Filmanmeldelse: har du nogensinde tænkt over, hvordan det er at være inde i en hest?

Foto: Universal Pictures.

Søften Nyt har set Christopher Nolans Odysseen i Fotorama i Hammel, og her følger anmeldelsen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Har du tænkt over, hvordan det må have været at sidde inde i den trojanske hest? Ikke kun i fem minutter, men i timevis? Det har været mørkt, du har siddet der sammen med mange andre mænd, der ikke måtte sige en lyd eller hoste. Udenfor jubler trojanerne over den gave, de tror, at de har fået.

Inde i hesten sidder du og venter på, at portene bliver lukket, mørket falder på og signalet til, at du kan komme ud igen, bliver givet.

Hvis du kender historien om Odysseus, så har du også hørt om den trojanske hest, og selvom du ikke kender historien, så kan du helt sikkert godt følge med her og i filmen. Jeg kendte også til historien, men havde ikke rigtigt tænkt over det med at være en af de soldater, der sad inde i hesten før jeg så filmen i Fotorama i Hammel, men så kan jeg da love, at jeg kom til at tænke over det.

For Christopher Nolans The Odyssey, eller Odysseen, som historien hedder på dansk, er ikke kun bulder og brag, store slag og græske guder. Den begynder med at vise mennesker. Mennesker der har frygt, mennesker der tvivler, og med Odysseus, der gerne vil hjem efter krigen.

Eller det finder han ud af efter et stykke tid, for da vi møder ham for alvor, da bor han sammen med Kalypso på en ø helt for sig selv. Her har han boet i syv år, og han har faktisk glemt, hvem han selv er og hvorfor han er der, da han i drømme husker mere og mere om sit tidligere liv.

Derfra går historien over stok og sten, og viser en film og en historie, der overraskende nok ikke kun handler om monstre og mytologiske væsner, men lige så meget om længsel og hvad prisen for en krig er. Den handler om, hvad der sker inde i mennesker, når kampen på slagmarken er slut.

Matt Damon spiller Odysseus med en ro, der klæder rollen. Han er langtfra den klassiske og uovervindelige helt, men går hele tiden foran sine mænd, når det behøves, men samtidig bærer han skyld og tvivler også på sig selv. Han savner sit gamle liv, sin kone, Penelope, og sin søn, Telemachos, som han ikke har set i 20 år.

Vi følger på skift historien hjemmefra, hvor de mange beundrere, som hele tiden prøver at bejle til Penelope, fordi alle tror, at Odysseus er død, og at hun bør tage sig en ny mand, og tilbage til Odysseus og alle de prøvelser, han er gået igennem for at komme hjem, og hvad der sker, da det endelig sker.

Jeg var simpelthen blæst bagover, da jeg så filmen i biografen, og selvfølgelig har Christopher Nolan taget sig sine friheder til at læse historien, som han ser den, men samtidigt viser han også, hvorfor film skal ses i biografen, for hvilken oplevelse det var i mørket i salen i Hammel. Det er ikke kun billedsiden, men også lydsiden er enorm, og flere af scenerne er så voldsomme, at de næsten kun giver mening på et stort lærred og med sublime lydforhold.

Der er også en eftertænksomhed i filmen, fordi den netop ikke kun handler om de store slag, for hele historien er det klassiske mønster med at en person rejser ud for derefter at finde hjem igen. Hvad der sker med personen, hvordan han eller hun udvikler sig undervejs, og hvilket menneske han eller hun er, når hjemmet findes igen, og det som personen kommer hjem til.

Se traileren for filmen her, og læs videre på anmeldelsen herunder:

Odysseen er mere end en eventyrfilm, den viser også krigens grusomhed, samtidigt med, at den fortæller om menneskelig udvikling, og dermed en fortælling om mennesker. At det så er kombineret med storslåede slag, en kyklop, en troldkvinde ved navn Kirke, der med skarp ironi konstaterer, at mændene udmærket kan opføre sig som svin helt af sig selv, og Kalypso, der ikke kan holde på Odysseus i længden, det er historiefortælling undervejs.

Hvis du ikke har set filmen endnu, så giv dig selv den oplevelse, at få det gjort…og helst mens den stadig går i biografen. Jeg var selv inviteret i Fotorama i Hammel, for at se den, og jeg gik målløs derfra, og de næsten tre timer som filmen varer er ikke et sekund for langt.