sædkoncentration hos mænd var faldet markant fra slutningen af 1930’erne og frem til 1990.

I 1995 udgav Miljøstyrelsen rapporten med den knap så mundrette titel Mandlig reproduktion og kemiske stoffer med østrogenlignende effekter.
 

Rapporten samlede en voksende bekymring: faldende sædkvalitet, flere tilfælde af testikelkræft og flere medfødte misdannelser i drenges kønsorganer. Årsagerne var ikke fastslået. Men hormonforstyrrende kemiske stoffer i miljøet blev betragtet som en mulig del af forklaringen.

Så det var ikke bare en løs teori, jeg havde fundet i et fagblad. Det var en mistanke, som forskere og miljømyndigheder tog alvorligt.

I dag læste jeg så en artikel i Politiken.

134 ud af 134

I avisen kunne jeg læse, at forskere fra Københavns Universitet har genanalyseret frosne urinprøver fra 134 gravide kvinder. Prøverne blev taget i årene omkring 202, før stoffet TFA var klassificeret som et stof, der kan skade menneskers reproduktion.

Resultatet var enkelt og voldsomt, for TFA blev fundet i samtlige 134 prøver…den lader vi lige stå et øjeblik.

TFA er en forkortelse for trifluoreddikesyre. Det er et fluorstof og hører efter en anvendt definition til PFAS-gruppen, der ofte bliver kaldt for et evighedskemikalie. TFA kan blandt andet dannes, når fluorholdige stoffer i pesticider, kølemidler og drivmidler bliver nedbrudt.

Stoffet er meget vandopløseligt og bevæger sig let gennem jord og vand. Fluorholdige kølemidler og andre gasser kan desuden nedbrydes til TFA i atmosfæren, hvorefter stoffet falder ned med regn og kan ende i grundvandet.

I undersøgelser offentliggjort af GEUS blev TFA fundet i omkring ni ud af ti undersøgte grundvandsforekomster. I Juni måned vurderede EU´s kemiagentur ECJA, at TFA skal klassificeres som et stof, der kan skade reproduktion og fostres udvikling.

I dyreforsøg med langt højere doser end dem, mennesker normalt udsættes for, blev der observeret skader på knogledannelse og øjne hos kaninfostre.

Det var lige en øjenåbner af de lidt større her 30 år senere. Ikke at jeg ikke har tænkt på det siden, det gør jeg ofte, når jeg tænker over, hvordan vi behandler vores miljø, og selvom TFA ikke er det samme stof eller samme sundhedsrisiko, så fik det mig til at tænke over, den grundlæggende problem i det her.

Hvor meget dokumentation skal der til, før der bliver handlet på det?

Du kan roligt drikke vandet

Du må ikke være bange for at åbne vandhanen, og du kan fortsat drikke det vand, der kommer ud af den her i Danmark. Det understreger eksperterne også i Politiken artiklen, og det gælder også børn og gravide, men den tidligere grænse for acceptabelt dagligt indtag skulle en voksen på 70 kilo drikke omkring 389 liter vand om dagen, hvis vandet indeholdt det højeste tilladte niveau af TFA.

EU´s fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, har siden sænket grænsen med omkring faktor 3,5, og med den nye grænse bliver det tilsvarende regnestykke omkring 109 liter vand om dagen, hvilket stadig er langt mere, end noget menneske kan drikke.

Danmark har desuden også fastsat en grænse på ni mikrogram TFA per liter drikkevand, og derfor er der ikke grundlag for at advare gravide, børn eller andre mod at drikke vand fra hanen, og heller ikke her i Favrskov.

Men…der er stadig en stor forskel på, at noget ikke vurderes til at være sundhedsskadeligt i de nuværende koncentrationer, og at det slet ikke burde være i vandet. Vandet er sikkert at drikke, men vores grundvand er påvirket, og det er to helt forskellige ting.

Jeg har hørt i miljødebatten, at landmændene for en stor del af skylden, men jeg synes selv, at det er for enkelt at skyde skylden på landmændene. For de anvender midler, der er godkendt af myndighederne, og de følger de doseringer, der gælder.

Der findes selvfølgelig mennesker, der bryder reglerne, i landbruget som i andre brancher, men det giver ikke mening at gøre den enkelte landmand personligt ansvarlig for konsekvenserne af midler, der er blevet godkendt gennem danske og europæiske myndigheder.

Det betyder selvfølgelig ikke, at landbruget som branche ikke har et ansvar, eller at de producenter, brancheorganisationer og politikere ikke skal stå på mål for de beslutninger, de har forsøgt at påvirke eller de har truffet, men ansvaret kan ikke placeres hos det menneske, der står på marken med et middel, som myndighederne har fortalt ham, at han lovligt kan bruge. Her peger pilen længere op.

Bierne

Tag nu bierne…i 2018 forbød EU udendørs brug af tre af de såkaldte neonikotinoider, fordi stofferne skader bier og andre bestøvere, og her skulle vi tro, at et forbud betød, at midlerne ikke længere måtte bruges.

Næ nej, det gør det ikke, fordi flere medlemslande benyttede efterfølgende mulighederne for at give en nødgodkendelse. I Danmark blev der, blandt andet, givet tilladelse til at bruge imidacloprid til bejdsning af sukkerroefrø.

I 2019 sagde den daværende miljøminister, at roebranchen fik et år til at finde alternativer, men alligevel kom der igen på et senere tidspunkter endnu en dispensation.

Det var først i januar 2023 at EU Domstolen slog fast, at medlemslande ikke kunne bruge nødreglerne til at tillade frø behandlet med pesticider, som EU udtrykkeligt havde forbudt til den pågældende anvendelse.

Det er vildt nok, at der skal gå fem år fra et politisk forbud til der kommer en dom, der lukker for mulighed for at omgå forbuddet. At et forbud bliver snigløbet både af erhvervsinteresser, undtagelsesregler og en slem politisk tøven, det er egentligt ikke i orden.

Det gør også, at der går alt for lang tid, før politikerne og det offentlige system gør noget ved problemerne, når de ikke er interesseret i at overholde de regler og forbud, der er på området.

Vi kan jo alligevel ikke gøre noget

For nyligt sad jeg over for to mennesker, der begge brænder for miljøet, og for at vi kan få mad med færre sprøjtemidler. Vi kom til at snakke om, hvad vi selv kan gøre for miljøet, og de sagde noget, som ramte mig, for de har svært ved at se, hvad vi som enkelt individ kan gøre.

De interesserer sig for miljøet, de sorterer affaldet, køber økologisk og tænker meget over deres forbrug, men fordi deres eget aftryk føles som en dråbe, når de store beslutninger bliver truffet et helt andet sted.

Jeg kender selv følelsen, også når vi bliver bedt om at forholde os til 2030, 2035 og 2050, hvor vi ikke længere må udlede CO2. Det er nogle tal, der er svære at forholde sig til. 

Jeg var i tyverne, da jeg skrev rapporten på mejeriskolen, og i 2050 er jeg 77 år, hvis jeg er heldig og passer på mig selv, men det er svært at forholde sig til, hvad der kommer til at ske med naturen, med alle de tal, der bliver sagt til os.

Til gengæld kan jeg mærke sommeren, og at vejret ikke opfører sig, som da jeg var barn. Det er noget helt konkret, som jeg kan forholde mig til, og så kommer den indvending, som jeg nogle gange bruger, når jeg bliver træt:

Hvad betyder det, hvad jeg gør i Danmark, når store lande fortsætter med at udlede enorme mængder CO2 i atmosfæren, så Danmark ikke alene kan løse alverdens klimaproblemer. I Favrskov kan vi dog gøre noget, vi kan gøre noget for grundvandet, som kommende generationer skal drikke af.

Favrskov kommune skriver, at hovedparten af de grundvandsmagasiner, som kommunens vandforsyning henter vand fra er i “ringe kemisk tilstand”. 

Det betyder ikke, at det vand, der kommer ud af hanen er ulovlig eller sundhedsskadeligt, fordi vandværkerne skal overholde de gældende grænseværdier.

Det betyder, at det grundvand, som vi skal drikke af i fremtiden, de allerede nu er påvirkede af, blandt andet, pesticider og andre miljøskadelige stoffer eller forhøjende niveauer af nitrat.

Derfor har vi som forbrugere betalt en afgift af det vand vi drikker, en afgift der er gået til et vandsamarbejde i kommunen, som blev oprettet efter en beslutning i Favrskov byråd, og hvor vi har betalt et par kroner per kubikmeter vand, vi har brugt.

Pengene skal, blandt andet, bruges til at beskytte grundvandet gennem aftaler med lodsejere og begrænsninger i bruges af gødning og sprøjtemidler i sårbare områder. Vi har derfor allerede lokalt betalt for at beskytte vores grundvand mod tidligere og nuværende arealanvendelse. 

Det er ikke det samme som at rense vores grundvang, men det er et forsøg på at forhindre, at problemerne med vores vand bliver værre.

Hvad gør vi så?

Jeg har ikke selv et enkelt svar på det, men jeg kan undres, og jeg ved, at jeg har en 30 år gammel rapport liggende et eller andet sted og jeg har i dag læst en avisartikel om det. Jeg sidder tilbage med en ærgrelse over, hvor lang tid ting tager, og hvorfor der ikke er en vilje til at ændre tingenes tilstand, når vi ved, at kemien skader os på sigt.

På 30 år er der selvfølgelig også sket meget, for der er kommet mere forskning og en række forbud, men alt for ofte sker reguleringen først, når stoffer eller deres nedbrydsningsprodukter allerede er spredt i naturen, i grundvandet og i vores kroppe.

Som en forsker siger, at de kilder vi kender og kan lukke, dem skal vi lukke, også selvom det først er vores børn eller børnebørn, der får glæde af det. Det er vel egentligt det, som det drejer sig om, at vi gør noget, som vi ikke selv kan nå at se virkningen af.

Så her er mit spørgsmål til dig, hvis du har læst med så langt i klummen:

Er det rimeligt, at bede den enkelte om at sortere affald, købe økologisk og lade bilen stå, når de afgørende beslutninger bliver truffet et helt andet sted, og ofte bliver trukket i langdrag? Eller er det netop lige her hos os selv, det hele begynder? Har du selv været med til at kæmpe for noget miljømæssigt, hvor du bagefter tænkte, det nyttede faktisk?

Den historie vil jeg gerne høre og fortælle videre til læserne, så skriv til mig på anders@softennyt.dk, eller ring til mig på 81 11 01 90 eller send en sms, så hører du fra mig.

Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning. Vi bringer dem for at give plads til en åben og mangfoldig lokal debat.