Annoncer
Annoncer

Klumme af Anders Godtfred-Rasmussen

“Alt, hvad der ikke er svært, skal være nært.” 

Sådan lyder en af de politiske paroler, der fulgte med, da den nye sundhedsreform blev skudt i gang. Det er den slags sætning, der er svært at være uenig i som borger og som politiker, for hvem vil ikke gerne have, at de ting, der ikke kræver et helt sygehus, foregår tæt på, hvor du bor?

Jeg tror også, at intentionen bag reformen er god nok, jeg er bare lidt i tvivl om, hvordan det kommer til at se ud, den dag parolen rammer virkeligheden i Favrskov kommune, når reformen er i gang.

I dag ser det sådan ud, at Favrskov kommune har 21 korttidspladser på Plejehjem Solhøj i Hammel. Det er en af de pladser, som du kan blive indlagt på, hvis du bliver udskrevet fra sygehuset, men du endnu ikke kan klare dig selv derhjemme, eller hvis du af andre grunde venter på en plejehjemsplads.

Fra den 1. december overtager Region Midtjylland hele korttidsafsnittet på Solhøj i Hammel, og regionen overtager 16 af de 21 korttidspladser, som Favrskov kommune har i dag. De 16 pladser bliver til regionale sundheds- og omsorgspladser. De sidste fem pladser beholder kommunen selv, og de flytter med til det nye ´Plejehjem Vinterslev` i Hadsten, der åbner den 2. november 2026.

21 pladser bliver altså, set fra Favrskov kommunes side, til fem. Det er her, jeg begynder og regne lidt efter, ligesom jeg tænker, at det er der også en del andre kommuner, der gør.

Fem pladser er ikke ret mange, hvis der en dag er flere end fem borgere i hele kommunen, der har brug for et sted at være, mens de venter på en plejehjemsplads, eller mens de skal samle kræfter, før de kan klare sig selv derhjemme igen.

Vi er knap 50.000 borgere i Favrskov kommune, og vi bliver ikke færre af, at kalenderen skifter til 2027.

Selv Charlotte Green ©, som både er folketingsmedem, byrådsmedlem og overlæge siger, at “Vi skal passe på, at vi ikke smider barnet ud med badevandet”. Jeg tror hende gerne på, at det er præcis det, som hun og andre politikere prøver at undgå, men jeg har endnu til gode at møde nogen, der kan fortælle mig, hvad der sker, den dag, der er flere end fem borgere, der har brug på pladserne på samme tid.

Det er ikke, fordi jeg tror, at der sidder nogen og ønsker et dårligere tilbud til de ældre i Favrskov. Tværtimod virker det som om, at langt de fleste gerne vil gøre det rigtigt. 

Lige nu ser det bare ud som om, at løsningen med at gå fra 21 til fem kommunale pladser, måske ikke er den rigtige.

Charlotte Green har sagt, at kommunen selv regner med at få brug for pladserne på Solhøj om tre til fire år, når Vinterselv Plejehjem er fyldt op, så måske løser problemet sig selv hen ad vejen, eller måske viser det sig, at behovet er der længen inden, vi når dertil.

Jeg har tidligere skrevet om, hvor hårdt det kan være at stå midt i et system, hvor de gode intentioner ikke altid når frem til den, der har brug for hjælp lige nu. Det er sjældent lægerne, sygeplejerskerne eller sagsbehandlerne, der er noget galt med. 

De færreste svigt sker på gulvet, de sker et sted højere oppe i systemet, hvor tallene bliver regnet ud længe inden nogen har tænkt på den enkelte borger.

Så her er mit spørgsmål til dig…kender du noget, der har været på Solhøj eller et lignende sted, mens de ventede på en plejehjemsplads? Tror du, at fem pladser er nok, når regionen for alvor overtager ansvaret til nytår? Skriv gerne til mig på anders@softennyt.dk eller ring/send en sms på 81 11 01 90, hvis du har en historie, du gerne vil have fortalt, mens jeg følger reformen frem mod årsskiftet.

Previous

Læserbrev: AGF's guld - Favrskovs fællesskaber

Next

Uden frivillige er der ingen biograf: Fotorama i Hammel søger flere hænder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også