Filmanmeldelse: Supergirl i Fotorama i Hammel

Foto: DC News.

Der er noget befriende ved en superheltefilm, der ikke vil redde hele verden, men handler om at skulle finde sig selv. Jeg blev positivt overrasket over filmen, selvom manuskriptet halter gevaldigt flere steder, men hvis du skal se en film i biffen med en fortælling om sorg, hævn og en ordentlig omgang action, så vil jeg godt anbefale Supergirl.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg havde taget den ældste søn med i biografmørket i Fotorama i Hammel mandag aften. I denne uge viser de Supergirl, og selvom det på papiret lyder som endnu en superheltefilm i rækken af superheltefilm de seneste mange år, så overraskede filmen positivt, selvom den også halter gevaldigt nogle steder, specielt i manuskriptet.

Jeg har ikke været meget i biografen i Hammel i de senere år, men når jeg er biografnørd, og elsker at se film i biffen på det store lærred, så giver det en god oplevelse at sætte sig til rette i biografen i Hammel, hvor de mange frivillige er lykkedes med at skabe en rigtig biografoplevelse i den gamle sal midt i byen. 

Der er ikke “4D oplevelse” som i de store sale i Aarhus, men lyden og billedet på lærredet fejler bestemt ikke noget, og slet ikke, når det er en superheltefilm som Supergirl som vi var taget afsted for at se. Når en stor menu med to sodavand og popcorn ikke koster mere end 70,- kroner og parkeringen er gratis, så gav omgivelserne også en god fornemmelse inden filmen startede.

Hvis du har set Superman, der havde premiere i 2025, så havde Supergirl en lille rolle til allersidst i filmen, hvor hun kommer og henter sin hund, Krypto, som Superman havde passet i hele filmen.

I åbningsscenen er det nu Supergirl og hunden, som vi følger. Det er skuespilleren Milly Alcock, der spiller Supergirl, og hun skal have stor ros for rollen, som den whisky drikkende superhelt, der ikke rigtigt ved, hvad hun skal bruge sine kræfter på.

Hun vil faktisk hellere hænge ud på planeter, der har en rød sol, fordi her giver whiskyen virkning og hun har ingen superkræfter. Hun kæmper ligeså meget med sig selv, som de skurke hun selvfølgelig kommer til at møde gennem filmen.

Den bærende historie i filmen tager udgangspunkt i en ung piges kamp for at få hævn over en skurk, der dræbte hele hendes familie mens hun, og vi andre bag skærmen, så på.

Supergirl vil ikke hjælpe, som i slet ikke hjælpe, men gør det alligevel, og selvom vi har set historien fortalt før, specielt i rigtigt mange western film, så gør det ikke noget at historien nu bliver fortalt i rummet.

Der er rigtigt mange hverdagsoplevelser, som vi andre kender til, både i dialogen, i rumbussen og på de planeter, som vi møder i filmen.

Manuskriptet halter indimellem, og da Supergirl for tredje gange fortæller den unge pige, at hun vil fortryde det resten af hendes liv, hvis hun slår skurken ihjel, der tror jeg nok, at vi som seere nok har forstået pointen.

Visuelt er filmen utrolig flot, og selvom historien er kendt, så bliver den fortalt godt af skuespillerne, både de gode og de onde, og vi møder selvfølgelig også Superman indimellem, uden at hans rolle har nogen betydning for filmen.

Jeg kendte heller ikke Supergirls forhistorie, og den bliver fornemt fortalt, også fordi den slet ikke ligner Supermans historie, hvis du altså kender den, som jeg gør fra de gamle Superman film fra 1970´erne og 1980´erne.

Jeg afslører nok heller ikke for meget ved at sige, at skurken får en ordentlig røvfuld til slut, og Supergirl finder sig selv og redder sin hund og den unge pige, så filmen ender lige som den skal, som den type film har det med at gøre. 

Den får fire ud af seks tommelfingre op herfra, og den er helt klart værd at se i biffen, specielt i en biograf som i Hammel, der i sig selv er en oplevelse at besøge.